Vejrhanen fik
sin tiltrængte olie

Af Johs. Wienberg-Larsen

Nis Nissen, tømrer, boede i Sdr. Felding. Han kom ofte på mit kontor, mens jeg var lokalredaktør i Åskov kommune. Nu er han desværre død og borte; vi havde ellers planlagt en tur sydpå til hans barndomsby sydøst for Christiansfeld. Sådan noget udsættes desværre alt for ofte, og så er det pludselig for sent.
Men Nis Nissen holdt af at fortælle interessante og spændende beretninger fra gamle dage, og en af hans favorithistorier handlede om Slaget i Sdr. Felding i byens forsamlingshus, hvor lokale gymnaster klarede ærterne i en kamp mod en flok upopulære personer.

En anden erindring fra hans helt unge dage var ikke helt udramatisk, jeg må nok sige, noget nervepirrende, når man gennemtænker, hvordan det kunne være sluttet.
Nis Nissen var som 18-årig knægt i lære i en smedje i Christiansfeld. Den gamle smed, mester, havde det job at smøre vejrhanen - »æ væjrkok« - højt øverst oppe på Tyrstrup kirkes tårn . Den skulle jo helst kunne vise den korrekte vindretning.
En sommer var smedemester og hans kone - traditionen tro - rejst på ferie, og netop i disse dage satte vejrhanen sig fast. Adskillige borgere kom til smedjen og omtalte den uheldige tilstand, men ak, den gamle smed var jo rejst på ferie.

Nis Nissen fortalte videre:
- Jeg havde set, hvordan smeden, med lidt hjælp af et par venner, var klatret ud af tårnvinduet og via lynaflederen op ad det stejle spir med en oliekande i en snor om halsen, og så havde vejrhanen der højt oppe fået nogle dråber olie, og atter kunne den vise den korrekte vindretning.
- Han var bomstærk, den gode smed, men jeg følte nu heller ikke, at jeg var blandt de ringeste, så jeg besluttede at gøre ham det kunststykke efter en aften.
- Jeg allierede mig med et par kammerater, bandt en smørekande i en snor om halsen, og så stod jeg der, i det store glughul og indledte min ekspedition. Ved hjælp af to stærke kammerater svang jeg mig ud ad tårnvinduet og over og fik fat i lynaflederen i lidt afstand fra tårnvinduet. Det gik fint op til udhænget, men jeg syntes nok, lynaflederen gik lidt langt ude fra muren ved tagudhænget, så jeg kunne ikke holde fast med benene; kun mine armkræfter havde jeg til at hive mig op over kanten.
- Nå, det lykkedes, men jeg må nok sige, at jeg begyndte at ryste lidt i armene. Og jeg vil bare sige, tårnet på Tyrstrup kirke er virkelig højt. Der er enormt langt ned. Jeg konstaterede, at træer og omrids af gravene var meget små, set fra den højde.
- Jeg klatrede helt til tops og fik mit job udført. Vejrhanen fik nogle dråber olie i det leje, der kunne dreje rundt, og så begyndte min nedstigning. Det gik udmærket, lige til jeg igen skulle ud over spirets kant. Men der var ingen tid at spilde, for mine armkræfter kunne ikke sådan klare flere halve timer.

- Så kom første virkelige krise på ekspeditionen. Jeg måtte i hast tage mod til mig og komme ud over tagkanten, for at påkalde hjælp var aldeles nytteløst i den situation. Hvad skulle eventuelle redningsfolk gøre? Dengang var der jo ikke hydrauliske lifte eller lange brandstiger.
- På et tidspunkt hang jeg med rystende krop ud over kanten og benene frit svingende ned. Jeg tænkte et øjeblik på, at jeg kunne have smidt oliekanden ned, for den vejede dog lidt, og selv den smule mindre vægt kunne gøre gavn.
- Jeg orkede næsten ikke mere, men igen: Der var intet valg, hvis jeg ville opleve flere somre. Gennemvåd af sved gik jeg armgang i lynaflederen, ud over kanten og ned til hvor spændebolte holdt den fast i muren, og jeg kunne slynge benene ind, fast til stålwiren. Men der var ikke plads nok mellem mur og kabel til at jeg kunne få fødderne helt ind, så jeg måtte udnytte mine armkræfter bedst muligt.
- Så var jeg nede, lige ud for det nærmeste tårnvindue, hvor et par blege kammerater fulgte min færd, og de vidste, hvad det gjaldt. Den stærkeste blev inde og holdt et fast greb i åbningens nedre kant, og han holdt kammeratens ene arm i den anden hånd. Den frit svævende kammerat kunne lige svinge sig hen og nå min ene arm. Jeg slap lynaflederen, og så blev jeg - på en eller anden måde - af stærke hænder trukket ind i glughullet.

- Næste dag kunne jeg sige til besøgende bysborgere, at jeg selvfølgelig selv havde været oppe at smøre vejrhanen på Tyrstrup kirke. Den smule opgave var da småting for en stærk smedelærling.
Af en eller anden grund påtog jeg mig aldrig mere dette job...