Biograf med kinoorgel!

Palladium - engang med kinoorgel

Det brændte sig ind i mit 13-årige sind
da Bertrand Bech spillede på kinoorglet!

Den dag i dag kan opleves et biograforgel
i Hornstrup Forsamlingshus nord for Vejle -
Anton Stormlunds fantastiske museum 
Se Anton Stormlunds hjemmeside, der fortæller om
det omfattende museum og kinoorglet
i Hornstrup Forsamlingshus, klik her.

Se siden om pibeorglet på Ringkøbing Museum - det vil sige: Nu er orglet pakket ned og lagt på depot. Det må siges at være en skandale, for tænk, hvilken personlighed Joh. P. Andresen var for Ringkøbing med sin orgelfabrik. Han leverede også pibeorgler til kirkerne.

Jeg har  oplevet det! - Som tusinder andre provinsbørn var jeg med skolen på besøg i København en lille ugestid, og naturligvis skulle vi i biografen Palladium på Vesterbrogade.
Denne aften blev vist en dansk premiérefilm i sort-hvid, »Min søn Peter«. Vi havde netop sat os til rette i de luksuriøse stole, da lyset blev dæmpet, og de to første kæmpe tæpper gled til side. Det yderste var af silkedamask, det næste i silkevelour. Lærredet var dog stadig dækket af et tredje fortæppe i sølv-agtigt glitter. Et øjeblik blev dette tæppe kørt til side, og et smart opsat diasbillede fortalte med store slyngede bogstaver, at aftenens kinoorganist var Bertrand Bech (1921- 1992), og hvilke melodier, han ville spille. Blandt de 5-8 melodier husker jeg tydeligt én af de dengang populæreste, »Solskin kan man altid finde«. Så tændtes store projektører i tusinder af watt, og lyskegler skar gennem rummet. Lyset kom som kulørte ildsværd, både fra loftet og fra store åbninger i bagvæggen ind mod operatørrummet, og blikket blev ledt op mod kinoorglet. Det kom op via en hydraulisk lift og havde bagsiden ud mod publikum. Da det var næsten oppe, drejede det rundt og organistan sad med ryggen til publikum. Det var en nikkende og smilende Bertrand Bech i en flot, hvid smoking. Han spillede en kendingsmelodi, og klapsalverne ville næsten ingen ende tage. Hvad mon kendingsmelodien hed, og var det Palladiums egen, eller var det kinoorganistens kendingsmelodi. Mon nogen kan svare på det?
I dag er glad for, at det netop var Bertrand Bech, der spillede, da jeg sidenhen har erfaret, at hans spillestil var aldeles fantastisk og enestående. Han var også en eftertragtet pianist ved koncerter og pladeindspilninger.

Solskin...
 Det var en utrolig rørende oplevelse i år, at høre Anton Stormlund spille netop »Solskin kan man altid finde« på et af sine Hammond-orgler, da Orgelklubben Herning havde efterårsudflugt til Hornstrup Forsamlingshus. Det var en speciel hilsen fra Anton Stormlund til mig, fordi jeg fortalte om mit besøg i Palladium. Bertrand Bech ville have spillet den i samme stil, er jeg overbevist om. Og jeg synes at kunne genkende rytme og klang, fra hin aften i foråret 1953.
Jeg mente ellers, det på den tid var Mogens Kilde, der spillede på orglet. Det havde vi så ofte hørt, når der var radiotransmission fra Palladium. Men det var bestemt ingen skuffelse at høre Bertrand Bech. Siden har jeg set og hørt denne dygtige pianist og organist mange gange under koncerter bl.a. med Svend Nicolaisens Orkester. Og engang spillede Bertrand Bech piano til en koncert- og bal-aften på Hotel Ry med Grethe Klitgård samt Jørgen og Gustav Winckler. Jeg husker min store skuffelse over, at Bertrand Bech ikke spillede orgel den aften. Ellers oplevelser, som jeg gerne rejste langt for at overvære.
I parentes bemærket var det senere organist og pianist Henry »Buby« Nielsen, der spillede orgel for Sv. Nicolaisen - ofte også under lørdag middags radiotransmissioner. Jeg husker, at pianisten Holger Larsen betjente flygelet i orkestret, men tillige spillede enkelte numre på orglet.
Oplevelsen i Palladium med kino-oglet brændte sig ind i et 13-årigt sind. Jeg var ellers blevet fanget af kirkeorglet og dets teknik under nogle besøg hos domorganist Jørgen Nielsen i Århus Domkirke. Første gang som 9-årig i 1949, og Jørgen Nielsen var ikke karrig med venlige ord og fortællelyst om sit kæmpeorgel, dengang på 85 stemmer. Han tilbød mig endog efter en gudstjeneste at prøve domkirkens store orgel, men jeg veg skrækslagen tilbage - hvilket jeg har fortrudt mange gange.

