Skjern Å Nørrekanal
Dalgaskanalen - eller
Store Skjernå Kanal
En sjældenhed i Danmark:
En å med tre navne,
et værdifuldt kulturindslag!
Johs. Wienberg-Larsen
Det er en fantastisk naturoplevelse at besøge Skjern Å Nørrekanal, også kaldet Dalgaskanalen - eller, som dens mere officielle navn er: Store Skjern Å Kanal. Den er nu oven i købet med på Amtets liste over »værdifulde kulturmiljøer« - endda på listen inden for 12 særligt værdifulde. Det er sket efter forslag fra Skarrild-Karstoft Museum og Lokalarkiv.
Jeg har tilbragt mange timer forskellige steder på dens 20 kilometer lange løb, specielt i den uge jeg sammen med daværende skytmester Børge Mortensen optog filmen om den særdeles interessante kanal. Den udspringer ved Arnborg og løber til Ahlergårde øst for Borris. Dens længde var oprindelig ca. 21 km, men den er nu afkortet.
Skjern Å Nørrekanal er projekteret af Hedeselskabet og anlagt under selskabets vejledning og tilsyn i årene 1871-72. Ved etableringen gennemskar den parceller tilhørende ca. 80 forskellige lodsejere.
Anlægsudgifterne androg ca. 100.000 kr., hvoraf det Classenske Fideikommis bidrog med 5000 kr. Resten, ca. 95.000 kr. måtte udredes af forskellige interessenter i det etablerede kanalselskab.
Det omtalte landskab indeholder mange kulturhistorisk værdifulde områder, der fortæller om befolkningens brug af landskabet gennem tiderne.
Mange af sporene efter tidligere generationers virke er dog forsvundet ved opdyrkning, tekniske anlæg, ændrede landbrugsformer osv., men der er alligevel efterladt værdifulde eksempler på, hvordan man før i tiden har brugt landskabet.
Skjern Å Nørrekanals vand bruges i dag til moderne effektiv markvanding med udsprøjtning og til forsyning af dambrug, mens den oprindelige form for engvanding ved overrisling næsten er ophørt.
Overrislingsengenes helt specielle anlæg med forhøjninger, rislerender, opsamlingsrender osv. er forsvundne de fleste steder. En enkelt pløjning eller fræsning er nok til at slette sporene efter flere generationers arbejde med at anlægge og vedligeholde vandings-engene.
Tre steder er det ved fredning eller aftale med ejerne besluttet at bevare overrislingssystemerne. De overrislingsanlæg, som endnu ikke er forsvundne, bør søges anvendt til græsning og høslet uden at de pløjes og fræses.
I Danmark har engvanding i hovedsagen været praktiseret på den måde, at man - udfra en opstemning i et vandløb - har ledet vandet over i en gravet kanal, der anlagt med mindre fald end vandløbet gradvist har fjernet sig fra vandløbet.
Skjern Å Nørrekanal løber således i et højere niveau end vandløbet, hvorved der skabtes mulighed for overrisling af de mellemliggende arealer. Anden måde at formidle forbindelse mellem vandløb og vandingsarealer end ved opstemning er andre steder kendt i form af vandløftningsapparater, f.eks. strømhjul og vinddrevne snækker mv.
De ældste historiske efterretninger om engvanding stammer fra Sønderjylland og går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. For det øvrige Danmark kan man finde efterretninger fra omkring 1750'erne, hvor en nedsat landvæsenskommission og Landhusholdningsselskabet forsøgte at udbrede kendskabet til engvanding ved bl.a. at tage initiativ til oprettelse af lokale landøkonomiske selskaber.
Ved disse selskabers foranstaltning blev der bl.a. oprettet engvandingsskoler; der blev sendt folk på engmesterkurser i Tyskland, og tyske engmestre blev hidkaldt for at bistå ved projektering og udførelse af engvandingsanlæg. Således blev en del af Skjern Å's opland i årene 1846-48 detaljeret kortlagt med henblik på etablering af engvandingsanlæg.
