De gamle skoler i Alling - Tulstrup

Skovsrod Skole

Kong Frederik IV grundlagde i 1721 en række skoler på sit ryttergods rundt i landet, og da Skovsrod, Kilsgård (Kielsgård) og Bomholt samt en god del af de mindre gårde i sognene hørte til Skanderborg Ryttergods - fra 1670 - fik Skovsrod en af disse såkaldte rytterskoler, beliggende ved Skovsrodgård, nær det sted, der har været en grusgrav, nu plads for Skovsrod Vandværk, ved Skovsrodvej-Kielsgårdsvej.
Den placering var dels bestemt af gårdene og dels af den kendsgerning, at også Flensted og Jaungyde skulle være dækket skolemæssigt. Der indløb mange klager over den lange skolevej, som om vinteren kunne være særdeles besværlig. Rytterskolen skulle altså være skole for Alling-Tørring-Tulstrup-Jaungyde og Flensted.
Lærerne skulle kun undervise børnene, ikke være degne eller kirkesangere.
Der er noteret nogle få navne fra rytterskolen i Skovsrod. Den første, Albertsen eller Albrechtsen, skulle være tip-tip-tip oldefar til digteren og forfatteren Hans Hartvig Seedorff.
Så omtales Knud Pedersen, Herlov, 1755. 1766 Jens Steensen. 1787 Anders Møller, 29 år og ugift. Af en elevs erindringer får man et ganske godt billede af Møller som gammel lærer (noteret 1828). Hans kone menes at være præstedatter, og de er formentlig gift 1789, for 1790 blev Peter Andreas Møller født i Skovsrod Skole. Han blev forvalter, bl.a. på Skafføgård, og siden af Norsminde Kro, købt 1823 for 1620 Rdl. i sedler og 460 Rdl. i sølv.
Foruden denne søn var der mange børn i lærerhjemmet i Skovsrod, og da der formentlig var fattige kår, kom børnene tidligt ud at tjene.
En ung lærer, Jens Lassen, skriver:
»Jeg var 17 år og kunne ikke komme på seminarium før det 18. år. Tog da i 1828 plads som hjælpelærer hos den gamle lærer Møller i rytterskolen i Skovsrod. Jeg var så glad for at holde skole og mindes endnu min sorgløse ungdomstid, når jeg sad ved enden af det lange, flade skolebord med nogle opmærksomme drenge og piger på den anden side. Jeg var ikke mere voksen end de store drenge, men når jeg udkrammede mine »store kundskaber«, lyttede de dog med begærlighed, og jeg tror selv, at børnene havde godt af min undervisning. Jeg stod dem jo nærmere end gamle lærer Møller, og der har vel været noget mere frisk og for børnene tiltalende ved min undervisning«, skriver den unge Jens Lassen.

Jens Lassen fortæller også, hvordan Taterne gik omkring. Manden som kedelflikker, kvinderne som spåkoner og tiggere.
En dag kom en stor flok nær Skovsrod, kvinderne gik ind på skolen og bad om fødevarer, men gamle lærer Møller sagde nej! »Jeg vil pinedød ikke give de kjæltringer mit flæsk og brød«.
Jens Lassen fortæller videre, at under sit halvandet års ophold i Skovsrod Skole nåede han at læse Bibelen helt igennem. Gamle Møller havde nemlig sagt, at der var mange gode historier deri, og at den var morsom at læse.
Lassen læste også Grundtvigs oversættelse af Snorre og Knutlinge Saga, der var indkøbt til skolen.
»Jeg fik en hel Rdl. om måneden samt nogle skillinger af børnene i indgangspenge. Desuden tjente jeg lidt ved indbinding af bøger, og jeg rejste fra Skovsrod som en - i mine egne tanker - velhavende ung mand.

