En sandfærdig og dramatisk beretning

________________________

Ensom

Født under åget,
bar det villigt,
og kastede det aldrig fra sig.

1889
»Hold om dit hjerte altid åbent vandet!
Det vismandsord totalt må verden sande.
Er hjertet varmt, får intet fejlgreb vægt.
Så heller’ hed i fejl, end kold korrekt«!

Det var ind under jul. Om en uge har vi julen. N. L. er på vej hjemad fra dagens arbejde. Han har svunget plejlen den hele dag. Ja, i en hel måned har han tærsket rug hos Peder Poulsen.
Det faldt ham let nok at arbejde, og alligevel, i den fugtige december ville slaglen ikke blive blank. Den var grumset, beskidt, den lignede ens arme og ben, som de så ud, når man i høstens tid, efter en travl og god høstdag, vendte hjem.
Så var det noget andet at svinge plejlen i frostvejr. Så blev slaglen blank, og kernerne sprang livligere.
Nå, frostvejret og vinteren kom vist nok. Det milde vejr var godt. Det sparede da på brændslet.
N. L. er kommet over bækken. Han går over markerne; det må en daglejer godt; man skal bare passe på, at man ikke træder stier på fremmedes jorder.
Nu går han igennem mellem skolens længer. Hvor dog hans fodtrin synger, her imellem de to længer. Den ene længe er skolehuset og den anden er skolens lade.
Der er da lys i et vindue hos lærer Jensen. Da han går over gårdspladsen, lyder hans fodtrin bestandig klart, og nu er han ude forbi stalden.
Der lød et dybt drag, et pust, der inde fra stalden. En ko lagde sig i velvære til ro for natten - det var en kær lyd.
På den gode markvej falder gangen let. Fodtøjet er ellers træsko - af bare træ - med et blankt blikbånd over vristen. Men de er holdt i orden med beslag, jo, derfor falder fodslaget så let.
Så forlader han vejen og går ind over marken. Han træder nu på sin egen jord. En husmandslod på tre tønder land er, hvad han kan kalde sit. Der er et lille bakkedrag, før han når sit bosted. Da han er på det lille højdedrag et hundrede alen fra sit hjem, står han stille og siger: »Er du her ikke, lille mis«?
»Miav« siger katten og stryger sig op ad hans ben. Han tager katten i sin favn og den spinder af velvære og er tryg i at lade sig bære hjem.
Ved brændehuset, der også har et lille rum til hønsene, sætter han katten ned på jorden, idet han siger: »Vi skal jo have lukket for hønsene«. Så lukker han den lille lem indvendig, går derefter ind i brændehuset og åbner den lille dør ind til hønsene. Han mærker op på pindene. Hånden går varsomt hen over hønsene, der bare giver en lille tilfreds lyd ved berøringen. Han erfarer med tilfredshed, at de er der alle, også de fire »hønniker«, som en tid havde tilbøjelighed til at sætte sig ude i træerne. Så lukker han døren til brændehuset og går de få trin ned til sit bo.
Det passer sådan nu, at han først kommer til stalddøren. Han åbner den; der er ingen ting derinde, hverken ko eller gris. Men så skal der jo være stilhed. Han har vænnet sig til mørket. I hjørnet ved bagvæggen i stalden - og skillerummet til svinestien - skal værktøjet, skovl og greb, stå. Jo, det står der! I stilheden spinder katten, og han tager den op til sig, idet han siger: »Ja, så går vi igen«.
Den næste dør fører ind til et lille rum, hvor en fedekalv skulle have sin plads, men der er ingen, og stilheden opfordrer til at gå videre.
Så åbner han ind til loen. Da han står derinde, brydes stilheden af puslen i kornet, der ligger fra gulv til hanebåndene. »Ja, her er nok mus eller rotter, lille mis! Nu kommer julen, og så skal jeg tærske hjemme. Så kan du komme til at hjælpe mig«.
Den lydelige spinden fra katten er tilsagn om at ville være med.
Da han går videre ad den grove brolægning, når han snart den flade sten, der udgør trappen foran døren ind til beboelsen.
Inden for døren er der - efter forholdene - et større rum, som både er gang, vaskehus og køkken. Nogle skridt indad, bort fra døren, støder man på et forhæng af groft sækkelærred.
N. L. drejer forhænget lidt til side og ser ind i den åbne skorsten. Han kigger op og ser med tilfredshed, at himlen er lysere end det indendørs mørke. Han famler efter trefoden i bunden af ildstedet.
»Jo, den står, som den skal«. Så mærker han på væggen. »Jo, ildragen og ildtangen og stegepanden hænger på deres plads«.
Han bevæger sig nu rundt i rummet og finder alt i orden. Så går han ind i stuen; de to små fag vinduer viser sig tydeligt i den mørke aften. Da han har stået lidt, åbner han døren ind til sovekammeret. Der er bare et fag vinduer, som også viser sig lysere end mørket. Beboelsen er ikke stor; men man kan da gå rundt i huset. Han går frem i sovekammeret og føler med en hånd ved sengen og finder, at det er, som det var, da han forlod det i morges.
Henne ved vinduet og bort fra sengepladsen kommer man hen til en lille dør, der fører ind til spisekammeret. Ja, det var godt, at han i sommer havde lagt cementgulv her.
Han går gennem spisekammeret uden at støde på noget og åbner så den anden lille dør og står atter i køkken og gang.
Der var koldt på den cement og på brolægningen. Da han atter står i stuen, finder han slæberne, som har sin plads ved kakkelovnen. Han trækker armstolen med den flade pude frem til bordet og sætter sig, idet han hviler armene på bordet. Så ser han ud i natten.
Ved hans ene ben pusler katten. Den gnider sig den ene vej og så den anden, idet den bestandig spinder. »Ja, kom så op hos mig, mis«, siger han og løfter den op i sit skød, hvor den hurtigt lægger sig til rette og giver en behagelig varme fra sig.
Det er en kat ud over det almindelige. Den har tre farver. Ja, så er det en hunkat; for i kattens verden er det kun hunkatte, der har tre farver. Den er sort, brun og hvid. Det sorte og brune er det alt dominerende ad dens ryg og sider; her veksler sort og brunt i pletter og striber og danner en smuk sammensætning; det hvide indskrænker sig til bryst og forpoter og en lille plet på bugen. Hertil kommer, at den er et kraftigt eksemplar af racen, spændstig muskulatur, en kraftig hale og nu ved juletid trind og blød.
N. L. har siddet en stund og set frem for sig. Han har ladet sig varme af katten, der har sovet hele tiden, siden den fik leje i hans skød.
Et vindstød rusker i yderdøren, et sus i de store asketræer fortæller, at blæst er ved at rejse sig; det har ellers været stille vejr i flere dage.
»Nå, lille mis! Lad os gå til ro. Jeg har jo fået min nadver, hvor jeg arbejder. Hvad du har fået, ved jeg intet om, men du har vel fået nogle mus. I morgen skal jeg have en krukke mælk, og så skal du få din portion«.
Så gik de udenfor. Katten listede med ind igen. N. L. løftede låget på den store klædekiste og følte, om klædestykkerne lå som sidst, han havde set til tøjet. Han fandt intet foruroligende og gik i seng uden at have gjort ild på og uden at have haft lys tændt.
Katten hoppede op og lagde sig ved fodenden og fungerede som en behagelig varmedunk, og nattens stilhed og søvnens ro gik sammen i skøn forening. Huset hvilede videre med sin ejer.

Og det blev morgen den næste dag.
N. L. lå i den mørke morgen og holdt andagt. Han havde sovet godt, og da han havde strakt sig nogle gange, følte han sig udhvilet og veloplagt. »Tak, min himmelske Fader, og vær hos mig i denne dag«.
En stump af en morgensalme kom over hans læber: »Og når endt er tid og dage, lad mig evig være din. Lad min synd og sorg og klage smuldre med mit jordeliv«.
Pludselig gav Bornholmeren sig til at slå. Tim - tim - otte slag; det gik hurtigt. N. L. rejste sig og svang benene ud af sengen. Idet han rejste sig, mærkede han et hold i højre skulder og overarm. Nå, det var vel tærske»værk«. Efter lidt bevægelse mærkes det ikke videre generende.
Katten er også oppe. Ja, nu har de jo malket for noget siden, men mælken kan han bare hente; for han havde indleveret »dunden« i forvejen. Katten går med og bier uden for porten.
Så er de for hjemadgående. Katten får straks sin mælk i det lille lerfad, og det er kærkomment. N. L. gør ild på i kakkelovnen, hvor der er kogerum. Snart er noget af mælken til kog på ringene. N. L. skærer nogle skiver brød i små terninger og kommer i et fladt lerfad. Den kogende varme mælk hældes over brødet.
En liflig lugt stiger op fra den tilberedte morgenmad. Han finder træskeen ved vinduet og nyder sit måltid med stort velbehag.
Nu mærkes også varmen fra kakkelovnen, og der er rart i stuen. Dagen er kommet ude og inde - decemberdagen - grå og diset, men altså efter årstiden mild. Det syder henne i kakkelovnen. Det er nogle sødæbler, der ligger i kogerummets bagvæg. Han vender æblerne, så de får varmen på modsat side. Æblerne bliver altså stegt på den måde, og efter, at han har nydt mælk og brødet, spiser han alle de varme æbler og er nu mæt. Han folder hænderne et øjeblik og siger tak for mad.

