En dramatisk dag i året 1949 huskes og omtales endnu

Da Skarrild blev ramt
af et tropisk uvejr

Ingen, der opholdt sig i Skarrild 27. august 1949,
glemmer den dag, et uvejr bragte kaos

Mange blandt den ældre generation på Skarrild-egnen husker stadig lørdag den 27. august 1949, da Skarrild blev ramt af et voldsomt uvejr. Ja, ingen, der oplevede den dag, med kaos i naturens orden, glemmer den. Det var blandt andet dagen, da jordvolden, som førte Skjern Å Nørrekanal over Lustrup Bæk, blev skyllet væk, vejbroen på Skovsborgvej blev totalt ødelagt, og broen på Gl. Arnborgvej blev delvis ødelagt osv. osv. Dyr på markerne blevn dræbt, afgrøder og havernes blomster og grøntsager blev knust af hagl, store som dueæg.
Folk, der arbejdede i markerne, måtte flygte i læ eller hjem, som gjaldt det selve livet, og nogle brugte vognenes sidefjæle som skjolde over hovedet mens de løb, og deres fingre blev slået til blods af hagl.
Tordenen bragede med en uafbrudt voldsomhed, som ingen havde kendt magen til, og som ingen siden har oplevet. Mange ældre Skarrild-borgere taler stadig om uvejret og ødelæggelserne, og bruger ligefrem hændelsen som en ny tidsregning...
Der er formentlig adskillige, som kan berette om uvejret, men jeg har truffet to herlige mennesker, som gerne beretter om den noget gruopvækkende oplevelse. Det drejer sig om Jørgen Kr. Hansen og Ebba Olsen, begge Skarrild.
Jørgen Kr. Hansen var født og opvokset i Skarrild. Han lagde et kæmpe arbejde i at bevare de historiske minder om byen og egnen. Jeg mødte ham ofte på det interessante og spændende lille museum i Skarrild, der blandt andet rummer en mindestue for 7 omkomne piloter, hvis fly blev skudt ned ved Skarrild i 1944. På kirkegården findes de omkomne piloters gravsted, smykket med en stor, skulpturel propel omgivet af mindesten med navnene på de omkomne.
Jørgen Kr. Hansen fortalte mig om uvejret, som han oplevede det som barn. Han var en otteårs knægt, der oplevede skybruddet i al sin dramatiske udfoldelse. Og ikke mindst husker han dagene og ugerne derpå, hvor alle kræfter blev sat ind på at skabe orden i det kaos, der opstod. Det var printet ind i hans hukommelse, bedyrede han.
Hans hjem lå Skjernvej 3, Vesterkrog hed landbruget, som var på 23 hektar, en afbyggerejendom fra den store Kroggaard, Skjernvej 1.
Det havde været tørt og varmt et godt stykke tid, og netop den lørdag havde mange lagt mærke til, at »et eller andet« arbejdede sig op på himlen. Skyerne blev mørkere, og som en kæmpe, grum skikkelse kunne man se, at de rent bogstaveligt rejste sig over egnen. Tordenen begyndte at buldre, og dagens lys blev forvandlet til halvmørke.

Jørgen Kr. Hansen fortalte mig videre, at høsten stort set var bjærget, da sommervejret havde været fint og stabilt.
- Og godt det samme, for ellers havde der ingen afgrøder været at køre ind i laderne dette år, sagde han.
- Jeg husker vejmanden, Johannes Pilgaard, kom cyklende ind i vores gård med en vis fart og sagde, at han bestemt ville i læ, for »det blywer da vist et grimme veile« (vejrlig).
- Samtidig kom en 78-årig landmand, »Kræn Lind«, cyklende ad grusvejen fra Karstoft med en hingst, der skulle lukkes ned i en fenne ved kanalen her i Skarrild. Han holdt tømmen med den ene hånd, og den trak så med passende kraft, så han kom let og hurtigt fremad. Hans rigtige navn var Kristian Lind Haubjerg. Han kom ind til os, og mor satte kaffe på bordet.
Så kan det nok være, at uvejret tog fat. Det var med uhyggelige, kraftige hvirvelvinde, der fik husenes tage til at skælve, og tordenen var sat ind med voldsom styrke. Lynene kom oven i hinanden, og bulderet fornemmedes som et jordskælv.
- Efter få øjeblikke begyndte et haglvejr, som ganske enkelt er ubeskriveligt. De fleste huse med vinduer mod vest og nord fik flere ruder og tagvinduer knust. Det er fortalt, at tagsten, især cementtagsten, blev pulveriseret, understrygningen dryssede af overalt, og ude i pryd- og nyttehaver var alt ganske og aldeles på vej til at blive ødelagt, mens folk fortvivlede søgte ly og andre prøvede at sætte forskellige ting for knuste ruder og fik baljer og fade anbragt rundt i deres huse for at opsamle den indtrængende væde, berettede Jørgen Hansen.
- Jeg husker Kræn Lind gik frem og tilbage på gulvet og hen til vinduerne og jamrede og gned sig i hænderne: »Uha - uha-! Det glemmer a ålle (aldrig), om a så blywwer en gammel mand..!«
- Han følte sig åbenbart ikke så gammel, men jeg kan da indskyde, at han snart herefter døde omkring 82 år gammel, bemærkede Jørgen Hansen.