Med Hedeselskabets oprettelse i 1866 blev store engvandingsanlæg systematisk sat i værk, idet selskabets hovedformål var at fremme frugtbargørelsen af de jyske heder, hvilket bl.a. skulle opnås ved at fremme engvandingen langs de vestjyske åløb.
I alt blev der anlagt 410 km vandingskanaler, hvorefter der har kunnet vandes ca. 7500 hektar eng.
Med vandingskanalernes etablering blev det ikke blot muligt at vande de mere ånære græsarealer, men også at etablere nye engarealer, de såkaldte kunstenge, som typisk var placeret på den øvre terrasseflade i dalene, som regel i umiddelbar tilknytning til kanalen.
For den daværende driftsform havde stabile græs- og høstafgrøder vital betydning, ikke mindst høafgrøderne som staldfoder om vinteren til kreaturerne. Lidt forenklet kan man sige, at jo mere vandings-eng man fik etableret, jo støre kreaturhold kunne gårdene holde.
Og med større mængde staldgødning kunne der tages mere hedeareal ind til opdyrkning. »For hver tdr. land vandet eng skabtes der mulighed for produktion af så megen staldgødning, at man kunne holde fem tdr. nyopdyrket hede i en rimelig gødningstilstand«, hed det.
Skjern Å Nørrekanal udspringer ved Rind Å, umiddelbart før dennes udløb i Skjern Å. Der er lavet et stemmeværk, og ydermere er der fra dette sted lavet gennemgravning af den åslynge, Skjern Å danner, så det også er muligt at lede vand fra Skjern å dertil.
Med stigbord i stemmeværket reguleres kanalens vandføring. Den normale sommervandføring i Rind Å er ved udløbet ca. 1,5 kubikmeter i sekundet, mens Skjern Å's vandføring er 7-8 kubikmeter i sekundet.
Kanalen måler ved sit udspring 11 meter i bredden og 1 meter i dybden og fører ved fuld vandføring 4 kubikmeter pr. sekund. Bidraget fra Skjern Å skulle altså være ca. 2,5 kubikmeter i sekundet.
Skjern Å Nørrekanal er på den første strækning anlagt med meget ringe fald, frem til Skarrild er faldet ca. 0,14 promille. Herefter og frem til Sdr. Felding 0,2-0,25 promille, mens den sidste del af kanalen har noget større fald - 0,75 promille.
Med det ringe fald opnås at få kanalen i større og større afstand fra selve ådalen, og allerede ca. 2,5 km sydvest for Skarrild er kanalen nået op på den øvre terrasseflade, den ligger her i en afstand af 7-800 meter fra dalbunden og ca. 8 meter over denne.
Nordøst for Sdr. Felding møder Skjern Å Nørrekanal kanten af Skovbjerg Bakkeø, som den på det nærmeste herefter følger i resten af sit forløb. Mellem Sdr. Felding og Ahlergårde ligger kanalen i en afstand af 1-2 km fra Skjernåen og højdeforskellen mellem å og kanal andrager 12-13 meter. I takt med at der afledes vand fra kanalen formindskes kanalens tværsnit, og ved Ahlergårde er den kun 0,65 m bred og 0,45 m dyb.
Over lange strækninger har kanalen et næsten lige forløb, som dog brydes indimellem ved bløde bugtninger afspejlende små uregelmæssigheder i terrænforholdene. Ved Skarrild, hvor Lustrup bæk løber ned gennem en smal slugt til Skjern Å, er kanalen ført lige over denne slugt på en betonakvædukt - tidligere en jorddæmning.
Alene oplevelsen at se denne akvadukt midt i Skarrild by er ganske fantastisk, og det er den største af sin art her i landet - om ikke det er den eneste kendte og betydningsfulde akvadukt indenfor landets grænser.
Fra kanalen fordeles vandet til de forskellige lodsejere ved hjælp af en såkaldt tud, som er en trærende af bestemte dimensioner, der indsat i siden af kanalen udmåler de vandmængder, som lodsejerne har krav på.