Så får hønsene vand og æde, og dagen, søndagen, er hans med tilbud og krav. Kan han nå det? Der var gravene at ordne; men det kan ikke nås før kirketid. Så må han have gjort dem i stand før julen.
Til hans bo hører endnu en stue, øverstestuen. Det er den største stue i lejligheden. Døren til øverstestuen er i dagligstuens østvæg. Da han åbner den, mærker han, det er koldt. Her er ingen kakkelovn. Øverstestuen har tre ydervægge med vinduer i alle tre sider nord, øst, syd. Der er ikke meget bohave, et bord og et par træstole og så klædeskisten.
Han åbner det tunge låg, og øverst ligger hans kirketøj: benklæder, vest, frakke, halsklæde og hat. Han tager det hele med sig og går ind til varmen i den lune stue, hvor han ifører sig det. Skoene stod også inde i kulden. Det havde været rart, om de havde stået ved kakkelovnen; men nu må han tage dem på, som de er. Det har ringet første gang. Salmebogen i lommen, stokken i hånd, og så er han på vej til kirke.
Den halv fjerdingvej til kirke går let nok. Der er andre folk på kirkevej. N. L. indhenter ingen og venter heller ikke på dem, der kommer et stykke bagude. Kirkefolket er i mørke klæder - både mænd og kvinder.
Mændene går i de langeskødede frakker af det svære hjemmegjorte vadmel eller de svære sorte klæder, som engang har kostet en formue, og som nu - efter mange års henrunden - ville have skinnet, reflekteret i det grønne, hvis solen havde skinnet. Og kvinderne, deres kjoler er vide og fodlange og hver især må de med venstre hånd holde kjolen op fortil og bagtil for at kunne gå frit.
Det samme jordvindende tempo holdes hos mænd og kvinder; men kvinderne tripper af sted og bruger mange flere skridt.
N. L. filosoferer en smule over mennesket i almindelighed og sig selv i særdeleshed. Der er mennesker, der ikke går i kirke, og der er nogle, som dog gør det. Der er mennesker, der bander, og der er mennesker, som ikke bander. Der er højrøstede og stille mennesker. Der er lukkede og åbne ansigter.
Der er alvorlige og der er milde. Der er hårde sind og bløde sind. Der er onde og der er gode. Ja, der er mange slags mennesker, og dog: Der er nok kun to slags mennesker.
Der er dem, Gud ikke har tag i, og der er dem, Gud har tag i.
Så ringes der sammen. Han er ved kirken. Det var rart at få en plads i nærheden af en af varmeovnene i det store kirkerum; men det lod sig nok ikke gøre.
Han fandt en plads, og behagelig lunhed var der derinde frem for udenfor.
- Vor Herre Forlade mig - ! Hvor var mine tanker henne. Det var nok mig selv alt sammen.
En salmelinie: Forbarm dig over støvets kår... steg frem i hans sind. Så begynde gudstjenesten.
N. L. gemte sig bare. Han hvilede sin pande på sine hænder, som han støttede på ryglænet til stolen foran, og sådan sad han under salmesang og prædiken. Når ordet lød fra alteret, fulgte han den øvrige menighed ved at rejse sig.
Epistelen til fjerde søndag i advent: »Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: Glæder eder! Eders sagtmodighed vorde vitterlig for alle mennesker! Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men i alle ting lader eders begæringer fremføres for Gud i påkaldelse og bøn med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare eders hjerter og eders tanker i Kristo Jesu«.
N. L. følte sig oplivet ved at være i kirke. Hvor var dog epistelen køn. Nå, den kunne han fordybe sig i, når han kom hjem. Det ville der blive god tid til.
Da gudstjenesten er forbi, går han ud som en af de første. Han går ad gangen langs kirkens nordside hen til dens nordøstre hjørne. Der, nogle få skridt fra gangen, er gravene. Han står et øjeblik - bøjet, stille. Så går han igen tilbage ad samme gang. Præsten står på trappen foran kirkedøren. Han har hilst på kirkegæsterne, dem, som ikke havde alt for travl med at komme af sted. Nu rækker han hånden til N. L., og de veksler stiltiende håndtryk.
Så er han hjemme.
Det er ikke svært at få lavet noget middagsmad. De rare gårdmandsfolk har givet ham noget med hjem til om søndagen.
- N. L., vil du ikke ud hos os og spise til middag på søndag? Eller vil du hellere have noget med hjem og så selv varme det?
- Tak, så vil jeg gerne have noget med hjem, lød svaret.
Det var jo slagtetid op under jul, og det var ikke småting, en husmoder på gården gav ham til hans egen husholdning.
- Tag en skål med, lød det i slutningen af ugen, så kan du varme ærterne, så du kan få lidt søbemad på søndag som vi andre.
I en dyb skål, som var overbundet med et tørklæde og sammenbundet i hjørnerne to og to, så der var balance, blev maden båret hjem og sat ind på gulvet i spisekammeret.
En glad giver var husmoderen, og en taknemmelig modtager var N. L.
Der stod mange ting på gulvet: blodpølse på ét fad, ribbensteg og medister på et andet, og der var flæsk og sylte på et tredje. Gårdmandskonen, hvor han havde arbejdet gennem længere tid, gav ham næsten stiltiende pakken under armen, når dagens arbejde var slut.
- Værsgod! Tag du det med! lød det på hendes kønne, naturlige måde.
Katten viger ikke fra ham, nu han er hjemme; så den lever højt om søndagen.
Kakkelovnen bliver passet godt. Her skal være varmt, det giver hygge. Den store stilhed, som omgiver ham, føles ikke som tomhed. »Glæder eder i Herren altid. Atter siger jeg: Glæder eder!«
Og glæde og fred omgav ham. Han satte sig i armstolen. Der hang piben på væggen. Skulle han tænde den. Nej, han havde ikke røget i lange tider. Han så ud ad vinduerne.
Det er mod syd. Der er en lille nyttehave; den ligger lidt højt. Der går fjerkræet. De er flittige alle, både de gamle og de unge høner. Der er et par stykker af de gamle, der er godt røde i hovedet; de skulle snart kunne begynde, og kammen vokser også godt på hønnikerne.
Decembersolen har kæmpet med gråvejret hele dagen. Nu lykkes det. Solen bryder igennem og forgylder den korte dag. Han må ud. Så snart hønsene hører ham, kommer de farende.
To af de gamle viser sig især trygge, som om de ville sige: »Ja, vi har fortjent et lille foder; vi har lagt æg i dag«.
Han henter lidt korn i kasteskovlen og strør det på stenbroen, og energisk opsamler »putterne« hvert korn.
Han bliver nysgerrig og går hen og ser efter i rederne. Jo, der ligger 2 æg. »Det var da storartet«, siger han.
Øjeblikkelig får han lyst til at gøre rent i det lille rum. Der bliver strøet med sand og avner på gulvet, og rederne får ny halm, rigtig drejet i leje. Nu venter han flere æg de følgende dage.
Han står en stund der ved brændehusets sydgavl og ser op over sin mark. Jo, der er efterårspløjet. Fire skifter ligger sorte og våde. Tre skifter ligger i græs, og det er grønt på hans mark som på de andres.
Rugen er meget kraftig. Man siger, den kan blive for kraftig. Ja, det er også mærkeligt, at det endnu ikke har været videre frostvejr i dette efterår.
Fra rugen, som han står lige ved, hopper pludselig et lille brunt dyr. Det er bruden, den lille lækat. Den gemmer sig i det høje dige med de høje asketræer.
»Du skal have lov til at være her«, siger han, »for du tager jo også mus. Men pas på katten, at den ikke tager dig, for frænde er frænde værst«!

I brændeskuret står brændet pænt i stabler i den ene side, og i den anden ende af rummet står tørvene også pænt ordnet, og midt imellem ved østvæggen ligger noget risbrænde. På vestvæggen hænger saven og ved gulvet står lidt værktøj, et par økser, en spade og en hakke.
I de nederste lægter til taget, som man let kan nå op til, er fastklemt det øvrige værktøj, en økse, der bruges til fremstilling af et trug til høns, kalv og gris; det kunstfærdigste var vel nok dejgtruget. Det var lavet af piletræ. Så var der et par stemmejern, nogle gamle bor og en båndkniv. Bordsvinget havde sin plads på en knag på væggen og foran stod skærebænken og savbukken.
Det var simpelt værktøj sammenlignet med det, en håndværker brugte, men ved hjælp af det lavede han, hvad der gik itu og trængte til fornyelse, skafter, slagler m.m.
Han tager en halv snes tørv med ind; han lægger dem til rette på sin venstre arm, så han har den højre fri til at lukke døren. Ja, det var godt, han fik lavet de tørv i sommer. Mosen »Store Lyng« lå nær ved, bare hen forbi Fattiggården og videre ad vejen til møllebyggerens hus; så gik det nedad ad en markvej, stejlt nedad og så var man i mosen.
N. L. havde ingen mosepart, men af en lodsejer købte han et hul, en bænk. Det dynd havde kostet 4 kr., men så havde han også fået 2000 tørv.
Han havde været i mosen i den gode sommertid før høst, da gårdmændene ikke spurgte efter husmandens arbejdskraft. Ja, der var liv i mosen i de lange varme sommerdage. Gårdmanden mødte med hest og alt sit mandskab. Hesten drejedes rundt i dyndet i æltehullet og gjorde tørven til den passende vælling ved tilsætning af vand. På sluffen var anbragt et kar med vand; også ved hestens trækkraft blev det ført hen til liggepladsen. Men husmanden æltede dyndet med fødderne og kørte det med trillebøren til liggepladsen. Husmandens form rummede 24 tørv, og det var vel nok fornøjeligt at lægge tørv ud og se, hvor tørvebedet voksede.

Da han har fyret og mærker varmen og lugten fra tørvene, kommer en klar mindelse om dagene i mosen og arbejdet der. Det sad i næsen - og langt længere inde: Det gærende omdannende liv, som mosen var, mosens vegetation med buskads, siv, græsser og blomster, alt samlede sig til en krydret, liflig em, der fik ham til at mindes sliddet, sveden, ja endogså, hvordan mosevandet smagte.
Dagen var kort. Mørket har sænket sig. Katten ligger på gulvet foran kakkelovnen. N. L. sidder i armstolen i sin yndlingsstilling ved bordet. Ilden luer i kakkelovnen, og gennem træk-hullet kaster luen et roligt flakkende skær han ad gulvet og ud i stuen, så vinduerne af og til får skær af belysning. N. L.s tanker kredser om dagens epistel: Opfordring til glæde! Opfordring til mildt sind; thi Herren er nær. Så var der det med freden, der skulle overgå ens forstand. Ordet og tanken var ham ikke fremmed. Mange gange, når tanken skulle og ville ordne hans tilværelse, blev han bare mere urolig. Arbejdet og lidt samkvem med andre mennesker gjorde tilværelsen let. Men i ensomheden måtte kampen for fred i sindet udkæmpes. En salmelinie steg frem i hans sind:

Vor forstand i mørkets bånd
kan jo ikke sandhed kende,
uden din den gode ånd
vil sit lys i os optænde;
godt at tænke, tale gøre,
dertil må din ånd os føre.
(406)

Så kom roen og tilfredsheden ved at overgive sig i den Almægtiges varetægt atter til ham! - Han rejste sig og tændte et lys. Så trak han rullegardinerne ned, og mørket var lukket ude. Rullegardinerne var af lærred med billeder på, det ene billede var Kronborg, det andet Fredensborg, og i sort tegnede de to slotte sig meget naturtro på det grå lærred.
Han tog lyset med sig, gik gennem sovekammeret og ud i spisekammeret, hvor han indtog sin aftensmad.
Han satte sig atter i stolen, og fra avismappen fremtog han »Ugens Nyheder«. Han holdt ingen aviser; der var ingen grund til at give penge ud til det. Men »Ugens Nyheder« holdt han; det ville han ikke undvære. Der stod så megen køn læsning i det. Det var for ham opbyggeligt stof, og så stod der i små notitser oplysende ting fra andre lande og allehånde forhold.
Bornholmeren slog ni raske slag. Så gik han ud. Han havde vist glemt at lukke for hønsene; det skulle også gøres. Der var ingen stjerner; men vejret føltes ikke så koldt, og vinden holdt sig endnu i vest. Døren stod lidt på klem, mens han var henne ved hønsene. I døren stod katten, og den ville ind. Det fik den lov til. Så satte han krogen på, gik ind gennem stuen til sovekammeret, lod døren fra stuen stå på klem, så stuens varme kunne lune i sovekammeret, og så blæste han lyset ud og gik til ro.

_____________________

Dødens høst

Julen
Den næste dag er N. L. oppe, da Bornholmeren fører de 7 slag frem. Han er hurtigt i tøjet og lægger lidt korn op til hønsene, der endnu ikke har tanke for, at morgenen forestår. Så får mis lidt mælk i sit fad, sat ud på loen, og nu er han på vej til Peder Poulsens tærskelo. Meget svagt lys fra gårdene fortæller, at morgenarbejdet er i fuld gang de fleste steder på hans vej.
Hos Peder Poulsen får han morgenmad, straks han kommer. I de mørke morgener giver man sig god tid, og klokken bliver let 8, før han er på loen. Det er endnu mørkt; men han har let ved at komme i gang med plejlen, og nu lyder den kvikke og regelrette sang af plejlen ud fra loen, og omsider dages det.
Ved middagsbordet siger gårdmandskonen:
- Nu venter vi da, at du bliver hos os juleaften, N. L.?
- Jeg siger tak, men så bliver jeg nok hjemme i morgen, siger N. L. For jeg skal have tærsket lidt til hønsene, og så skal jeg op på kirkegården og ordne lidt inden julen.
Og derved blev det.

