- EN RUNDTUR
I HISTORIE, KULTUR
og NATUR
Klik på et emne i det grønne bælte
ude i venstre side
Mørupstenen
Husk lige, at Danmarks næststørste sten ligger gemt i jorden syd for Snejbjerg
*
Jyllands største sten -
landets
næststørste - er en
sensation
på 500 tons
*
Den bør egentlig fritlægges,
nu omfartsvejen er ført tæt forbi!
- Der er ikke langt derud. Fra Snejbjerg, bare ud ad Studsgårdvej og så til
venstre, ad Bliddalvej, videre cirka 400 meter, så er du der ved P-pladsen med
informationstavle og affaldsbeholder.
Jeg overtalte lærer Frede M.
Andersen, Snejbjerg, til at tage med ud til denne naturens sensation. Og mens
vi kører ud til den kæmpestore sten, fortæller vi hinanden beretninger om
stenen. Jeg kan f.eks. huske gdr. Otto Knudsen, Snejbjerg, fortælle, at der er
sprængt materiale, en større flade, til en gravsten, der i dag står på
Snejbjerg kirkegård. Man har også engang forsøgt at sprænge stenen i stumper og
stykker, men det lykkedes ikke. Der smuldrede kun lidt af den ene side i
stenens overflade. Stenen blev fredet i 1932.
Nu er der da chance for, at offentligheden kan få lejlighed til at se
Mørupstenen.
Man har som bekendt ført ringvejen, forbindelsen til motorvejen, uden om Snejbjerg, og denne vej føres netop tæt forbi stenen, dér
lige syd for Snejbjerg. Nu kunne man med simple midler - og et par
gravemaskiner - fritlægge stenen, så den for alvor kunne komme til ære og
værdighed. Men det kræver sikkert en række myndigheders indgriben og
godkendelse, så der kan formentlig gå år, før dette ret enkle ønske bliver
opfyldt.
Frede Andersen fortæller mig et sjovt træk.
- En dag jeg var på cykeltur ad Mørupvej var en familie stoppet op. Manden stod
og læste teksten på informationstavlen, mens moderen og de to børn opmærksomt
kiggede på den spærre- og dekorationssten, der er sat op ved sti-anlægget op
mod Mørupstenen. »Det var pokkers, er det virkelig det hele?!« udbrød manden.
Han troede, spærrestenen på P-pladsen var selve Mørupstenen..!
-
Man bliver måske en anelse
skuffet, når kæmpestenen åbenbarer sig for ens blik. For det er ikke så meget,
der rager op over jordoverfladen. Kun en stor, ujævn, rå og ru stenflade, 8,6 m
lang, ca. 4,4 m bred, vel stikkende godt en halv meter op over jordfladen. Man har konstateret, at kæmpe-stenen er af bjergarten
larvikit
, og er en af landets største
vandreblokke
fra forrige istid.
- Men tænk så på, at den rager godt 4 meter ned i jord
en, og den vejer godt 500
tons. Stenens rumfang er 185 kubikmeter! Det har kyndige regnet ud, fortæller Frede M. Andersen.
Han kan opklare, at Mørupstenen først kom til offentlighedens kendskab i 1884,
hvor man i avisen kunne læse: »I Mørup i Rind er man truffen på en usædvanlig
stor sten. Den måler 16 alen i længde, 7 i bredde og man har gravet over 2 alen
ned ved siden uden at være kommen under den«.
- Man kan så undres over, at den først omtales så sent, for den har faktisk
ligget på stedet i mindst 15-20.000 år, bragt hertil af istidens gletschere og
efterladt, da isen smeltede bort, og det altså længe før Danmark og danerne
eksisterede.
- Nu er ret så store sten jo ingenlunde noget ukendt her i området, fortæller
Frede M. Andersen. - Ofte er de fundet på marker og ved anlægsarbejder for så
med vor tids kraftfulde maskinpark at blive bragt til ære og værdighed ved
gårde og i anlæg. Men nogle ligger - i kraft af deres størrelse - stadig der,
hvor isen lagde dem.
- Vi kalder dem »vandreblokke«, og de er som regel mærket af fortidens lange
rejse ved afrundede kanter og afglattede overflader. Nogle af dem bærer tilmed
ridser af senere sten, der tunge har skuret hen over dem, og sådanne ridser
eller »skurestriber« kan for os være et værdifuldt vidnesbyrd om isens
bevægelsesretning.
Frede M. Andersen fastslår, at der er grund til at værne om disse vore ældste
fortidsminder, og Mørupstenen er en af dem.
- Selv ikke i dag har man kunnet grave den helt fri, fordi et underliggende
vandførende sandlag gør det umuligt. Men som den ligger der, halvt frigjort, er
den efter alt at dømme landets næststørste sten og overgås kun af den fynske
Hesselagersten.
- Geologisk set fortæller den sin egen rejsehistorie. Den er af larvikit, som
kun findes i det sydlige Norge vest for Oslofjorden, og dermed kan vi ane dens
rejserute fra nord tværs over det langt senere Skagerrak og Nordjylland ned til
det midtjyske.
- En sådan stor blok på åben mark har givetvis drillet og irriteret skiftende
jordejere, og man har da som bekendt i tidens løb forsøgt at få den fjernet,
sprængt. Således vides det, at man i 1920’erne forsøgte at sprænge den med
dynamit, men stenen gav sig ikke, og resultatet blev kun stykvise og stadig
synlige afsprægninger.
I 1932 fredede man imidlertid sten og nærområdet i en afstand af 2 meter fra
stenen. Siden da har den ligget til offentligt skue med sikret adgang, og man
kan undres over, at den ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed.
Mange har set og kender den mindre Rokkesten på Bornholm, og talrige
skoleelever har på ture eller lejrskoler klatret rundt på Dybbøls stene, men
Mørupstenen er forblevet om ikke ukendt, så dog ubesøgt.
I dag er den anført i de lokale turistguider og er også nævnt som en
seværdighed i flere tur-brochurer. Den offentlige adgang er tilmed yderligere
blevet sikret ved førnævnte parkeringsplads og stianlæg, så nærboende lodsejere
ikke bliver unødigt generet.
Men den ligger altså ikke helt ude ved vejkanten! Man skal ud af bilen - eller
parkere den to-hjulede - og gå det sidste stykke hen til det sted, hvor den
altid har ligget - i hvert fald i flere tusinde år.
Nu er den nye
øst-vestgående ringvej ført uden om Snejbjerg by. Forhåbentlig vil ellers travle
bilister give sig tid til at køre det korte stykke til P-pladsen ved stien, der
fører op til Mørupstenen - vel at bemærke, hvis myndighederne ta’r sig sammen
og får sensationen fritlagt.