Den samlede vandmængde, der kan aftappes fra kanalen, når den har fuld vandføring, angives til 96 kubikfod - ca. 3 kubikmeter pr. sekund. En fuld anpart er da på 1 kubikfod pr. sekund eller ca. 30 liter pr. sekund. Denne vandmængde leveres af en tud med en bredde på 6" og en højde på 12". Halve vandparter forekommer også. Dette vandfordelingssystem er det oprindelige, og det opretholdes fremdeles, dog med modifikationer.
Der er vand i kanalen fra omkring 1. maj til slutningen af december. I vintermånederne vil det være for risikabelt at have vand i kanalen på grund af fare for frost-ødelæggelser. I marts-april foretages den årlige oprensning, nu maskinelt.
Fra 1. januar til den 30. april skal hovedstemmeværket altså være »bundtrukket«, som det hedder, og kanalen skal være lukket.
Lodsejerne er sammensluttet i et kanalselskab, hvis bestyrelse drager omsorg for kanalens drift og vedligeholdelse og fører tilsyn med tudenes tilstand. En skytmester regulerer til stadighed tilførslen af vand til kanalen ved stemmeværket nær Arnborg. Jo, det hedder skytmester og ikke, som det undertiden ses, skotmester.
Kanalselskabet opkræver en årlig afgift af lodsejerne for de leverede vandmængder.
Oprindelig har der kunnet vandes 285 ha eng fra Skjern Å Nørrekanal, og det skønnes, at ca. 1/3 af dette areal har været kunstenge. I begyndelsen af 60'erne, hvor vandings-engenes udbredelse og tilstand blev kortlagt, var det vandede areal ved kanalen indskrænket til ca. 200 ha eng, og en stor del af de tidligere kunstenge var da nedlagte, og arealerne indgået i den almindelige omdrift.
Undersøgelser viser, at der kun er ganske få hektar, hvor den gamle engvandings-praksis opretholdes, et areal ved Tarp på ca. 1 ha, et areal ved Drongstrup på ca. 1,5 ha, samt et areal sydvest for Skarrild på ca. 2 ha, i alt ca. 5 ha.
Her ud over henligger der fremdeles en del af de tidligere vandings-enge nærmest ådalen i mere eller mindre forfalden tilstand. Nogle af disse ligger ubenyttede hen, mens andre er indrettet til permanente græsningsarealer.
Som omtalt tjener kanalen fortsat som kunstvandingskanal, idet lodsejerne i dag i meget stor udstrækning benytter sig af kanalen til vanding af arealer i den almindelige omdrift ved hjælp af moderne sprøjtevandingsanlæg.
Langs Skjern Å Nørrekanal har den mest anvendte vandingsmetode været overrisling, hvorved vandet som et mere eller mindre sammenhængende, tyndt lag siver eller risler udover det areal, der skal vandes.
På initiativ af amtsfredningsinspektoratet i Ringkøbing Amt blev der i sommeren 1984 foretaget en detaljeret opmåling af to engvandingsanlæg ved Skjern Å Nørrekanal. Det ene anlæg, som endnu er i drift, ligger i umiddelbar tilknytning til kanalen ved Tarp, ca. 3 km nordøst for Sdr. Felding. Det andet anlæg, som er nedlagt, men velbevaret, er beliggende umiddelbart vest for Sdr. Felding afgrænset af en markant åslynge.
Vandings-engen ved Tarp dækker ca.1 hektar og ligger umiddelbart i tilknytning til kanalen, hvorfra terrænet svagt skråner mod syd. Vandings-engen kan opdeles i to afsnit, et større afsnit mod vest og et mindre mod øst. De to afsnit har hver især forbindelse til kanalen.
Det vestlige afsnit består overvejende af ryganlæg, idet dog arealet længst mod vest nærmest må karakteriseres som et naturligt overrislingsanlæg.