- Mellem de to ejendomme, vores Vesterkrog og Kroggaard, så jeg, hvordan en hel flod opstod, og vandmasserne skyllede dynd og alt muligt med sig. Vi havde en æblehave ved huset, og der havde jeg anbragt et kaninbur med nogle søde dyr, som jeg havde fået til min otte års fødselsdag i april 1949. Det kan nok være, at jeg sendte dem en tanke, men ingen turde gå ud i uvejret for at redde dem.
Det gik så sørgeligt, at de små dyr druknede, og jeg var aldeles utrøstelig. Bagefter gik jeg bare rundt og hylede over det skete, berettede Jørgen Hansen videre.
- Pludselig opdagede vi, at vandet var begyndt at sile ind i vores kælder, og min far tog sin godt slidte filthat over hovedet og gik ud med en skovl og gravede render i et forsøg på at få vandmasserne ledt uden om kældernedgangen. »Det var, som blev jeg slået oven i hovedet med en kæp«, sagde han bagefter.
- Alligevel stod der ret hurtigt cirka trekvart meter vand i kælderen, og det så ganske forfærdeligt ud, med saltkar, borde, flasker, henkogningsglas og mange andre ting sejlende rundt.

- Jeg husker, Falck kom allerede søndag formiddag med pumpegrej og tømte kælderen hos os, akkurat som de måtte gøre det utallige steder i Skarrild og Assing.
- Kroggaard havde nogle kalve stående på en mark nord for gården. Her var nogle trætrug, som anvendtes til drikketrug for kalvene. Dem fandt vi bagefter nede sønden for ejendommen i en kartoffelmark. De havde taget en lang sejltur i »flodbølgen« mellem vore ejendomme.
- Da min mor senere kom ud i frugthaven, hørte hun en ynkelig piben oppe fra et rønnetræ. Det var en lille kat, der havde bragt sig i sikkerhed i træet, men den var ganske forpjusket og elendig. Vi bemærkede, at den sad i læsiden i træet, og reddet livet havde den da, fortalte Jørgen Hansen videre.

- Da jeg senere på eftermiddagen sammen med de øvrige i min familie og mange fra byen var ude at kigge på skaderne, så jeg, der holdt en stor, fin bil nede på landevejen nær vores ejendom. Det viste sig at være kredslægen fra Horsens, der havde gjort stop, fordi vejen var delvis ødelagt.
- Jeg gik og tudede over mine stakkels kaniner, der var druknet, og han kom hen og spurgte, hvad der dog var sket. Da han hørte om min sorg, stak han mig en daler. Og tænk, hvad to kroner var dengang; det var skam meget for en otte års knægt, og altid et plaster på såret. Men jeg ville dog hellere have haft mine kaniner tilbage.
- Den fine læge kunne ikke komme længere, da broen omme ved Lustrup bæk var skyllet væk, og jeg husker rutebilen, der var på vej fra Herning, måtte opgive og køre en omvej nord om Skarrild.