Efter Anders Møller kom Mikkel Madsen Westergård. Han var formentlig den sidste lærer ved Skovsrod Skole og blev den første i Tørring Skole, der flyttede til Tørring by i 1834. Den skulle dække Tørring, Tulstrup, Skovsrod, Kilsgård og Alling. Læreren skulle være kirkesanger i Alling og Tulstrup kirker.

241 skoler
Frederik IV (1699-1730) bestræbte sig på at gøre sin »rytterhær« så effektiv som muligt. Han samlede derfor - i 1716-18 - sine ryttersoldater i 12 rytterdistrikter, fordelt strategisk over hele landet. I disse områder sørgede han for, at Kronen kom til at eje den nødvendige jord, så den store jorsombytning med godsejerne blev indledt, for at få sammenlagt land til ryttergodserne. Ryttergårdene blev så afkrævet pange og foder til at underholde en soldat med. Disse rytterdistrikter fungerede indtil sidst i 1700-tallet, hvor der blev ophævet og jorden solgt.
Men kongen bestemte også, at der i hvert af de 12 rytterdistrikter skulle opføres 20 skoler - i alt 241. Disse blev kaldt »De Kongelige Skoler« eller rytterskoler, stadfæstet af kongen 28. marts 1721. 1727 blev også Bogø bevilget en skole, derfor netop antallet 241 skoler.
Disse skoler skulle være almueskole for rytterdistriktets børn. Flere af disse skoler eksisterer faktisk i dag.

Fastlagt indretning
Det var nøje fastlagt, hvordan disse rytterskoler skulle opføres og indrettes. Det hedder således, at »Skolernes Ydermure, saavel som Skorsten og Bageovn skulde være af Flensborgmursten, Skillerummene af tørrede Mursten og alle Gulve af brændte Mursten.
I Forstuen gulv af Kampesten. Murene skal udvendig have rene Fuger, Fod og Gesims; indvendig var alle Stuerne hvidtede. Taget af røde Flensborgsten. Uden om hele Huset Brolægning, ligesaa i Stalden. Tagværket, Loftet og de indvendige Dørkarme af Norsk Tømmer, men karmene til Yderdørene og til Vinduerne ligesom Rammer og Poster i disse af Eg.
Der er 3 Yder- og 5 Inderdøre, nogle med Laas, andre med Krog og Krampe. der er 17 Vinduer, hvert med 24 blyindfattede Ruder. Indvendig er Vinduerne malede røde, udvendig perlegraa ligesom de Lemme, der lukkede for dem om natten.
Rytterskolerne var altså ens og opført efter samme grundplan: Længden var 21 alen - ca. 14 m -, bredden 12 alen - ca. 8 meter - og højden 4½ alen - ca. 3 meter - fra det murstensbelagte gulv til bjælkeloftet. I modsætning til Prinse- og Prinsesseskolerne, som var opført med bindingsværk og stråtag, så var rytterskolerne opført med grundmurede afbrændte mursten og tegltag. Enkelte steder valgte man dog at udskifte tegltaget med et stråtag bl.a. grundet »eksempel på, at børnene ved deres legen og spil kaster sten på tagene for at have fornøjelse af samme stens nedrulning, hvilket forårsager tagstenenes istykkerslagelse«.
Foruden en lille forstue ved hoveddøren og skolestuen var der en lille lærerbolig bestående af en mindre stue, et lille sovekammer, spisekammer og et køkken. Her var åben skorsten med ildsted og bageovn, og herfra blev der også fyret i lerkakkelovnen, som opvarmede både skolestuen og lærerboligen.
Vand måtte man hente fra gadebrønden. I skolestuen var anbragt et par borde, som bestod af brædder fastgjort til bordben, som var nedrammet i lergulvet. Endelig var der ved siden af skolestuen en lille stald med plads til et par køer og nogle får.