Dagen efter arbejder han altså for sig selv. Morgenmaden, og hvad dertil hører, er til side. Han lukker op for hønsene og går ind på loen, lægger til rette og begynder at tærske byg. Når han tærskede på gårdene, var det næsten altid rug; for så lavede han tækkehalm. Han lader den øverste ladedør stå åben. Så kan han også se, når hønsene begynder at røre på sig. Han har lukket op for dem, men ikke givet dem æde.
Første da det er helt lyst, er de der alle, og nu har de fundet hen til loporten og står der i gården på stenbroen og venter.
- Ja, nu skal I få et godt morgenfoder. Jeg har korn her på gulvet til jer!
Og så kaster han noget nytærsket korn ud til dem, og de er ivrige og gør rent »bord«, og så går de i haven og uden for den. N. L. tærsker videre - til middagstid.
Om eftermiddagen går han på kirkegården. Han pusler med skuffejern og rive, og inden længe er gravene gjort i stand til højtiden. Han ser sig om på kirkegården. Mange grave er ordnet, andre ikke. Da han har stået lidt, forlader han stedet; det gjaldt om ikke at henfalde til »grubliseren«; det ville komme en anden gang - og mange gange, vidste han; men nu går han til »høkeren« og forsyner sig med de småting, han mangler. Han køber blandt andet »Wisbechs Almanak«. Den venter han god underholdning af i helligdagene.
Efter turen til byen tærsker han igen, og før det er helt mørkt, fejer han af lo. Der blev en pæn bunke korn i hjørnet op til bolværket og nordmuren. Der kunne vel være et par skæppe; men der er ingen grund til at kaste og rense kornet; for når hønsene skal have det, skal de nok finde kernerne, og skulle vejret blive ondt, så hønsene ikke kommer ud, er der passende strøelse i en sådan blanding. Han ville også have fejet gården; men nu var det da for silde i dag. Han skulle da for resten også have lavet en ny riskost, men han har også materialet i brændehuset.
Da han lukker for hønsene, tager han bundtet af risbøgekviste med ind. Han gør ild på, og kakkelovnens flamme lyser ud i stuen. Han kan godt se ved det lys foreløbig. Han ordner kvistene en for en, og da han skønner, at han har passende, samler han bundtet sammen med alle rod-ender samme vej. Han spænder begge hænder om bundtet og støder det mod gulvet og finder glæde ved, at han snart har lavet en ny riskost. Øverst snører han to stramme bindinger af tækkebånd, og der er et kvarters afstand mellem bindingerne. Med lommekniven pynter han rodenderne, så det øverste af kosterisene er en pæn, regelmæssig kalot.
Skaftet på den gamle kost skal bruges til den nye. Det henter han, og det er let at trække skaftet af den gamle kost. Han er lige ved at brænde den gamle kost, men så tager han sig dog i det, da den vil være rar at have til at tænde op med. Skaftet støder han op midt i kalotten; han går ud på trappestenen og støder til, og snart sidder det, som det skal.
Men kosten er ikke helt færdig endnu. Den sidste afpudsning skal han have mere lys til. Han må have lyset tændt, så han bedre kan se. Med sejgtørrede vidjer gøres kosten flad og får bredde. Vidjerne føres i sting igennem og tilbage og fastgøres i en knude, der forstærkes ved en binding med tækkegarn. Så skæres de strittende kviste af, og riskosten er færdig. Han bedømmer sit arbejde, fejer spildet sammen og glæder sig til at bruge redskabet på loen, når han skal tærske for sig selv i juledagene.

Han er atter på arbejde, og det blev dagen til juleaften. Ved middagsbordet siger husmoderen:
- Nu skal det ikke blive for sent, før I standser i dag.
Og husbond siger:
- Nej, vi begynder at røgte tidlig, og vi skal jo være gavmilde ved alle dyrene.
Og derved blev det.

Ved aftensbordet rådede en stille og munter stemning. Risengrød i et fad, et stort smørhul, sukker og kanel på grøden i overdådigt mål, og så langede man til fadet fra hver sin side og drak sødt øl til af hver sin kop. Derefter spiste man sylte og stuvede kartofler med sennep og rødbeder, og til sidst kom teen og julekagen.
I aftenens forløb spillede man firkort om pebernødder, og alle - ikke mindst N. L. - nød varmen og hyggen. Husbond afregnede med N. L., og de blanke dalere gemtes i en grå lærredspung, som havde sin plads i den venstre bukselomme.
Før N. L. gik, kom madmoder med et fad, der var overbundet med et tørklæde og en 4 punds hvedekage, som han skulle have til sig selv i juledagene.
Med tak og ønsket om en glædelig jul sagde daglejeren farvel til husbond og madmoder, og så gik han den vante tur fra arbejde.

Så er han hjemme, og katten er ved døren. Han sætter straks den rare julemad ud i spisekammeret.
- Du er vel med? siger han til katten, og han mærker, at den stryger ham om benene. Så lukker han døren til sit forrådskammer.
Han går nu en omgang til sine forskellige rum; han mærker til hønsene på pindene og lukker så. Da han atter er i stuen, sætter han sig i den gamle armstol ved bordet, og katten er om ham.

Han indtager sin vante stilling og ser mod de mørke vinduer.
- Så er det jul. - Så er det altså jul! gentager han. Han siger juleevangeliet for sig selv, og han lader tanken frit sysle med julens indhold. Hans tanker koncentrerer sig en smule om den store gave, som julen er. Så går tanken i stå; den går tilbage. Hans tanker kredser om højtiden, han tidligere har oplevet sammen med hustru og børn. Nu er han ene. Det havde han måttet indse så ofte; men nu tager ensomhedsfølelsen fat med overvældende styrke. Pludselig gennemrystes han af en uhyggelig kuldefornemmelse. Ja, her var jo heller ingen varme.
Han kunne da også gøre ild på. Men han vil ikke sidde så længe. Han vil snart lægge sig. Han tager katten op til sig. Den er tryg i sit vante leje, og han mærker varmen som noget rart fra den.
Så fylder julens tanker ham atter. Han er i stalden i Betlehem. Ja, der var nok ikke mere varme end her; han skulle jo nok kunne være med, så.

I krybben lagt, i klude svøbt,
et himmelsk liv du har mig købt.

Det er jul i Danmark, det er for alle mennesker; men her drejer det sig bare om én ting: at det måtte blive jul for ham.
Brudstykker af julens livsalige tale passerer gennem hans sind. »Eder er i dag en Frelser født - og det er tegnet, I skal finde et barn, svøbt, liggende i en krybbe og fader og moder hos det«.
Tanken står igen stille. Det var som en march på stedet at holde jul, når man sådan var ene. Han følte, at han havde det som en rensemaskine i tomgang.
Men atter tager tanken ham fangen: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for alt folket«.
- Så er den altså også for mig! siger han. Og tanken går videre: »Fred på jorden og i mennesker velbehag«.
Der var megen uro og splid mellem mennesker. Der var mange utilfredse mennesker; men til dem hørte N. L. ikke. Pligt og ret var visselig begreber, der betød meget, ja, vel alt i hans tilværelse. Men af disse to overskyggede pligten helt retten. At gøre sin pligt var noget levende hos ham, hvor han så arbejdede.
Daglønnen og takken for udført arbejde var retten, pligtens tro følgesvend, som han med taknemmeligt sind værdsatte.
- Min himmelske Fader, bad han, jeg beder om julens fred til mig selv; jeg beder også om julefreden for mine medmennesker og da især dem, der viser gavmildhed mod mig. Men tilbage til mig selv: Lad mig fyldes af din fred, den fred, der overgår min forstand. Så får jeg fred i sindet. Amen.

Han mærkede, det igen var koldt. Han rejste sig og gik frem og tilbage på gulvet, idet han nynnede salmen »Lovet være du Jesus Krist…«. Så gik han kort efter til ro.
Da han lå i sengen, kneb det med at få velværet. Det var lige som kulden i stedet for varmen havde overtaget i hans krop. Han strakte sig og krøb sammen skiftevis, sluttede sengetøjet om sig og lå som i et lunt rør, og kort efter sov han.
Der var gået en tid. Pludselig fik han en mægtig kuldefornemmelse, der gennemrystede hans sjæl og krop. Det var som hjertet stod stille, og han fik krampetrækninger i den venstre side fra hoften og helt ud i foden. Han tog fat på at give hjertet og siden fornøden massage, og lidt efter havde han herredømmet over sin fysik.
Han var nu lysvågen. Bornholmeren afleverede 11 raske slag. Nå, så måtte han om igen.
- Så længe man kan gøre noget om, er det godt, tænkte han. Engang kan det ikke gøres om, og så er det også godt.
Han havde haft disse rystelser adskillige gange indenfor mindre end et år. Sidst forløbne forår havde han set disse grufulde gys hos sin hustru, en søn og to døtre, og han havde selv haft dem, disse mindelser om, at alt ville høre op. En farlig epidemi, en lungesot, gik det forår over egnen, og den lagde en søn på godt tyve år, to døtre noget yngre og hans hustru i graven.
Sådan havde han fået de fire grave. Lægehjælp havde man søgt. Bistanden bestod i gode råd om sengepleje og varme drikke; der blev gjort, hvad der kunne gøres »udi sygdoms hårde bånd«, men resultatet blev altså her som adskillige andre steder, at døden gjorde den store høst.
I nætter og dage, i uger, gennemlevede han al den nød, og selv gik han med feberen og rystelserne i sig, når han var til rede hos sin syge familie.
- Herre, her er jeg; hvad vil du mig nu. Jeg har kun ét at ty til: At give mig - at overgive mig - i din hånd!
Så faldt der ro over hans sjæl og sind, og så sov han til den lyse morgen, vågnede og var glad og ligevægtig.
Og juledag gik han til kirke og kom fredfyldt hjem.
- Nå, er du der, lille mis. Du blev nok lige så forskrækket som din husbond i nat; men jeg mærkede da nok, du lagde dig til rette igen, da jeg var ved at sove efter min gamle mindelse, sagde han, og katten forstod ham.

Der var altså ingen husdyr på det lille husmandssted. Koen, kalven og grisene blev solgt, da de mange begravelser, og hvad dermed fulgte, skulle betales.
Lidt høns og katten havde han beholdt; for de krævede ingen særlig pasning. Hvad de skulle have, fik de, før han gik på arbejde, og når han efter dags arbejde igen var hjemme.
Juledags eftermiddag har N. L. rigtig varme i stuen. Han føler, han har det hyggeligt. Nu får han tanke for at se på sit regnskab. Han tager sin grå lærredspung frem og fælder mange kroner frem på bordet.
Ja, de skal ned til de andre. Det er også rart at se, hvordan der ser ud på »kistebunden«, og det skal man gøre, mens det er dag. Han løfter det tunge låg på klædekisten og lader det støtte mod væggen. Han erfarer, at klæderne nøjagtigt ligger, som han sidst havde lagt dem; så tager han dem frem stykke for stykke og lægger dem på bordet.
Kisten er indrettet således: Det store hulrum, som nu ligger blot, et lille rum på tværs af kisten for oven, og så bunden, der er dobbelt, idet en plade af tynde fjæl kan løftes op.