Jørgen Hansen fortsatte:
- Om tirsdagen, tredje dagen efter uvejret, blev jeg sendt hen til nabogården, Kroggaard, med min trækvogn for at hente hagl. Mor havde nemlig købt en masse sild hos fiskemanden, der cyklede rundt. Han havde haft et dårligt salg den dag, og hun kunne købe de resterende fisk billigt. Jeg kunne skovle haglene op i trækvognen, og mor fik dermed is til at køle fiskene ned med.
- Efter nogle dage ville far med leen op til et markområde med korn længere vestpå og prøve at høste det, men han kom nedslået hjem. Kornet var slået i kvas, og markarealet fyldt med døde fasaner, rotter, muldvarpe og mus, som var skyllet op fra deres huler. Senere på året brændte vi det hele af, berettede Jørgen Hansen.

- Sammen med konsulent Hans Quistgaard fra Husmandsforeningen lavede min far nogle forsøg med salpeter-gødskning af afgrøderne. Al kvælstof var skyllet ud af overjorden, og der skulle tilføres ny næring.
Som omtalt blev Nørrekanalens overføring over Lustrup bæk ødelagt, og stemmeværket for Nørrekanalen mod Arnborg var totalt ødelagt.
- Bygningsværket, som bærer amtsvejen over Hjøllund bæk, altså kommunegrænsen mellem tidligere Åskov kommune og Herning, var skyllet væk, men det sagde far, var godt nok, for da det blev lavet om, var det en langt bedre kvalitet og bredere, så vejen var fremtidssikret. Mølledammen i Skarrild var simpelthen forsvundet, så der har været drøn på, da vandmasserne kom. Flere dage efter dramaet gik folk og samlede ål nede i mudderet, hvor jordvolden med akvædukten og mølledammen havde været.
Mølledammen genopstod senere, og den nye amtsvej Arnborg-Skjern dannede en del af dæmningen. Men vandmøllen, som blev bragt intakt, kørte kun nogle få år derefter. Den havde leveret jævnstrøm til byen og nærmeste omegn, men det blev urentabelt. I 1953 kom vekselstrømmen, der var egnet både til privat- og erhvervsformål, og som kunne sendes over store afstande - modsat jævnstrømmen.
- Jeg måtte egentlig ikke, men jeg listede hen og kiggede på vejarbejdet på vej hjem fra skole, og så, hvordan de rammede tusindvis af pæle ned for at stabilisere vejanlægget. Men det var for farligt et område for os børn.
- Jeg oplevede indvielsen af akvædukten. Det skete en dag efter skoletid, og min store tanke var, om det hele nu ville fungere, eller vandet ville sive ud af betonkonstruktionen. Men det holdt - arbejdet var lavet tilfredsstillende, fortalte Jørgen Hansen.


Ebba Olsen fortæller
Ebba Olsen, Hovedgaden, Skarrild, bekræftede Jørgen Hansens erindringer. Hendes forældre havde byens mejeri. Hun fortalte, at bl.a. ved våbenhuset ved Skarrild kirke lå en kæmpestor dynge hagl, der - som flere andre steder - på uforklarlig vis blev liggende flere dage efter uvejret, inden de smeltede.
Hun kunne også berette om, hvordan tordenen buldrede, og det lynede med en voldsomhed, som ingen i Skarrild havde kendt magen til, og som heller ingen nogen sinde senere har oplevet.

- I vort hus var flere vest-vinduer samt alle tagvinduerne knust, og min mor stillede baljer op overalt i stuer og køkken, fordi der var slået masser af vand ind i huset.
- Inde i vort fyrrum ved baggangen var opstaldet fire-fem kalve, hvis liv simpelthen var reddet i sidste øjeblik af betænksomme mennesker, mens der blev slået utallige mindre dyr ihjel ude på markerne, fortsatte Ebba Olsen. Kalvene tilhørte en nabolandmand, og det skulle gå hurtigt, så de fik ophold indendøre hos os, "Olsens i byens mejeri".

Det var rent faktisk et tropisk uvejr, der gik over egnen, og mens der kom massevis af millimeter nedbør i selve Skarrild, fik områder en halv snes kilometer væk kun ganske lidt væde.
Ebba Olsen fortalte, at jordvolden, hvor Nørrekanalen førtes over Lustrup Bæk, var jævnet med jorden, fladt som et gulv.
- Det var et kæmpe oprydningsarbejde, da den gamle jorddæmning skulle fjernes, og støberiet viste sig at være et større ingeniørarbejde, som Hofmann og Sønner forestod, sluttede Ebba Olsen.
_ _ _

De to skarrildborgere, Jørgen Kr. Hansen
og Ebba Olsen, der optræder i artiklen, er
afgået ved døden