Noget af en biograf ! 
 Tilbage til biografen. Der var rejsegilde på Palladium 4. sept. 1937. Her var Ib Schønberg til stede, foruden alle håndværkere og dir. Svend Nielsen og hustru.
18. januar 1938 var Palladium-biografen færdigbygget, og ved en gallaforstilling blev den indviet - med kinoorgel! Det vakte selvsagt opsigt.
Biografen var flot udstyret og var gennemført i et internationalt design. Fra gaden kom man ind i den store foyer, hvor billetkontoret lå som en ø lige midt for indgangen. Et stykke længere inde til venstre lå restauranten og dansestedet »Giraffen«, hvor bl.a. Jørgen Grauengaard med sine musikere optrådte. Denne overvejede man senere at bygge om til biograf som en slags »Palladium II«, men det blev opgivet.
Til højre for billetkontoret lå indgangen til toiletafsnittet, kiosken og en børnepasning, der var udstyret med legetøj og en legeonkel. Selv hunden kunne blive passet i et særligt indrettet rum med bure. I et forlokale til dametoiletterne kunne damerne nette sig, inden man gik op ad løberen til biografsalen. Rygtet siger, at biografen sågar havde en læge tilknyttet, der stod parat i et lægeværelse, hvis en publikum'er skulle føle sig ilde tilpas under forestillingen.
I garderoben kunne gæsterne komme af med frakke og hat, og et snildt anlæg sørgede for, at det alt sammen blev transporteret til udgangen, hvor man kunne afhente det, når filmen var slut. Biografsalen var den mest luksuriøse og moderne i landet med 1347 siddepladser.
Byggeriet var budgetteret til 1 million kr., men kom til at koste næsten det dobbelte - det var utroligt mange penge dengang.
I foyeren og biografsalen var væggene dekoreret med relieffer af billedhugger Stæhr-Nielsen og trappedelens endevæg var prydet af et stort, festligt maleri i lakfarve på guldgrund, udført af Svend Johansen. Et billede, der symboliserede hadet, kærligheden og andre af tilværelsens - og filmens - eventyrlige verden.
I »kongelogen« var stolene kongeblå, i sidelogerne var de bordeaux, og de øvrige stole var røde. Til venstre ved sceneåbningen var et stort ur, så man hele tiden kunne se, hvad klokken var. Ganske praktisk, hvis man skulle nå det sidste tog ud til provinsen. Og selvfølgelig var rygning tilladt - man var jo ude for at more sig! Hysteriet, der nu næmer sig forfølgelse af folk, der vil hygge sig med en smøg, var ikke kendt dengang.

Et Wurlitzer orgel
 København havde altså fået kæmpe-biograf med kinoorgel, det store Wurlitzer-orgel - bygget 1937 og opstillet 1938. Det var et fuldt udrustet underholdningsorgel af den type, der i sin tid var opfundet til at forsyne stumfilmene med musikledsagelse og diverse lydeffekter - traps. Kinoorglet havde, efter tonefilmens gennembrud, fået en helt ny funktion, først og fremmest i England, som populært koncertinstrument. Og specielt i de såkaldte Cine-Varieties, med en tilpas blanding af film og scenisk underholdning.
Egentlige varieté-shows blev det ikke til i Palladium-biografen, men det populære kinoorgel var med til at skabe en særlig god og ubekymret stemning.
Orglet, der - lige som i England - blev anvendt flittigt til radio- og pladeproduktioner, var i brug i årene 1938-1960. Jeg husker enkelte navne på kinoorganister, der spillede i Palladium: Bobby Pagan, Peer Frost, Mogens Kilde, Benna Moe, Erik Erling, Ove Peters og, naturligvis, Bertrand Bech. Med barnlig entusiasme var på førstepladsen, langt over alle andre, Bertrand Bech - og på andenpladsen Mogens Kilde.
Wurlitzeren havde 7 »ranks« - stemmer eller registre, altså 7 gennemgående rækker orgelpiber med hver sin klangkarakter. Fra disse piber kan uddrages et større antal registre i forskellige tonelejer. Anton Stormlunds orgel i Hornstrup Forsamlingshus har til sammenligning 9 stemmer, foruden et fjernstyret flygel og celeste.
Men selvom Palladium-orglet var et komplet udstyret biograforgel med en lang række indbyggede lydeffekter, må det altså slås fast, at det ikke blev indkøbt til brug som akkompagnement under stumfilm. Da instrumentet blev installeret, var stumfilmsæraen slut.
Der skede en del i 1960'erne. Palladium lukkede en kort periode i august 1960; der skulle bygges om til 70mm Todd-AO. »Todd-AO DP70« maskiner blev installeret, og et nyt stort, lidt buet lærred blev opsat. Så var det sket med kinoorglet!
Fjernsynet blev snart meget udbredt - på godt og ondt... Palladium-biografen lukkede endeligt efter sidste forestilling torsdag 30. december 1976 - efter 38 år med film og god underholdning. Den sidste film var »Den Runde Ridder Svinger Sværdet« med Bud Spencer, forestilling kl. 14,00 - 16,15 - 19,00 og 21,15. Bygningen skulle rives ned inden Tivoli åbnede den 1. maj 1977.
Se mere på Musikhistorisk Museums hjemmeside, klik her.
Paladsteatret i Århus skulle efter sigende også have haft et orgel, som dog aldrig kom rigtigt i brug. Også Folketeatret i Århus havde kinoorgel, installeret i 1923. Det var dog et tillempet kirkeorgel med forskellige effekter, bygget af det lokale orgelbyggeri, A. C. Zachariasen.
Palladium opstod igen. Det nyeste Palladium blev bygget i forbindelse med opførelsen af Industriens Hus i slutningen af 1970'erne. Det overtog pladsen fra det gamle Palladium, den klassiske, store biograf nærmest i art-deco-stil.