Ryganlæggene ligger med ca. 15-20 meters afstand mellem tilledningsrenderne, som ligger på toppen af de kunstigt udformede vandingsbede. Tilledningsrenderne ender blindt, og når renderne er fyldt op, siver vandet langsomt ned over de svagt hældende flader. Ofte har det dog været nødvendigt at vande sektionsvis. I så tilfælde har tilledningsgrøften så været blokeret midtvejs i anlægget, Afløbsrender findes også mellem ryganlæggene og i enkelte tilfælde skifter en afløbsrende karakter, idet den herefter fungerer som tilledningsrende for et stykke lavereliggende eng.
I alt er der på denne hektar vandings-eng anlagt mellem 1100 og 1200 m render eller grøfter. For at vandingsanlægget skal kunne fungere effektivt er det naturligvis en forudsætning, at såvel tillednings- som afledningsrenderne med jævne mellemrum oprenses og vedligeholdes.
Umiddelbart vest for Sdr. Felding ligger vandings-enge, der omfatter et areal på ca. 4,4 ha. Også her er der tale om to afsnit, et mindre anlæg længst mod nordøst, og den resterende del af vandings-engene.
Det lille område mod nordøst har tilledningsrenderne udformet i et regelmæssigt mønster med udnyttelse af de naturlige hældninger i terrænet, et naturligt overrislingsanlæg.
Vandtilførslen til resten af området sker via en central hovedtilledningsgrøft, der i det meste af sit forløb er kunstigt hævet over det omgivende terræn, idet den er beliggende i toppen af en opkastet vold.
Ud fra denne hovedgrøft er så anlagt sidegrøfter og render, som ligeledes i en række tilfælde kunstigt er hævet over det omgivende terræn. I den øvrige del af området fordeles vandet udover egnene gennem et meget komplekst og sindrigt system af render, som er anlagt, så den naturlige hældninger i terrænet udnyttes mest hensigtsmæssigt, hvorved selv de fjerneste dele af området har kunnet tilføres vand.
I alt er der inden for det 4,4 ha store område anlagt ca. 3500 m grøfter og render. Selve vandingen har naturligvis ikke kunnet foretages over hele området på én gang. typisk har det været inddelt i sektioner, som har fået tilført vand i et par døgn, hvorefter næste sektion er blevet vandet og så fremdeles.
Vandings-engene var altså som regel inddelt i vandingsparceller, som på skift blev vandede, så når en parcel var blevet overrislet et par døgn, blev vandet herefter ledt ud over en naboparcel. Af hensyn til luftskiftet i jorden var det vigtigt, at en netop vandet parcel lå et stykke tid, inden den igen fik tilført vand.
I vækstsæsonen blev der vandet efter behov frem til omkring 1. juli, hvor høhøsten fandt sted. Derefter blev der igen vandet efter behov i resten af vækstperioden, hvor engene blev udnyttet til græsning.
Udover at vande for at tilføre jorden den fornødne fugtighed udførtes også gødevanding for at udnytte vandets gødningskraft. Det skete især forår og efterår, hvor man anså vandet for at have et særligt stort indhold af plantenæringsstoffer. Indholdet af plantenæringsstoffer har næppe haft nogen større betydning for engenes gødningstilstand, og i engvandingens første tid ofrede mange nok dette spørgsmål for ringe opmærksomhed. Men bl.a. i kraft af gødningsforsøg på vandings-engene, foretaget på Hesselviggård af Hedeselskabet, begyndte man efterhånden i stigende omfang at tilføre engene gødning.
Fra lokalt hold og fra litteraturen er det oplyst, at man groft sagt kan regne med, at 1 kubikfod vand kan vande ca. 3 ha.
Sammenlignet med nutidens vandingsmetoder - sprøjtevandingsanlæg - har nyttevirkningen af vandet ved engvanding været forholdsvis ringe.
Da kanalen i hele sin længde løber gennem sandede og grusede materialer, foregår der en ikke ubetydelig udsivning af vand fra kanalens bund og sider. Kanalen har som nævnt ved sit udspring en vandføring på ca. 4 kubikmeter pr. sekund, mens der kun afledes en vandmængde fra kanalen svarende til ca. 3 kubikmeter pr. sekund. Udsivningen fra kanalen beløber sig således til ca. 1 kubikmeter pr. sekund.