Han åbner låget til det lille rum. Der ligger tråd, hvid og sort, i små nogler. Nåle, finere og grove, sidder fast i vindsler. Der er tråd i en grov nål; det er den, han skræddererer med, når en knap skal sys i, eller lidt skal lappes.
Der ligger døtrenes hækletøj, en blonde næsten færdig, en anden lige påbegyndt, og hæklenålen sidder i. Der ligger hustruens strikketøj; pindene sidder i det halve skaft, og den femte pind sidder igennem skaftet og det hvide nogle af hjemmegjort uldgarn.
Ja, sådan måtte de forlade det. En stor tåre triller ud af N. L.s øjenkroge, og næsen begynder at løbe. Hastigt må han have fat i et lommeklæde. Og der i bunden lå bånd og smykker, hustruens og pigernes pyntegenstande. Hastigt lukker han låget i.
Så vemodsmættet det er! Det nytter ikke at fortabe sig i det. Han retter sig og går lidt rundt i stuen. På bordet lå den bunke kroner, han i den sidste måned havde indtjent. Da han nu igen står ved kisten, ligger der på låget til kistens bund en bunke daler og kroner. Det var sommerens løn for udført arbejde, der lå der.
Han havde betalt, hvad der påhvilede af skatter på hans brug, - og enhver sit. Han raver pengene sammen, samler hænderne fulde og lægger dem hen på bordet. Han må gå flere gange. Så, nu ligger de der. Han lægger i bunker og tæller op. Det overrasker ham, så mange der er. Nu tager han ringekrogen fra kakkelovnen, og med den løfter han låget med de tynde fjæl op, så det hviler mod kistens indre bagvæg og bliver stående. Der lå hans formue - guld og sølv-dalere og kroner. Så lægger han »sommerens løn« ned til sin øvrige pengerigdom. Nu er bordet tømt, og på kistebunden ligger så det hele i pæn orden, så han kan overse sin kapital.
Det gængse udtryk, »at have noget på kistebunden«, strejfer hans tanke. Han lukker det tynde låg med de svære tværrevler til bunden, og det passer, så kun indviede ved, at der i bunden er et hulrum.
Mens han lægger klæderne ned i samme orden, som han tog dem op, sysler hans tanker ved de mange begivenheder, der knytter sig til hvert stykke. Men det er alt sammen fortid, og han er nutid - i nutiden - og der er noget, der hedder fremtid.
Fremtiden hører Vorherre til. Han vil overgive sig i al sin enlighed i Guds varetægt, og så vil han passe sin daglige dont, som det forundes ham. Ja, det var visselig ikke af nød, han solgte sine dyr, dengang det så så sort og fortvivlet ud. Men som han nu havde resultatet af sommerens arbejde, var det helt rigtigt truffet, at han havde været så lidt afhængig og fri af det herhjemme. Andre kunne jo også se, hvordan han havde indrettet sig det.
- Du samler rigtigt på »kistebunden«, sagde de. Men den slags hentydninger klares altid med et stiltiende smil. Hvis nogen kendte hans status, ville de råbe: »Hvad samler du til!?«.
Tanken vil have råderum hos ham. Ja, hvad samlede han til! Han kan ikke finde andet svar end, at han må være tro i det lidet, han har. Hans tanke går frimodigt videre: »Vel, du gode og tro tjener. Du har været tro over lidet; jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din Herres glæde«. Det er fremtid. Han er lykkelig i tanken, og så må han på knæ for, at hans kønne tanker må være og blive tro. Deri kan bære, ihvad han så skal møde.
Han må sætte sig lidt. Han falder til rette i armstolen, indtager sin vanlige stilling og gemmer sit ansigt i hænderne. Var han nu ikke kommet for højt op i sine tanker om sig selv?
Begrebet synd fylder ham stærkt. Han sidder en stund; så siger han for sig selv:
- Hedder det synd, hedder det også nåde! »Gud skal alting mage«.

Det er ved at blive aften på denne første juledag. Han må ud og sysle med den smule, han har at passe, før mørket sænker sig.
Hønsene får deres aftensmåltid, og han tager æggene med ind i skuffen. L. N. står et øjeblik og nyder vejret. Det er lidt køligere. Nå, ja, vinden er gået til nord. Så får vi nok frost - måske nu en periode. Vi skal jo nok få en snert af vinter; det gentager sig bestandig. Da han går ind, mærker han, at jorden er skorpet, det er begyndt at fryse. I den lune stue gnider han i velvære sine hænder. Han går hen og kigger på sit stangbarometer.
- Som det dog stiger, siger han. Da han har lagt kistens klædningsstykker tilbage i den orden, han tog dem frem, lukker han låget til.
Så spiser han sit aftensmåltid af det forråd af gaver, han har modtaget fra sine arbejdssteder i tiden før jul.
Stilheden og mørket sænker sig om N. L.; han nyder begge dele i armstolen ved bordet, og da han omsider kommer til det resultat, at dagen har været god for ham, stænger han døren og går til ro.

Dagen gryr anden juledag. Det er frostvejr. Da han har været runden ude hos fjerkræet, ser han, at der skal varmt vand i trætruget til hønsene; for vand skal de ikke mangle. Han får sig sit varme morgenmåltid, og hønsene får deres.
I det klare vejr får han lyst til en udflugt. Han vil bruge dagen til at besøge en søster, som bor et par mil borte. Det kan blive en passende spadseretur; føret er let, og han er oplagt til at gå.
Han må ind i øverstestuen og hente sine kisteklæder. Da han åbner døren, hilser juletidens morgenrøde ham ind gennem de østlige vinduer. Her er koldt. Han indånder luften i dybe drag. Hvad er det for en »fin« lugt? Nå, det er pelargonierne, der dufter. Dem har han ikke givet vand i lange tider. Mærkeligt nok, at de kan se så friske ud. Potteplanterne trænger til at vandes; men nu skal det da ikke være i dag.
Klædekisten står ved nordvæggen i stuen. Her i hjørnet står hans nye stok, som han også skal have med. Han tager i kisten sine klæder og lukker til igen.
Så klæder han om, og snart er han færdig til at gå. I en lille brun skål med mælk leder han katten ind på loen og lukker til. Han ifører sig skødefrakken, halsklud, hat og sko. Han skutter sig til rette i tøjet og tager den nye stok i hånden. Han ser sig om i stuen og lægger sit gamle tøj pænt sammen på låget af klædeskisten, der har sin plads i dagligstuen.
- Nå, så i Guds navn, siger han for sig selv og forlader stuen og huset med nøglen til yderdøren i lommen. I det gode vejr, klart, let frost - efter årstiden ovenud godt - skulle hans udflugt kunne blive en »lysttur«. Han er straks i fodslag med sig selv, som når han ellers går til og fra arbejde, men han er tilbøjelig til at sætte tempoet op, så godt vejret og føret er.
Stokken giver lyd sammen med hans taktfaste gang mod vejbanen. Den skal rigtig indvies i dag på denne længere tur. Den er af svært spanskrør, rødbrun i farven, en svær jernring med dupsko forneden, og håndtaget er en rund, sort knold af kautsjuk. Den faldt for resten godt i hånden, syntes han.
Han havde altså for nylig fået stokken - og en ting til: En medalje. Den havde han også; men kun når man vidste det, opdagede man den. Den hang under reversen på frakken, og kun lidt af den gule nål sås på frakkeopslaget.
Medaljen var af kobber på en dalers størrelse, ophængt i bånd, stribet i hvidt og rødt. Ja, de var mange, der havde fået disse to ting. Det var regeringens opmuntring eller påskønnelse til det mandskab, der havde været aktive i den ulykkelige krig 1864. Veteranerne blev mindet og husket på 25 året på denne måde. N. L. var også en af dem. Som han går der alene, går tankerne de fem og tyve år og mere tilbage. Han var husar, første dragonregiment; rekruttiden og skolen havde han fået på Jægerspris. De andre dragonregimenters dragter var lyseblå; de var kønne i folkets almindelige omdømme; men første dragonregiment-husarerne var langt smukkere! Blå benklæder, men lyserød frakke med hvide tværbånd over brystet, hvidt bælte og hvad dertil hører, samt den fornemme hovedbeklædning. Han måtte tænke på, hvorledes næsten tjenestetiden var forbi for ham og krigen kom, og han måtte af sted til Dannevirke som tusinder andre.
Det var almindeligt, at de, der skulle til fronten, fik lov at tage hjem og sige farvel, og således fik N. L. da den oplevelse, at han til hest og i fuld galla fik vist sig på de hjemlige egne for sine kære og kendinge. Tiden var afmålt, så hesten ikke skulle overanstrenges, - og så mødte han i Korsør sammen med mange andre.
- Jeg så din far, da han var hjemme at sige farvel. Han var vel nok flot! havde Peder Poulsen sagt.

Turen til Dannevirke var ikke så anstrengende for den, der var til hest. Hesten skulle hvile, og manden kunne hvile med den. Folket var hjælpsomt og gæstfrit.
De gamle var ikke alene de ældste, de var nok også de klogeste; de kendte mere til alvoren end den, der drog til felten, og det var nok godt, det var sådan. Vi skulle finde og fyldes med »kampånden fra 48«. Og det var nok sådan med os alle, at »vi ville, hvad vi skulle«. Men senere viste det sig, at »vi ikke kunne, hvad vi ville og skulle«, og dette gjaldt den menige og den overordnede, at det var ikke til at finde mening i de hændelser og tildragelser, vi kom ud for.
Til at begynde med havde vi vor folkelige Frederik at se på og samles om; så blev han syg og døde. Der blev uro i alle, høj og lav, og ikke mindst i København, hvor regeringen følte sit ansvar og skulle bære det.
Pludselig bliver N. L. revet ud af sine tanker og oplevelser fra 1864. Et par store hunde kommer farende hen imod ham og laver et større postyr.
- Hov, I vovser! Man kan vel få lov at gå på vejen! Lad os enes om det.
Hans beroligende snakken med hundene giver det tilsigtede resultat. De lister tilbage, hvor de kom fra. Han ser, at han er ved herregården Lystrup. Uden om stakkehaven ligger nogle høje jordvolde. Han er så meget med på det nye, så han straks slutter, at det er roekuler. Ja, her var man altså med på det, der nu skulle hjælpe landbruget til ordentlige indtægter. Ja, hvordan var det den lille notits i »Ugens Nyheder« sagde: »I dag står mangen landmand på fallittens rand, men nu skal roerne frelse ham. Dyrk roer, så giver køerne megen mælk til smør, og det kan vi sælge«. Det vil blive interessant at følge udviklingen fremefter, tænkte han.
Der er endnu et stykke vej, før han når målet for sin vandring. Han har gået sig passende varm og er godt oplagt til at fortsætte. Vejret er ham godt, solen skinnede fra morgenstunden; nu har den gemt sig bag et skytæppe, og det kan godt give nedbør snart måske.
Omsider er han så nået til bestemmelsesstedet. Han er hos søsteren og det lige til middag omtrent. Varmt øl og grød, stribet flæsk, stuvede kartofler med rødbeder og det velsignede grove brød. Hvad kunne en sulten mand ønske sig mere. Maden vederfares al retfærdighed.
Familien har et mindre brug, så de har en hest og andre husdyr: køer, kalve og grise, og de har gode og tilfredse kår med at passe bedriften.
Det undrer lidt, at N. L. næsten intet har i stalden, men han har let ved at forklare, hvordan hans dage går, og de kan da godt forstå, at det er god økonomi, som han har indrettet sig.
- Har du det ellers godt? spørger søsteren.
- Ja, jeg har det ellers godt, siger N. L. - Og nu vil vi glæde os over at være sammen et par timer. Jeg kan jo mærke, at I også har det godt.
Så sad man i godhed og gammen et par timer. N. L. endog blundede en smule i stolen, hvor han havde til sæde.
Da man havde nydt kaffen, brød N. L. op til hjemturen, og med gensidige gode ønsker for det nye år og dagene, der måtte komme, skiltes de.
Det var begyndt at sne, fin sne, da det frøs nogle grader. Det generede dog ikke N. L. i en frisk og jævn rask hjemtur. Det blæste fra nord; men han havde nærmest vinden på ryggen. Han måtte tænke på, at han i sin ungdom havde været ridende, endog på denne vej, og så, da »tjenesten« var ovre, havde hans tilværelse formet sig sådan, at han ikke havde været på hesteryg siden, knapt nok rørt ved en tømme.
Det var spaden, skovlen, plejlen, øksen og saven, der siden havde været hans hænders syssel og fremdeles var det.
Han fik et kraftigt svøb af sne; men det virkede bare forfriskende i det velvære, der fyldte ham. Anderledes var det, da han for de 25 år siden var i »felten«.
Dannevirke, vest-øst, Slien, Mysunde, Selk, Sankelmark, Flensborg - Dybbøl. Åh, hvor var det trist, tungt og besværligt det tilbagetog! Glatte veje, isslag, kulde, sne - og så fjenden i hælene; men i stilling i Dybbøl kom vi da og udholdt stillingen de 10 uger.
Han må tænke på en linie af en sang fra den tid: »Han stod på Tyras gamle vold; jeg så ham aldrig mer’«. Og hvad enten det var det ene sted eller det andet fra Dannevirke til Als, kostede det dyrt. I det halve år mistede vi 6000 kammerater, og så stod vi med nederlaget.
- Hvor var det meningsløst, og vi forstod så lidt af det alt sammen.
En kaskade af fin sne ryger om ham. Nå, ja, vinden er taget til i styrke. Det er godt, at han har vinden på ryggen. Det er medbør, han er glad for.
Mørket har sænket sig for noget siden; men nu er han snart hjemme. Da han står ved sin dør, giver katten til kende, at den vil ud til ham. Han går de skridt hen til loporten og åbner halvdøren, og katten er straks om ham.
Han må hen og se, om hønsene er fundet ind. Den lille lem bliver straks lukket, så går han ind i brændehuset til hønsenes rum. Han føler sig for. Jo, det ser nok godt ud. Nu blev de narret for i eftermiddag. Det må jeg tænke på i morgen.
Så er han inde i sit hus. Han tænder et lys og går til spisekammeret, hvor han tager sig et måltid til nødtørftighed. Lidt mælk af en skål, og katten får også en tår.
Han vil så ellers gå til ro. Han har rørt sig godt i dag. Han lægger sit tøj til rette på kisten i dagligstuen; han vil rydde op i morgen. Så går han ind i sovekammeret, sætter lyset på et lille bord, slukker det, og går til ro. Katten ved, hvor den vil være. Som han ligger der med fred og tak i sindet, sover han ind, mens blæsten leger med sneen ved vinduet og tilkendegiver, at vejret bliver værre.
Han sover til den lyse morgen.
______