Samler støv
 Palladium-orglet eksisterer ikke længere i sin helhed, men de dele der er tilbage - spillebordet helt afmonteret, slagtøjet, lydeffekterne og en lille del af piberne - ligger på et magasin i Musikhistorisk Museum i København. Optimistisk håber man ved lejlighed at kunne præsentere dem for publikum. Anton Stormlund ville gerne have haft delene til opbygning i sit musikmuseum, og det ville nok være bedre, om han havde fået hele herligheden, så folk kunne glæde sig over at se og høre tingene her og nu og ikke i en uvis fremtid - om måske hundreder af år. Stormlund skulle efter min mening - foruden resterne af Palladium-orglet - tillige have haft en statslig økonomisk præmie for sit kolossale store og uselviske arbejde med at samle de mange orgler og opbygningen af kinoorglet, efter selv at have hentet det i Skotland. Og så har jeg slet ikke nævnt de hundreder af andre flotte emner, han har i sin udstilling.
Mange danskere i moden alder mindes stadig atmosfæren i det gamle Palladium og kunne godt tænke sig et gensyn og enhør med hvad der er tilbage af dens berømte Wurlitzer-orgel.
Anton Stormlund har indrettet det tidligere Hornstrup Forsamlingshus nord for Vejle til et museum, hvor han udstiller en stor samling af effekter, som bl.a. fortæller om telegrafens udvikling. Desuden har han en serie dampmaskiner, heraf nogle, han selv har fremstillet, og endelig præsenterer han en fin samling af Hammondorgler og andre typer elektroniske orgler.

Et eldorado
 I Hornstrup Forsamlingshus bydes der på et eldorado for såvel nostalgi- og teknikinteresserede som for de, der blot ønsker at give sig selv en ganske anderledes og særdeles spændende oplevelse. Her holder Anton Stormlund altså til. Han købte huset i 1998 og har løbende istandsat det. I dag præsenteres hans fantastiske samlinger således i den helt rette atmosfære af historie og hyggelig intimitet.
Stormlund kan bl.a. fremvise Europas måske største samling vedr. Telegrafi. Den imponerende samling har ved flere lejligheder været vist på TV, og der er lavet radioindslag med denne spændende personlighed. Og så er der underholdningsorglerne… I hans forsamlingshus står som bekendt Danmarks eneste intakte Kinoorgel - eller biograforgel. Anton Stormlund erhvervede instrumentet i efteråret 2001, og det lykkedes ham at stille det op og gøre det funktionsdygtigt på ca. 8 måneder. Det er et Christie-orgel, bygget 1927 i Norwich, England. Oprindelig stod det i biografen, herefter kom det i privat eje i den skotske by Bathgate, og nu står det altså i Hornstrup.
Anton Stormlunds telefonnummer er 75837883 såfremt en klub, forening eller medarbejderkreds ønsker en helt anderledes fællesoplevelse.