Rytterskoletavlerne
Ved rytterskolerne var der skrevet mange vers over alle dørene. Over hoveddøren på hver skole var desuden indmuret en stor sandstenstavle, som var hugget hos »Bilthucker i Steen« Iohan Christopher Heinbrodt i København. Stenene var udført med Frederik IV´s spejlmonogram og en latinsk tekst, som i oversættelse lyder:
Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE.... i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.
Under den latinske tekst står så dette vers på dansk:
»Halvtredsindstyve Aar, GUD har DU mig opholdet.
At Sygdom, Kriig og Pest mig intet ondt har voldet
Thi yder ieg mig Tack, og breeder ud dit Navn,
Og bygger skoler op, De Fattige til Gavn.
GUD lad i dette Værck Din Naades Fylde kiende;
Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende:
Lad altid paa min Stool een findes af min Ætt
Som meener DIG MIN GUD, og DISSE SKOLER Rætt«.

Over døren til skolestuen kunne følgende vers læses:
»Forsøm ey Skolegang i dine Ungdoms Dage,
Tænk paa dend leve-tiid, du har endnu tilbage.
Hav ingen ting saa kær, som Herrens sande frygt,
Tak dend Konge, som har disse skoler bygt«.

Over spisekammerdøren stod dette vers:
»Lyster du Postey og Tærter,
Udaf sligt vi intet har;
Landsby-Rætter, Kaal og Ærter
Staa udi hvert andet Kar«.

Rytterskolerne blev ofte opført i umiddelbar nærhed af landsbykirkerne, da det normalt var præsten, som havde tilsyn med undervisningen. Udgiften til opførelse og drift af skolerne skulle udredes af kirketiendet.
Af inventar skulle der ifølge forskrifterne bl.a. være:
»en Tavle, et Sengested og en Jærnbilæggerovn (ej den sædvanlige paa Landet Ovn af Teglsten, da Børnene kunne slaa Hul paa en saadan), samt en Bibel og 3 à 4 Salmebøger. Til fattige Børn burde det offentlige anskaffe ABCer, Bøger med Katekismer og de 7 Forklaringer - hvilket er alt, hvad Børnene paa Landet fornemmeligen lærer«.
Den årlige løn til læreren, som efter datidens normer var meget beskeden, udgjorde 20 Sldlr., men samtidig var han dog fritaget for skat og afgifter, og kunne efter nogle års »flink Tieneste befordres til et Degnekald«. Skoleholderen måtte også »græsse 1 Ko, 4 Faar, nogle Gæs og et par Ungsvin blandt bøndernes Kreaturer, samt »af Bønderne skulle han have 24 Læs Tørv à 6 Tdr., og af Kongens Skove et Læs Brænde«.
Endelig burde de »som fattige Folk have deres Løn af et Kvartal altid forud«.

Skolegangen
Der var undervisningspligt for børn over 5 år og indtil de »bestod« konfirmationen. Undervisningen i læsning var gratis, men forældrene skulle dog betale for undervisningsmidlerne til »de frivillige fag«, skrivning og regning.
Det var som sagt læsning, som var det helt centrale, og det vigtigste mål for undervisningen var »at Oplyse i den saliggørende Guds Kundskab«.
Undervisningen skulle begynde og slutte med skoleandagt (salmesang, bøn og læsning af et kapitel i bibelen). Under bønnen skulle børnene knæle, og på helligdagene skulle de følges med skolemesteren i kirke.
Desuden skulle børnene lære det, »hvormed de i sin Tid kunne tjene deres Konge og Fædreland«.
Hvad opdragelsen angik, skulle skolemesteren »lade Drenge og Piger sidde hver for sig, og give Agt paa at de ikke bande, bruge Skældsord, utugtig Snak eller støje, kives og slaas, og hvis nogle forsaa sig herimod, straffe dem med ord. Overhovedet skulde han rette deres Fejl med Lempe og ingenlunde med Hug og Slag ilde medhandle Børnene. Vil Formaninger og Eftersidden ikke hjælpe, melder han det til Forældrene, af hvilket Barnet da straffes med Ris eller af Skolemesteren i Forældrenes Nærværelse«.
At piger på landet nu også skulle have undervisning er meget bemærkelsesværdigt. I byernes latinskoler var undervisningen stadig kun forbeholdt drenge. Det pietistiske menneskesyn præger også instruksens bestemmelser om undervisningen af eleverne fra de fattigste kår:
»Skulle der findes nogle Fattige forladte Fader og Moderløse Børn, som ingen Tilhold have, men lever af Almisse, bør hand og antage sig dennem, og ikke mindre besørge deres end andres Undervisning.«
»Hand haver med lige Fliid og Omhue at antage sig alle Børnene, saavel den allerfattigste Inderstes som den Boemands, der kan have noget til Beste, thi hand bør ikke reflectere paa Forældrenes Tilstand og Formue, men hans eeneste Øjemærke skal være, at faa de hannem anbetroede Børn, den ene saavelsom den anden, forsvarligen undervise«.