Denne udsivning spiller en afgørende rolle for de omkringliggende markers vandøkonomi, og nogle steder er udsivningen så kraftig, at man har måttet dræne jorden. Andre steder er den mere moderat og fordelt over store områder, f.eks. på terrassefladen nord for Sdr. Felding. Her ligger ret store arealer omkring hovedkanal og langs bikanaler, som i kraft af udsivningen undergrundsvandes. I tørre perioder i sommermånederne har afgrøderne på disse arealer således stået betydeligt bedre end på arealer i støre afstand fra kanalsystemerne.
En undersøgelse af grundvandsforholdene i området nord for Sdr. Felding har da også afsløret, at grundvandsspejlets beliggenhed er afhængig af, om kanalen er vandførende eller ej.
Efter at kanalen omkring 1. maj er blevet vandførende, sker der en stigning i grundvandstanden i løbet af de næste halvanden måned på op til 90-100 cm på terrassefladen, og grundvandsspejlet ligger da ca. 8 cm under terræn. På dette niveau holder grundvandsspejlet sig da resten af året, og når kanalen derefter i december tømmes for vand, falder grundvandsspejlet så i de følgende måneder 80-100 cm.
Brutalt sagt er Skjern Å Nørrekanals funktion som vandingskanal for overrisling af enge og andre vedvarende græsarealer i dag afsluttet. Der er kun ganske få hektar vandings-enge tilbage, der vandes efter de gamle metoder. Et afsnit af den vestjyske landbrugshistorie er afsluttet og resterne af de fornemme kulturtekniske anlæg i form af tilførselsrender, overrislingsanlæg mv. må inden for en overskuelig årrække forudses at gå til grunde i takt med, at de tidligere vandings-enge pløjes op og inddrages i den almindelige omdrift.
Selve hovedkanalen kan man derimod nok forudse fortsat vil blive holdt i drift, ikke mindst på baggrund af, at mange lodsejere i meget stort omfang benytter kanalen som vandforsyning til moderne markvandingsanlæg. Herudover forsyner kanalen en række dambrug med vand. Og selve oprensningen og vedligeholdelsen af kanalen frembyder heller ikke længere noget større problem, efter at det er blevet muligt at oprense kanalen maskinelt.
Kanalen i sig selv repræsenterer naturligvis også et fornemt kulturhistorisk anlæg, som bestemt trækker turister langvejs fra. Det er nemlig en oplevelse at se og studere Skjern Å Nørrekanal; ja, der kan gå dage med at følge den fra udspring ved Arnborg til afslutning nord for Sdr. Felding. Ikke mindst er det spændende at studere akvædukten ved Skarrild, hvor Lustrup bæk føres under - krydser - Dalgaskanalen.
Den indgår som et markant træk i det vestjyske ålandskab og stadig som et led i det landbrug, der udføres her. Ikke blot ved, at der direkte kan vandes fra kanalen, men også indirekte derved, at udsivningen fra kanalens bund og sider har en yderst gunstig indflydelse på de kanalnære arealers vandøkonomi og hermed på afgrødernes vækstbetingelser.
Mekaniseringen inden for landbruget gik som tidligere nævnt ikke godt i spand med vandings-engenes ofte tætte og komplicerede system af grøfter og render, og efterhånden blev det også for kostbart at vedligeholde disse. Udnyttelsen af engene alene til græsning kunne heller ikke svare sig, da kreatu-rerne trådte vandingsrenderne sammen; også med store vedligeholdelsesudgifter til følge. Derfor blev mange vandingsenge nedlagt i 50'erne. Det gjaldt i første række kunstengene på de øvre terrasseflader. I begyndelsen af 60'erne var de oprindelige 385 ha vandings-enge reduceret til ca. 200 ha, og heraf var det kun omtrent halvdelen, som var velholdte og fungerede effektivt.