»Kinoorgel« i Herning...
 Så må jeg da afsløre, at jeg har oplevet »kinoorgel« i Herning. Såmænd i Bio, der lå på Søndergade, hvor der nu ligger et stort forretningskompleks. Jeg er udlært filmoperatør - fra den tid, da filmmaskinernes lys blev frembragt via kulbuelys, og på den tid var jeg altså ansat i Herning Bio - under ledelse af direktør John Andersen. I en række år, op mod jul, kom hammondorganisten Irving Ancker og spillede på Bios scene. Han medbragte sit hammondorgel; for kendere: et M-3 med en utrolig god lyd. Det blev stille op på scenens venstre side med en mikrofon lige ved orglets højttaler. Det vil sige, mens reklamefilmene blev vist, var orglet trukket et par meter ud til venstre, skjult bag yderste fortæppe. Når Irving Anckers optræden skulle på, kom et par unge biografassistenter op og hjalp med at trække instrumentet ind på scenen. Så gik tæppet, og et par store projektører, der var opstillet ude på højre balkon, blev tændt. Det var en virkelig hyggelig oplevelse, og Irving Ancker var en rigtig charmerende personlighed, der spille brandgodt og var venlig og tiltalende.
I mange år kunne man høre Irving Anckers Hammonod-trio spille i radiotransmissioner fra Nimb, og trioen har også indspillet nogle numre i LP-pladernes tid.
Der er et hjertesuk fra utallige tv-kiggere her i landet: Hvorfor i alverden kan dansk tv aldrig bringe indslag eller hele udsendelser om og med vore store, pragtfulde orgler og organister. Eller om problemstillingen ang. nye typer orgler (digitale) i folkekirken. Og der må da være materialer i arkiverne om de gamle orgler, kinoorgler og andre instrumenter! Det kan oven i købet ikke ryste DR's økonomi i sin grundvold, om der blev fundet et sådant materiale frem. Hvorfor er der ellers lavet arkiver? Jeg vil vove at påstå, at en stor del af arkivmaterialet ligger hengemt til ingen verdens nytte. Ikke én får gavn af det materiale, der er lukket inde i dette underlige, noget selvglade foretagende.
Ja, ja, jeg ved det nok: »Vi skal jo tækkes de unge, og det handler inderst inde om seertal...«. Men hvem ved, om der blandt de unge kunne være nogle, der blev inspireret og kunne tage nye initiativer. Måske der kunne komme en ny generation af Anton Stormlunds type - ham med Hornstrup Forsamlingshus, hvor danmarks eneste fungerende kinoorgel står; folk, som uselvisk og uden fortjeneste overhovedet ville påtage sig at indrette pragtfulde musik-museer, der kunne pege lidt på tiden før os.
Det ser dog ud til, at der nu er en slags ny tid på vej. Jeg har netop erfaret, at der måske bliver åbnet for offentligheden til DR's arkiver og de godt 30 kilometer arkivhylder, via den digitale teknik.   

Notitser om Bertrand Bech
Vi kendte ham under navnet Bertrand Bech, hans fulde navn var Preben Bertrand Valdemar Bech. Komponist, pianist, orkesterleder, født 1921 i København.

Bertrand Bech var konservatorieuddannet og spillede i Arne Skibsteds orkester fra 1938-40. Han blev en kendt jazz-pianist og spillede i »Matadorerne« 1940-41, sammen med Bertel Skjoldborg 1941-44 og var med i Kai Ewans 1944-47.

Bertrand Bech havde nogle år i Sverige, hvor han spillede med Thore Jederby 1948 og 1949 med Simon Brehm. Senere spillede han sammen med Svend Asmussen, og i sommeren 1952 var han pianisten i Bruno Henriksens Orkester på Dansetten i Tivoli, samtidig med at han spillede kinoorgel i Palladium. Bertrand Bech var en tid med i Radioens Jazzorkester samt Det ny Radiodanseorkester. Han havde sin egen musikgruppe, samtidig med han spillede i radio- og grammofonstudier og på restauranter og som akkompagnatør for solister.
Det var i den periode, sidst i 50'erne, jeg oplevede Bertrand Bech som akkompagnatør for populære solister i en koncert på Hotel Ry. Hans kæmpestore evner og den helt specielle teknik i spillet, var en stor oplevelse for mig i ungdommens dage. Bertrand Bech var tilknyttet lærerstaben på Musikkonservatoriet i rytmisk musik, samtidig med han skrev en del filmmusik.

Bertrand Bech døde i København 1992.

 
Anton Stormlund spiller på sit fantastiske Christie Kinoorgel - i sit utrolige orgelmuseum i Hornstrup gl. Forsamlingshus. Anton Stormlunds orgel er på 9 stemmer, foruden der er et fjernstyret flygel og celeste

| Svar

Nyeste kommentarer