Vinteren var kommet. Fygningen vedvarer, og uvejret er taget til, lyder det efter. Stormen rusker i de store asketræer, så det klaprer i de nøgne grene. Sneen farer af sted uden for det lille vindue. Ruderne er ikke frosset, for der er ikke endnu fugt i stuerne, så isblomsterne kan dannes, men det vil komme senere. Han kan mærke, at vinden er gået lidt mod øst, og så kan der altså vanke mere.
Snart er han i tøjet og har gjort ild på, og det hygger straks. Gryden med brødet kommer hurtigt i kog, og han nyder den varme ret, og husdyret får sit. Nu må han ud til hønsene. En drive ved den utætte yderdør forvisser ham om, at det er blevet vinter.
Ja, når vinteren var i det hjørne, var der også drive udenfor; men det var vel ikke så meget endnu, og der var vel en »smøge« langs huset. Han har lunkent vand med i et lerfad. Da han åbner døren, overraskes han af den megen sne, der dog allerede er kommet. Sneen kommer i tætte kast ned over ham fra taget. Han skal ind på loen og have noget korn med, og så er han oppe hos hønsene. Han lukker døren til brændehuset efter sig. Der er jo halvmørkt, men det kan ikke blive andet. Han kan høre, der er liv i hønsene. Ja, de må også trænge til at få deres morgenfoder. Han åbner den lille dør ind til hønsenes rum og kalder. Lidt forsagte er de, men trangen til at få æde, giver dem mod til at komme frem i brændehuset, hvor de ellers ikke plejer at være. Der er godt med tørvesmuld på den plads, hvor hønsene kan være mellem brænde og tørv og værktøj.
Han strør kornet ud i smuldet, og de får travlt med at samle op. Han står og ser på dem; de er så begærlige til at æde, så de må holde op og tage ekstra synkebevægelser.
- Se her, siger han og sætter vandet lidt til siden, og de er ikke længe om at finde det også. Nu begynder de at skrabe og pille op for at finde de sidste kerner. Mens han endnu dvæler ved hønsene, begynder de at bade i smuldet. Ja, de er rigtig godt tilpas, kan han se. Han bøjer sig ind til rederne og samler æggene i skovlen, og han er godt tilfreds med resultatet.
- Ja, nu må I boltre jer her, og så kommer jeg senere i dag og ser til jer. Nu svigter jeg jer ikke foreløbig, siger han, idet han går ud og kroger døren.
Katten har også været ude; den sidder ved døren, oversneet, og slipper med ind. Driven inde får han ud, og så ruller han en gammel sæk sammen og fæstner ved tærskelen, hvor det fyger ind.
- Det hjælper da noget, siger han for sig selv.
Så er han inde i sin lune stue, gnider sig i hænderne og føler velvære ved, at han har det så godt, at han kan være her.
Han passer kakkelovnen, går så ind og reder sin seng, og så skal han have sit tøj til side. Han åbner døren ind til øverstestuen og mærker kulden. Ja, her kan han rigtig se, hvordan vejret raser. Det varer gerne en tre dage, tænker han. Men så er det godt, som man har det. Snart er klæderne og stokken på plads. Der er så blomsterne!
- Ja, når I har holdt så godt til den ringe behandling, I længe har fået, må I hellere komme ind i stuen hos mig, siger han og bærer pelargonierne ind i den lune stue, hvor de får plads i vinduerne og får lidt vand.
Oppe i øverstestuen står også en spånkurv med »ramboer«. Han får lyst til at kigge til dem. Han fjerner det grå papir, de er dækket til med og mærker duften; han sanser nu, at æblernes duften også var med i den »fine« lugt, han fornam i går. Han tager en håndfuld æbler med ind og lægger på ringene; de skal smage om lidt.
Det sidder N. L. i kroppen, at han skulle bestille noget, han skulle ud at tærske; men det er tredie juledag, og vintervejret raser. Han synes godt, han kan forsvare at lade plejlen hvile i dag; han vil gøre sig tilværelsen behagelig herinde; så pusler han med kakkelovnen, og nu buldrer ilden lystigt og gør stuen passende varm. I det samme begynder æblerne at syde. De er tilpas møre, og de smager ham ganske fortræffeligt. Fra avismappen, der hænger mellem vinduerne, tager han et bundt »Ugens Nyheder«. Der er nok noget, der er værd at fordybe sig i. Stormen og snefoget fanger af og til hans opmærksomhed; han må hen og se på barometeret.
- Ja, det er vel nok langt nede! Og udenfor lægger sneen sig i en lang drive, der stadig vokser; ja, det har han kendt før!
Han læser juleprædikenen og andre opbyggelige stykker; bornholmerurets tikken og slag fortæller, at timerne går, og dagen svinder.
Før det er mørkt, må han ud til hønsene med vand og korn.
- Vil du med? siger han til katten, men den vil ikke med. Inde i brændehuset har hønsene haft det vældig godt. Der er fuldt af badehuller på den lille plads, som de har haft at tumle på. Vandtruget er også helt overdænget med smuld; det må han næsten lede frem og slå rent. Så får de lidt rent vand og deres korn, som de med begær sluger.
- Det er godt, I kan være her, og det kan godt være, at opholdet her vil være af længere varighed, siger han.
Til aftensmaden under han sig selv et par spejlæg. Dagen er kort; mørket kommer tidligt. Det er N. L. fortrolig med. Han sætter sig i armstolen ved bordet og lader mørket fylde stuen. Klokken slår fire - ja, den er flink til at måle tiden ud, og den, tiden, vender ikke tilbage. Han dvæler i sit eget. Men det er jul, og det skal være jul også i N. L.s hjerte.
Som han sidder og gennemtænker julens glade, rige evangelium, går den ene efter den anden af julens kønne salmer gennem hans tanke og sind. Især én salme: »Nu kom der bud fra englekor…« tager ham fangen. Vers efter vers - alle seks - glider let gennem hans bevidsthed, og de to sidste vers, »anvendelsen«, dvæler han længe i. Han føler, at de to sidste vers er som sagt til ham. Han forstår så godt, at det er »en kristensjæls bøn«, og det er så helt og inderligt en bøn for ham, som det kan blive, og derfor sidder han i den mørke aften og ligesom »vasker« sig i de to vers. Ja, overgivende beder, at han må få del i den rige løn, som salmen så dristigt stiller i udsigt. Til sidst synger han for sig selv:

O, Herre Kristus, lad din ånd
mig kraftig overskygge;
bered mit hjerte ved din hånd,
at Du deri kan bygge.
At også jeg kan åndelig
undfange Dig
og aldrig fra Dig rykke!

Så skal din Himmel i mig her
ved Åndens kraft begynde,
mit hjerte, sjæl og alt begær
sig op til Gud skal skynde,
indtil jeg bliver engle lig
i himmerig
og aldrig mer skal synde!

Stormens legen med sneen ved vinduerne har hele tiden fortalt, at uvejret vedvarer. Han tænder et lys. Han vil se, hvordan sneen ter sig ved gangdøren. Jo, der er en hel drive indenfor. Ja, det er den store åbne skorsten, der er en ypperlig trækkanal. Han står der i det svage lys fra lyset på bordet gennem den åbenstående stuedør. Han må have yderdøren op, så han kan få det meste af sneen ud.
Uha, hvor det vælder ned. Med skovlen raver han driven ud og lukker så for natten. Med nogle sække tætter han ved træsoklen og op langs samlingen af gangdørens halvdele. Da han så er færdig, synes han, at resultatet er helt godt. Ja, det vil jo vise sig, hvor godt det er i morgen. Han kan i alt fald ikke lave det bedre i aften.
Da han atter står i stuen, føler han, at dagen er til ende; nu vil han til ro. Han ser på barometeret, idet han står med lyset i hånden.
- Ja, »glasset« er vel nok langt nede, siger han.
I kakkelovnens kogerum har han lagt en mursten. Han tager den i hånden. Den er ikke meget varm, men den vil alligevel gøre godt under dynen i fodenden, og snart er den anbragt der. Så går han til ro og sover snart trygt i sit nøjsomme velvære.
_________