I takt med stigende anvendelse af moderne markvandingsanlæg er de resterende vandings-enge blevet nedlagt på nær nogle ganske få hektar, som formentlig kun opretholdes i kraft af frivillige overenskomster henholdsvis pålagte servitutter fra fredningsmyndighedernes side.
Vandings-engenes store landøkonomiske betydning ligger specielt i perioden, der falder sammen med hedens opdyrkning ca. 1870-ca. 1920. Hø- og græsproduktionen fra engene gav basis for et større husdyrhold og hermed større produktion af staldgødning, der var vigtig for opretholdelse af de nyopdyrkede hedearealers gødningstilstand. Udvidelsen af husdyrholdet falder i øvrigt godt i tråd med den almindelige udvikling inden for landbruget, hvor der i samme periode foregår en radikal omlægning. Landbruget intensiveres, og hovedvægten lægges på produktion af mejeri- og kødvarer.
Det skal lige nævnes, at der ved Drongstrupgård, på initiativ af ejeren, er fredet en ca. 2 ha stor vandings-eng med kunstigt udformede ryganlæg, som modtager vand gennem en ca. 600 m lang bikanal. Engen, der vedligeholdes af ejeren med tilskud fra amtsfredningsinspektoratet, er offentlig tilgængelig for interesserede og der er ved hjørnet af gårdens have sat en informationstavle op, der fortæller om Skjern Å Nørrekanalen og om engvandingens principper.
Lektor Søren Rasmussen, Geologisk Institut ved Århus Universitet, har i 1960'erne beskrevet kanalen og de tilhørende engvandingsanlæg. I 1984 har Søren Rasmussen, for Amtsfredningsinspektoratet, bearbejdet og ajourført beskrivelsen.
Tag på besøg i området; studér den spændende, historiske - og særdeles nutidige Skjern Å Nørekanal - Dalgaskanalen. Du vil altid her kunne hente naturoplevelser ud over det sædvanlige.
I 1993 havde jeg fornøjelsen at lave en 50 minutters film om Skjern Å Nørrekanal. Tidligere landmand, nu afdøde Børge Mortensen, Sdr. Felding, var en lang årrække skytmester. Det vil sige, han var teknisk formand for kanalen og holdt opsyn med vandstand i kanalen samt diverse funktioner ved slusen nær Arnborg. I filmen fortæller han om kanalen og dens »teknik« og viser rundt langs hele kanalens forløb. Hans viden om og kendskab til Dalgaskanalen var ganske enestående.
Jeg synes, dette spændende og storslåede bygningsværk skulle have sin helt egen musik, så jeg tog hen til kanalen en søndag eftermiddag og sugede indtryk og lyde til mig, og så blev et tema til, »Sommerdag ved Nørrekanalen«, som jeg senere indspillede og lagde ind som baggrund forskellige steder i filmen.
Filmen findes på Lokalhistorisk Arkiv for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge på Engholm i Sdr. Felding som video/DVD-film. Her er tillige film om tørvegravning i tidligere tider samt om høsten i gamle dage samt dias-serier om disse emner.
Er du på besøg i Skarrild - så stik forresten lige ud og se tjæreovnene i Hesselvig Plantage. Også her er en kulturhistorisk oplevelse at hente. Se siden om denne kulturhistoriske seværdighed.
Hvad er en akvædukt
Ordet akvædukt (aquadukt) er sammensat af ord fra den romerske oldtid, nemlig aqua, som betyder vand, og dukt af ductus, som betyder ledning.
I romertiden blev disse vandledninger ofte båret af høje stenbuer opført i kunstfærdige og arkitektonisk komplicerede bygnignsværker.
Her på egnen benævnes den eneststående akvædukt i Skarrild oftest »akvadukten«. Den fører Skjern Å Nørrekanal over Lustrup Bæk, og er formentlig den eneste, men i hvert fald den største, vandoverføring af den art her i landet.
Efter uvejret i 1949 blev bygget en ny akvædukt i beton, den, vi kan se i dag, som afløser for den gamle, der egentlig var en kæmpe jordvold med rør- eller kanalunderføringer.