Kravene til pædagogikken er bemærkelsesværdig moderne:
»Hand skal med ald Fliid lære Børnene Doct. Luthers Liden Catechismum hvilket de bør viide Oord for Oord at oplæse uden ad siden den i stiftet brugelig Forklaring, hvilken hand ei skal venne dem til at lære saaleses uden ad, at de binde sig til Oordene, men hand bør tit og ofte forandre Spørgsmaalene til dem, saasom det er bedre at kunne giøre forrede for Meningen, end at de kunde læse Oordene op uden at forstaa dem«.
»Hand maa ingenlunde med Hug eller Slag, ilde medhandle Børnene, men deres Feil skal hand paa lemfældigste Maade søge af rette, findes nogen u-flittig i at lære, da lader hand saadan een sidde længer i Skolen end de andre, dog bør hand giøre Forskiæl mellem Børnenes Nemme, med hvilket een kand være bedre begavet end den anden, og derfor i kortere Tiid fatte det, som en anden maa have langt længere Tiid at lære«.

Tidens syn på pædagogik og børneopdragelse taget i betragtning, var holdningen både i forordningerne for Frederik IV´s rytterskoler og i Prinse-, Prinsesse- og Greveskolerne forbavsende rimelige, fornuftige og fremadrettede. På baggrund af den tids normale udbredte opfattelse af børn som en slags »udisciplinerede små voksne«, som med en håndfast opdragelse hurtigst muligt måtte bringes til at tilpasse sig samfundets normer og krav, er den pædagogiske forståelse af, et børn ikke er ens, og at der må tages individuelle hensyn til, at børnene derfor heller ikke alle kan lære lige godt og hurtigt, et udmærket eksempel på, hvor fremsynet og forbavsende moderne kravene i instruksen er til den ønskede pædagogik i de nye skoler.
Virkeligheden var desværre normalt en ganske anden. Lønnen til skolemesteren var nemlig så ringe, at det ofte var vanskeligt eller ligefrem umuligt at finde kvalificerede lærerkræfter, der evnede at undervise børnene efter instruksens intentioner. Dertil kom, at det jo ikke var bønderne, som havde ønsket skolerne og at forståelsen for, at skolegangen var nyttig for børnene, derfor heller ikke altid var så stor.
Børnene skulle gå i skole fra kl. 7-11 og 14-18 om sommeren og 8-12 og 14-16 i vinterhalvåret.
Forældrene kunne dog beholde børnene hjemme den halve dag hvis de havde brug for deres hjælp.
Det kostede 550 rigsdaler at opføre den anseelige bygning, - et betydeligt beløb på den tid. Selv om rytterskolerne ikke kom til at svare til det, der var tilstræbt, må deres oprettelse alligevel opfattes som en af milepælene i den danske folkeskoles historie, og rytterskolerne kom da også til at danne forbillede for skolebyggeriet i Danmark i de følgende godt hundrede år.
Resultatet af det solide byggeri er også grunden til, at vi stadig kan glæde os over, at en hel del af disse i øvrigt også meget smukke skoler har overlevet til vore dage i en eller anden form.