Da dagen gryer, er N. L. oppe. Han mærker, at uvejret vedvarer. Først renser han ud i kakkelovnen. Det er godt, at der kan være endnu nogen aske i den gamle spand, der har sin plads på bunden af skorstenen. Han vil ikke snavse den hvide sne til de første dage.
Så gør han ild på og tager sin forplejning, og katten er om ham og får sit. Og så må han ud til hønsene. Det var en vældig masse sne, der var kommet. En vældig drive ligger langs huset og fylder hele gårdspladsen, så han ikke kan se hen til brøndens punpe; men der skal han i alt fald en gang i dag have skaffet sig adgang.
Hønsene befinder sig godt, da først der er puslet lidt om dem. Da han atter er inde i stuen - efter først at have ordnet snefygningen ved yderdøren - ligger dagen for ham. Hvad skal han give sig til?
Han kunne gå ud på loen og tage fat med plejlen. Selv om det var noget koldt, kunne han jo gå ind igen i sin lune stue, hvis hænderne skulle blive »valne« under tærskearbejdet. Sådan var han da sin egen frie mand.
Han ser ud af vinduerne. For enden af bænken langs vinduerne står en lille »puf«, den støder han sin fod på og får hermed en tanke. Nu ved han, hvad han skal lave foreløbig: Han skal have stoppet sine hoser! Da han har fyldt på kakkelovnen og mærker varmen fylde stuen, sætter han sig ved bordet med stoppesagerne. Han sidder sidevendt ved bordet i armstolen og tager fat. Hoserne er hvid-grå hjemmegjorte - et forråd fra hans hustrus og døtres tid. Stopningen er noget ujævn; han glatter ud på den med de hårde arbejdsvante hænder.
Det bliver middag, før N. L. er færdig med stoppearbejdet. Da middagen er til side, hviler N. L. i sin stol. Han lukker øjnene og falder hen med den tanke, at han har det godt. Efter hvilet mærker han straks, at der er ophold i vejret. Han må ud med skovlen og have lavet en gang hen til brønden. Der er en masse sne at flytte, men snart har han fat i pumpestangen og posten giver vand næsten med det samme. Vandet står højt i brønden ved vintertide. Han henter spanden og henter frisk vand ind i køkkenet. Så må han op til hønsene, og han finder, at de har arbejdet og boltret sig som dagen før. Han samler æggene i skuffen, går ud og kroger døren. Så går han nogle skridt op i sin mark. Nok ligger sneen i driver, men der er alligevel sne overalt. Hvidt og rent tager landskabet sig ud.
Han retter sig og tager dybe åndedrag i den rene vinterluft.
- Bare om nogle dage vil det se smudsigt ud, siger han og går nedad mod sit bo. Han skal dog lige hen til vejen og se til begge sider og ud over landskabet. Ikke et fodtrin eller spor af køretøj. Nej, man holder sig inde og hjemme, sådan som vejret har raset. Et par dage kan man nok undvære høkeren.
Da han igen står ved indgangsdøren, sidder katten der og smutter med ind. Han lukker til for natten og befinder sig i den lune stue. Den varme mursten lægger han ind i sengen under dynen, og fra spisekammeret henter han sin aftensmad.
Så sænker natten sig. N. L. sidder i armstolen ved bordet og lader tankerne passere revy. Han overgiver sig til sine enlige forhold. Han må have blundet. Bornholmeren melder ni slag. Han rejser sig; ilden er gået ud i kakkelovnen. Han nyder et par æbler, og så går han i seng. Han gemmer sig i sengen, slutter dynen tæt om sig og lægger et uldent stykke over skulderen og hovedet. Han har lagt sig til rette på højre side for at forvente en god rolig nat. Han skulle gerne holde den mindelse i skulderen i ave! I morgen vil han til at tærske - for sig selv.
_________

Det er en blank dag, der den følgende morgen kalder N. L. op af blund. Himlen er klar. Det fryser, og i dag vil solen skinne, kan han fornemme.
Morgengerningen kommer til side. Kakkelovnen renses og der fyres op. Øllebrøden laves, og han nyder sin davre. Katten er også tilfredsstillet. Da han går op til hønsene, tager han katten under den ene arm og sætter den ind i loen.
- Nu kan du begynde; så kommer jeg snart, siger han.
Hønsene venter på ham, og de får deres morgenfoder.
- Nu tærsker jeg blandesæd til jer; så bærer jeg et par skæpper til mølle og får malet. Så skal I få »skrå«, udrørt i varmt vand og mælk til morgenfoder. Den afveksling i forplejningen er nok god og også nødvendig, siger han.
Da han har passet kakkelovnen og lukket til for trækket, tager han sig en slurk kaffe direkte af tuden fra kanden samt et stykke brunt sukker. Nu går han ud på loen. Han sætter lostigen til og kravler op og kaster en halv snes neg ned på gulvet. Snart er han nede, negene bindes op og bredes ud på logulvet.
Rodenden stikker til vægs mod muren til beboelsen, og til den anden side, hvor skillerummet er til laden, er brædder, der når ca. halvt op til bjælken. I loens nordvestre hjørne står rensemaskinen, så lægget til vestsiden er noget mindre end lægget til østsiden. Han glatter tærskelaget med loriven og ser med tilfredshed, at negenes toppe næsten når sammen mod midten.
Der er ingen vinduer til at give lys på loen. Almindeligvis står den øverste halvdør på klem, når N. L. arbejder her; men i dag er det for koldt at have den åben. Da han lukker den til, kommer den lyse dag ind til ham fra gavlvinduet i øst ind over stuernes loft i et lysstrejf.
Ja, der på loftet skal det tærskede korn ligge i bunke, når han nu får det tærsket. Så griber han plejlen; den hænger på en knag i hjørnet ved porten ind til laden. Han er i gang. Slagene lyder let og kvikt. Plejlen synger. Det er ypperligt tærskevejr. Kornet springer af, og stråene stritter ud i luften nede ved gulvet. Omgangen er til ende, og han føler på slaglen: den er glat og blank! Han sætter plejltøjet i et hjørne og vender tærskelaget med hænderne. Atter går han omgangen rundt med raske plejlslag. Nu binder han op.
Den tærskede halm bindes i bundter med en fire neg i. Han ryster halmen fri for kerner, idet han samler foderet i bundt foran sig og lægger det over båndet, som han lige har lavet til formålet. Mon han har fået alt kornet af? Nå, »den tærskekarl, der kan tærske rent, er ikke født endnu,« tænker han. Men nu har han ingen ko til at æde foderet, og så skulle han helst have strået fri for kerne.
Knippene stikker op på loftet. Der på nordsiden er en plads, der foreløbig kan rumme halmen, som altså kommer til at ligge over køkken og spisekammer. Et skillerum af brædder forhindrer, at halmen kommer for nær til skorstenen.
Der ligger et pænt lag korn og lidt løs halm, men det er god »slåbund«, når slaglen har foder og korn at slå i.
Hun lægger på lo igen, og så er det vist middag. Katten har forstået, hvad der forestår og følger med. Lyset udenfor næsten blænder. Den klare dag og den blide sne danner en skærende modsætning til det halvmørke, han har stået i på loen.
Han drikker den lunkne kaffe fra kanden; han har trang til den læskedrik, som formiddagen er gået. Efter middagen, et lille hvil i stolen, og veloplagt af stuens lunhed står han atter på loen, og plejleslagene lyder ud fra loen i den stille vinterdag. To tærskelag, to »sæt«, kalder han det også, kommer til side.
Så skubber han med rivehovedet det tærskede korn sammen i en skrå bunke ved bræddeværket ind til laden. Han bedømmer kornbunken til en halv tønde, og det kan han være bekendt, når han arbejder for sig selv.
Da han har passet hønsene, henter han »høkurven«, en vidjekurv, som han fylder med tørv og brænde. Så har han til fyring mange gange. Han går nogle skridt opad og står for enden af brændehuset. Så ser han ud over det hvide vinterlandskab. Solen har allerede gemt sig i Fruens Haves mørke toppe, i skovens sydvestre ende, men aftenrøden står skær og fin og kaster en gylden glans over snemarkernes hvide fred. Nogle krager viser sig i aftenrøden, og i rolige drejninger og dæmpet »snakken« søger de ind i skovens dunkle gem til hvile for natten. N. L. har rettet sig flere gange og indsuget den rene vinterluft, inden han begiver sig nedad. Han udviser den fornødne forsigtighed, for det er glat her. Han kommer godt ned ad skråningen, og langs boets sydfacade går det let nok, og så er han inde.

Socialismen
Omtrent midt i sognet ligger landsbyen K. Den har kirke og skole, bryggeri og købmandshandel, høkerforretning og mølle, hver for sig selvstændige virksomheder. Dertil 5-6 gårde og nogle huse af lidt fornemmere præg, og ligeledes findes et bageri. Så er der smed, snedker og skrædder og nogle jordløse huse.
De jordløse huse! Ja, for et par årtier siden, omkring 1870, var de arbejderboliger for de arbejdere, der tjente til brødet som daglejere på herregården Lystrup. Men så kom »Socialismen«. Denne bevægelse, som ville give arbejderen bedre kår, havde intet tag i N. L. Den pligttroskab, hvormed han udførte sit dagværk, hindrede ganske at socialismens grundtanker fik råderum i hans tanke og sind. Blev forholdene drøftet en smule, hvor N. L. arbejdede, var gårdmændenes syn det afgørende.
- Vi står jo sammen med jer! Vi støtter jer jo! sagde de, og det gjorde de også dengang. Det indså N. L. også. For den, der stillede kravene til sig selv først og fremmest, var det godt nok. Det kunne ikke være anderledes eller bedre!
Men herremanden så, hvor det bar hen. Han opførte huse - mange huse - af gule mursten med stråtag nærmere ved »gården« og beliggende ved alfarvej.
Husene var så store, at der var 4 eller 6 lejligheder i hvert af dem, og her var de faste arbejdere på gården nu flyttet ind. I de gamle huse sad så enker og oldinge og levede deres karrige og fattige alderdom.
Kiggede man ind i en sådan armod, så man brolægning i gangen og i køkkenet, og ligeledes var der brolægning i stuen, men her var ujævnhederne fyldt med ler, og lerlaget var da så tykt, at det ganske dækkede de toppede sten.
Rengøringen bestod i, at man fejede forsigtigt for ikke at hvirvle støv op, og så strøede man hvidt sand over gulvet. I stuens nordøstre hjørne stod sengen, en dobbeltseng, der ofte havde forhæng, og stuen var så stor, at der også langs nordvæggen kunne stå den store klædeskiste. Stuen, der havde hele husets bredde, kunne så have en kommode midt for vestvæggen, og ved sydsiden i stuen med de to fag vinduer var bænke og bord anbragt. Et par træstole stod pænt på plads med sædet under bordet, og når hertil kom den gamle armstol med løs pude, som havde sin plads ved kakkelovnen, er alt bohavet beskrevet.
Var det en ældre enlig kone, der boede her, så man også spinderokken og kartekurven. Hun fik jo sit nøjsomme udkomme ved at karte, spinde og strikke for folk, og endvidere syede, lappede, stoppede og vaskede hun for den, der selv blev hjulpet ved at unde hende sin søgning.
Og sådan går hendes dag ofte i stor ihærdighed, mens kakkelovnen sparsomt varmer og næsen ofte løber. Bibelen og salmebogen giver hende åndelig føde, og når der kommer nogen med lidt arbejde og har tid at snakke, er det til stor oplivelse for hende. Så kan aftenen godt hengå i mørke, for også på lyset må der spares.

________________________

Pigen
Det gamle år er ved at rinde ud. I det par dage, der er tilbage, skal han til mølle og til høkeren og have hentet rent linned. Det kan gøres på én tur, men der er jo noget at tilrettelægge, og han får noget at bære på. Han må nødvendigvis gøre turen til fods i det føre.
Han belaver sig til at tage af sted. Hvad kan han bære til mølle? To skæpper, ja, det er nok. Sækken er nu fyldt. Han svinger den på nakken.
- Jo, det er nok! »Liden byrde er langvejs tung«. Så slår den tanke ham: Skal han hente rent linned, skal han også have snavset med. Så må han have skiftet linned nu til nytåret, og så skal han også have vasket sig. Det vil tage tid alt sammen. Men »renlighed er en god ting«. Han må have det til side med »storvasken«.
I den varme stue vil han vaske sig. Han tager vand i den gamle spand, varmer det op med varmt vand fra kedelen, der til stadighed næsten har plads i kakkelovnens kogerum. Når han sådan er sin egen herre, vil han stå foran kakkelovnen og mærke dens varme under sin »storvask«. Han blotter først overkroppen, vrider det grove hørgarnshåndklæde op i det varme vand og gnider sig grundigt på bryst, armhuler, skuldre, hals og ryg. Og da han tørrer sig af, lader han det varmt opvredne klæde dække sit bryst og sin ryg.
Så ifører han sig ren uldtrøje og skjorte og føler sig i stort velvære. Etagevasken fortsætter. Da han kun har fødderne tilbage, kommer han noget mere varmt vand i. Det skal gøre godt at sidde med fødderne i vand og gnide den ene fod over den anden. Så får neglene en beskæring med den gamle lommekniv, »Svanekniven«, og så tager han også rene hoser på.

Han samler det snavsede linned sammen; der er fra flere gange, og det bliver et større bundt vasketøj, han også skal have med. Tøjet kan dog ligge i vidjekurven for udadgående, men på hjemturen får han tre dele at bære på, da der skal varer i kurven; men en snor har han altid i frakkelommen.
Kort efter er han på vej til byen. Slumpen har han over nakken og holder om mundingen med den ene hånd, og i den anden har han kurven med vasketøjet.
Tøjet er tungt. Det går dog let nok, og byrden er da ikke større, end han kan sætte den fra sig, hvile ud, og let tage den på sig igen.
Han ser ud over det hvide landskab. Sneen er ikke meget betrådt. Folk har holdt sig hjemme, mens snestormen stod på og er altså ikke kommet uden for deres bo endnu. Sådan var han altså en af de første!
Før byen ligger møllen; der kommer han af med slumpen og får lovning på at få kornet, malet, så han får den med på hjemturen. I byen er sneen sammentrådt, så der er lettere at færdes. Nogle beboere har også kastet sne for deres dør og facade; det gælder især de handlende. De venter ligefrem på, at folk skal komme, og de venter sikkerligen heller ikke forgæves.
Han går først gennem byen til dens nordende til et af de gamle langhuse. Her bor i en af de små lejligheder en kone, der vasker og lapper for ham. N. L. er i bedste forstand velkommen. Han må give sig tid til at sludre lidt. En kaffetår med kage til skal han da have nu i juletiden. Det er ham meget passende med det lille måltid, og da han går med det rene vasketøj, lyder der tak og ønsket om et godt nytår fra begge sider, og hun siger:
- Du er nu altid så »rundelig« til at betale - tak!
Hos bageren køber han brød og en lille kage, og hos høkeren køber han puddersukker, smør, ost og andet, og det fylder godt i kurven.
Kornet er malet, og mølleren får sin betaling. Nu gælder det om at få anbragt byrderne rigtigt. Han leder snoren frem og binder om vasketøjet, som derefter fastgøres til mundingen af slumpen. Han svinger nu slumpen over skulderen, så bundtet med tøjet hænger ned foran brystet. Det gav udmærket balance.
Han tager hjemturen i ét træk. Han sysler med den tanke, at han har det lige som hestene, der løber kvikkere hjemad end udad.
Da han står indenfor døren på det toppede gulv, lader han byrden glide ned. Han løser bundtet med linnedet fra og anbringer det malede korn på en lille trefod, så sækken hælder sig op ad væggen, der skiller beboelsen fra loen.
Så står han i stuen med de andre ting, han har hentet. Ilden er gået ud. Nå, det er småting atter at få ild på. Katten sætter sig op på kornsækken.
- Ja, der kan måske fremefter blive mus at fange for dig. Det er godt, jeg har dig, siger han. Og katten har forstået.
Han gør ild på, og snart mærker han varmen lune hans stue. Et måltid er nok på sin plads nu. Det bliver de nyhentede varer, der må holde for. Fedtebrød med puddersukker, kage med smør og ost til nylavet kaffe.
Den blanke vinterdag lukker snart sit øje. Hans »syslen« består bare i at passe hønsene. Det mørkner. N. L. lader ilden blusse op i kakkelovnen. Han sidder der ved bordet i den vante stilling i den gamle armstol. Han har fred og tilfredshed i sindet.
Som han nu varmes godt op, kommer han ud for en kraftig nysen - mange gange. Han kendte det godt. Det var sådan en »efterslæt« fra badet i formiddags. Han må have lavet sig en varm drik at gå til ro på. Hvad har han? Hyldete!
Han mindes en varm junidag efter endt dagværk. Han sad i haven på den store sten; den var varm endnu af den bagende sol, så det sæde kunne han nok tåle. Hylden blomstrede, og den søde, tunge duft af hyldens blomster fyldte luften om ham. Han tog det gamle sold og fyldte med de friske blomster, som så blev tørret og sat op på loftet ved skorstenens nordside.
Han må have fat i blomsterne! Så må han ud af døren, ind på loen og op ad lostigen op på loftet. Og hvor han venter at finde soldet, står det. Han klarer sig godt i mørket her, hvor han kender alle lokaliteter.
Han er atter inde. Vandkedelen i kakkelovnen fortæller ham, at vandet koger. Det er en kobberkedel med det lille dæksel på tuden. Af og til løfter det kogende vand dækselet, og dråbe efter dråbe falder ned på de varme ringe og giver de for ham kendte spyt efter spyt fra sig.
Han må have lys og se, hvordan blomsterne ser ud. Jo, de er brune og tørre. Han smuldrer et par klaser og fylder i koppen, så den bliver halv fuld. Det kogende vand fyldes i til randen. Det dufter af hyld som i sommer. Nu skal det stå og trække. Han snuser godt og kraftigt til drikken og indsuger duften, og derefter drikker han teen og tager alle blomsterne i munden. Han suger væsken fra og synker - og beholder det faste i munden mellem tænder og kinder: »Det beske er sødt for en hungrig sjæl« - og sundt, ved han.
Kort efter går han tilpas til ro.

På årets sidste dag holder vinterkulden ved. Han tærsker og klarer sig godt på loen. Han har jo altid den varme stue at ty til. Om eftermiddagen, før det endnu er mørkt, går han en runde i de forskellige rum, og så er der lukket for aftenen og natten.
Det er jo nytårsaften! Nå, den plejer at forløbe uden videre forstyrrelser. Førhen havde det hændt, at naboers ungdom havde gnedet lidt på vinduerne; så var de kommet ind og havde fået æbleskiver; men nu vidste alle, at hos ham kunne man ikke vente nogen opvartning.
Når så »nytårsskytterne« gik, havde de gerne kastet en håndfuld ærter på ruderne. Det ville da være synd i år. Der ville måske gå måneder, før hønsene kunne samle dem op.
I mørke sidder N. L. og tænker over begivenhederne, som de er blevet ham til del. Der er bare stilhed om ham og hans bo.

. . . Vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor.
____________________________

Marie og A. K. Larsen.
Tørring Skole, Ry

Den, der elsker friheden, holder også af ensomheden;
thi kun når man er ene, er man fri. . .
                                       Arthur Schopenhauer 1788-1860

Fruens Have var en lille lystskov, der tilhørte herregården Lystrup. Skoven havde gamle bøge i stort tal, og i årevis blev skoven ikke gæstet af sav eller økse, og den trivedes godt på den sunde skovbund.
Stormen kunne mishandle en og anden af de store bøge, og skete det, fik en af egnens borgere det ødelagte træ for en bestemt sum. Så genlød skoven af sav og øksehug, og det blev til mange »favne« brænde, før et sådant træ stod opmålt i favne og bunker.
Midt i skoven var en lille eng, som var rig på blomster og græs - hundegræs, timote, fløjlsgræs og hjertegræs, ikke at forglemme. Her hentede en mindre jordbruger for små penge sig nogle læs hø år efter år.
Ved skovens sydvestre ende løb Marebæk en drejning ind i skoven for atter midtvejs mod sydsiden igen at søge ud gennem dyrkede marker. Ved skovens sydøstre ende var lidt vildtvoksende krat af hassel, el og tjørn, og her inde i skoven fandtes en lille tæt granplantning, hvor skovduen havde sin rede.
Langs skoven som skel mellem mark og skov var et højt jorddige. Inden for volden var herremandens skov, som altså henlå som en slags fredskov.

K. S. havde trang til på helligdagseftermiddage at søge til den lille skov. Det var de hvide anemoners blomstringstid. Som et kønt, hvidt tæppe dækkede de skovbunden mellem gamle og unge bøge.
N. L. gik en søndag eftermiddag på sin mark og glædede sig over, hvorledes det groede. Han var ikke langt fra skoven, og han gik langs skoleloddens hegn og kom ind i Fruens Have. Der sad hun blandt de hvide anemoner og havde samlet en stor buket.
- Sikke mange anemoner her er, sagde hun.
- Ja, man siger, at det er god skovbund, når anemonerne breder sig sådan. Men har du ikke fundet den blå anemone? sagde han.
Det havde hun ikke.
- De er også lidt senere på det. Men de skal nok være her. Vi skal bare hen på skråningen her ved engen, sagde han.
Og så fandt de også en buket af dem.
- De blå er vist ikke så almindelige, sagde hun.
- Nej, det er de ikke, men her på dette sted er mange, sagde han.
De kom ned til engen. Der var lidt fugtigt; men det kunne da bære, når de trådte på de gamle tuer.
- Ja, se, de kommer snart, og der er mange. Snart vil engen være rødplettet af gøgsgrød - gøgelilje - sagde han.

De skiltes.
Men de mødtes oftere i skoven.
N. L. begyndte at nynne. Det var atter tonen til »Det var en lørdag aften«. Han kunne ikke frigøre sig for den melodi. Så lod han tanken og sindet sysle med den folkevise, som den kaldtes. Den sang de unge, så snart den første »dragelse« mod det andet køn meldte sig. Den sang den unge pige, når hun mente, at hun var svigtet. Den levede i den unge mand, når han følte sig forsmået. Ja, sådan havde sangen bjergtaget ungdommen og ville vel bestandig have sin tiltrækning, indtil mere modenhed og lidt fornuft fik lov at gøre sig gældende.
En god og fornuftig ældre kunne få held til at hjælpe en sådan ung mand eller kvinde ud af sådan »forelskelsens dødvande«. »Han eller hun er ikke for dig. Den rette kommer nok. Tag fat på det, du har med at gøre, dygtiggør dig. Alt klarer sig efterhånden«.
En husmoder kunne få held til at hjælpe sin pige, der sådan hang med næbbet, og den gode ældre karl kunne med frisk syn og tale hjælpe de yngre. »Der er ingen, der dør af kærestesorg. Interessér dig for dit arbejde, så går det over«.

Noget hen på sommeren besøgte hun N. L. i sit bo. De havde glædet sig over alt, hvad der groede i haven, skønt den var meget sammengroet og dårlig passet. Det havde sin årsag, for et menneske kan jo ikke være to steder. Når man hele tiden skal være ude, fordi der er så mange, der har bud efter en, må det hjemlige bære præg af nogen forsømmelse.
De stod og støttende sig til den store sten midt i haven og så ind i humlehaven. Solen skinnede, og bierne havde travlt. Lidt fra stenen stod havens største træ, »sødæbletræet«. Skaderne havde uforfærdet bygget rede i træet. De snakkede med, men det var bare beroligende.
- Ja, de får jo lov at være her, sagde han.
Lidt efter var de inde. Hun lavede kaffe, og hun nynnede.
Han studsede. Det var også den kendte folkevisetone! »Det var en lørdag aften…«.
De gik sammen ud over hans agre. Byggen stod i skred. Kløveren var kraftig og de røde hoveder viste, at tiden var inde til høhøst. Rugen havde dræet og lovede godt. Han fulgte med gennem skoven. Bøgeløvet var blevet mørkegrønt, men tæt og kønt. Ved sydenden af skoven vinkede de farvel til hinanden.
- Kom igen, hvis du synes! sagde han, og hun svarede tilbage:
- Ja, jeg kommer nok snart igen!

N. L. havde fået noget at tænke over. Hvad ville der ske, hvis - - ? Skulle han til at leve - lige som et liv til? Ja, leve skulle han jo, så længe Gud forundte ham det. Det kunne gøres, som han havde gjort det nu i mere end et år, og det kunne måske gøres med en kvinde ved sin side.
Han var ikke herre over den situation. Han ville overgive sig med alt i den Almægtiges hænder.

Høsten var inde. Der var bud efter N. L. fra mange steder.
»Glad høstkarlen mejeredet svinger«. Høstdagen var lang; han kunne ikke tage fat på sit eget efter fyraften, for det var for strengt, når han skulle være arbejdsduelig den følgende dag. Da hans korn ikke kunne tåle at stå længere, måtte han tage sig tid til sit eget.
Rugen lå godt. Han kunne gå op langs ad sin ager og tage skår efter skår. Han måtte selv binde op. Ja, det var dobbelt arbejde, men det var alligevel fornøjeligt at binde de tunge neg og lægge dem til side for senere at sætte rugen i hobe.
Da han kom til vårsæden, lagde han i skår og bandt senere op og satte i hobe. En søndag rev han rivelsen - »sloden« - sammen og lagde den i små stakke ved hobene.
Da N. L. fik indhøstet, var stænge, lade og lo fyldte, og en stak med »blandesæden« stod ved gavlen ved brændehusets sydende.

N. L. tog sine kartofler op en dag, han havde til overs. De gav godt. De var røde; han kaldte dem »amerikanere«. Her var toppen helt visnet, og de modne knolde fyldte godt i en lille kule. Da han kom til de »gule«, lod han jo nok mærke til, at alle toppe endnu ikke var visnet; men nu skulle de op, nu han havde dagen til det.
Ved nogle af de friskeste toppe lagde han mærke til, at de havde groet anden gang. Kartoflerne havde udviklet sig som andre, og de gav flere fold af pæne kartofler. Men for en tre uger siden var der kommet en rodbløde, og se, nogle af de grønneste toppe havde sat et kuld af nye knolde.
Nogle sad naturligt på moderplanten; de var dog kun små. Andre sad på de velvoksne kartofler som nogle små gevækster.
Han samlede alt omhyggeligt op. Han vidste, at selv små frø, kartofler, ville spire til næste år, hvis de blev liggende i jorden.
Der lå nu to kartoffelkuler, som foreløbig blev dækket til med rughalm og nogle skovlfulde jord. I øvrigt gav hans oplevelse med kartoflerne ham noget at tænke over.

Bryllup
Et tyende havde i de gamle dage ikke megen fritid. En dag, »nøddedag«, skulle de, der tjente, dog have fri. »Nøddedagen« indtraf efter høst, når hasselnødden var moden.
K. S. havde sådan en fridag. Hun besøgte N. L. Tilknytningen mellem dem blev stærkere. Da november skiftedag kom, holdt de bryllup - den aldrende mand og den unge kvinde stiftede hjem.
Da foråret kom, plantede ægteparret et piletræ ved indkørselen til deres bo. Piletræet fik mageløs gode voksekår fra alt det vand, der i den fugtige tid af året flød af sted i vejgrøften, hvor træet stod.
Det var allerede et anseligt træ, da husmandsbørnene blev så store, at de løb ud og ind. Og da træet ikke blev stynet, blev det meget højt.
På samme tid plantedes et asketræ på volden, der gjorde skel mellem husmandens jordlod og Fattiggårdens mark. Også dette træ blev et smukt træ ad åre, som børnene voksede til.

Det nye hus
»Og solen står med bonden op«…
Tidlig morgen i maj ved århundredskiftet. Sydsjælland - mod øst: Faxe, kalkbrudet, »Smeden«, Nymark, Jyderup.
Livet på landet rører sig i den tidlige morgen på gårdene, Fattiggården og husmandens bo. Den lyse majmorgen. Far er gået på arbejde med taktfaste træskotramp. Mor har malket koen og sat mælkejungen ud til vejen ved det store piletræ. I sovekammeret ligger husmandshjemmets 3 drenge. Den mindste sover endnu, ligeledes den ældste. Den mellemste er vågen. Han sidder op i sengen og nyder sovekammerets lunhed. Solen titter ind ad værelsets eneste vindu, som er i nordsiden. Der er gyldent solskin, som når helt ind til »puffen«, en trækasse, kuffert, som rummer drengenes rene linned og tøj.
Han opdager, at solen viger bort fra vinduet, og dog bliver det lysere i rummet. Nu kommer mor ind til børnene. Snart er de alle i tøjet, hver hjælper sig selv; kun den yngste skal have lidt hjælp; de hjemmegjorte seler, syet af mor selv, holder de halvlange bukser på plads. Hjemmestrikkede sorte hoser og bluse, som også er mors værk, er påklædningen. Kludeskoene står ved sengen; de passer godt til drengene, ja, de er også mors arbejde.
I stuen venter øllebrød, og morgenmaden nydes med god appetit.
Der forestår en større begivenhed: Den største skal ud at tjene. Moderen skal i plads med ham og de to andre skal med. Han skal gøre drengs arbejde hos mølleren, der har landbrug.

Nu sidder de alle fire i møllerens stue. Mølleren er stor og svær og ser ikke streng ud.
- Bare han nu kan magte arbejdet og I kan blive tilfredse med ham? Bare han nu ikke skal komme noget til med dyrene? siger moderen.
- Ja, nu får vi se, siger mølleren.
Snart er de ude. De står i gården. Det blæser friskt. Møllen går livligt for vestenvind. Vingerne vender ind mod gården, og det klaprer og basker i sejlene. Børnene ser undrende til. Der står en vogn på gårdspladsen. Den skal ind i vognskuret. Mølleren tager fat i stangen og drejer rundt.
- Kan du så skyde på, siger mølleren, og barnet lægger alle kræfter i, og snart er vognen på plads.
- Ja, så farvel da, siger moderen, og barnet sættes i arbejde i kostalden.
Ved aftenstid kommer barnet hjem. Den ene af de ny træsko, som drengen mødte med i pladsen, er trådt itu. Da han skulle vande hestene, en ad gangen, ude ved vandtruget, drejede hesten brat omkring og trådte med sin brede hov på drengens fod. Han fik trukket benet til sig, men træskoen var knust.

Kort tid efter kom han i tjeneste hos Lars Andersen, hvor moderen tidligere, før giftermålet, havde tjent. Der gik det bedre. Pladsen beholdt han, til han skulle gå til præsten. Moderen er straks i arbejde, da de er hjemme. Hun syr sko for fremmede. Såler og overlæder, det hele laves af gamle klude og aflagte klæder, som kunderne kommer med ved bestillingen. Moderens rappe, snilde hænder, hendes fikse snit og gode formsans, skaber hurtigt noget lækkert fodtøj af kludebundtet.
Imens hun arbejder, har drengene travlt med skolearbejdet. Den yngste med stavningen. Den gamle ABC med »Hanen« på forsidebilledet er i brug. Når det ikke lykkes barnet at fatte lærdommen, er moderen, der vejleder og underviser, mens nålen flittigt går gennem sålen, parat til et fast prik med langemand på barnets hoved af den rappe hånd, der hele tiden er krummet i arbejdets iver. Det er lige så godt den venstre som den højre, der revser, da moderen er kejthåndet.
- Læg nu bogen til side og hvil dig lidt! siger moderen.
Den mellemste er i gang med regning; det er fundamentet i de fire regningsarter, han sysler med. Addition og subtraktion kan han. Nu gælder det multiplikationen og divisionen. Her er noget svært, men det skal ind.
- Gang med det bageste først, så det forreste og ryk en plads frem; læg så sammen, og du får facit.
Et par faste prik af den krummede langemand er faldet, en tåre har trængt sig frem, men metoden blev lært.
På samme måde går det med divisionen.
- Stil stykket op til deling. Begynd så: Del, gang, træk fra, før ned - og om igen! Moderens håndfaste undervisning bærer frugt. Glæden og den nødvendige selvfølelse bliver barnets eje. Så er der salmeverset. Det går let. Den mellemste tager sagen meget alvorligt. Han bliver optaget af at lære hele salmebogen og begynder forfra: »Vi tro, vi alle tro på Gud«.
- Hvil jer nu lidt, så tager vi fat igen, siger moderen.
Senere, da den yngste åbner ABC’en har »Hanen« lagt en 2-øre; stor glæde hos barnet; hanen lægger kun æg, når barnet er flinkt til at læse. Regnebogen lægger ikke æg; den viser ikke belønning på den måde.
Stuen - systue, læsestue og opholdsstue - har to vinduer i sydsiden. Ved det aflange bord er faststående bænke ved bordenden og langsiden ved vinduet, og her på den lange bænk ligger drengene på knæene med bøgerne opslået på bordet.
Koen, kalven og grisen er passet ind imellem, og det bliver aften. Nu høres faderens kendte trin. Et mildt »godaften« bliver gensvaret, og nu hører faderen børnene på lektierne, og han er opmuntrende tilfreds. Moderen går ud at malke »Åderupkoen«, giver kalven af den gode mælk, for den skal være fedekalv. Aftensmaden er »mælk og brød«, og det smager alle fortræffeligt. Snart kommer børnene til ro, og »armod slumrer sødt på strå«.

Faderen og moderen sidder alene i stuen. Moderen er let irriteret.
- Hvad fik du så i dagløn? Spørger hun.
- 1 krone, lød svaret.
- Alle andre får halvanden krone, siger moderen.
- Ja, det kan godt være, siger faderen. - Men jeg hører jo til de gamle og har aldrig fået mere, og jeg kan nok ikke forlange mere.
Efter en pause siger moderen:
- Vi kunne jo ikke klare os med at få udkommet, hvis ikke jeg syede sko.
- Nej, det er muligt, indrømmede faderen. - Det er godt, du kan, opmuntrer han og ser på de færdigsyede kludesko, som står på bordet.
Den kone, der skal have skoene, kommer efter dem; hun er glad for resultatet, og efter tilkendegivelse af tilfredshed lægger hun de få kroner på bordet ved faderen og siger:
- Vær så god!
Han siger tak, men lader pengene ligge, og kort efter tager moderen sine velfortjente skillinger til sig.
En aften siger moderen:
- Hvorfor skal vi også blive ved at bo i dette gamle hus?
- Ja, hvad ellers, siger faderen. - Du holdet det jo pænt, og vi har det godt, som vi har det.
- Ja, når jeg slider og slider og skaffer til huse, ellers var det nok småt nok, siger moderen.
- Det er sandt, siger faderen. - Og jeg gør, hvad jeg kan, og er fremdeles villig til at gå på arbejde. De er glade for mig hos Peder Povlsens og Lars Andersens og de andre steder til den dagløn. Men forlanger jeg mere, vil de sagtens ikke have mig.
- Det er meget muligt, men når jeg skal skaffe til udkommet for os alle sammen, så vil jeg også have et nyt hus, siger moderen.
- Hvordan skal det gå til? siger faderen.
- Ja, vi har da 1400 kr., og de 700, der mangler, kan vi nok låne i Bondestandens Sparekasse, siger moderen.
- Skal vi så sætte hele vor rigdom over styr? Jeg synes vi har det godt ved det gamle, siger han.
- Huset skal ligge omme i haven. Sødæbletræet skal væk og ligeledes det andet, der står i vejen. Af den store sten kan der blive grundstenen til huset, og resten kan tages af digestenene i haven, der ligger langs vejen, og huset skal ligge med facaden mod vejen, forklarer moderen.
- Ja, jeg ved det ikke, jeg forstår mig ikke på det, sagde faderen.
- Men jeg ved det, og jeg forstår mig også på det, sagde moderen.
Så sluttede man den gang.

Moderen sled i det årle og silde. Hun vaskede, lappede arbejdstøj og stoppede strømper for flere af egnens fremmede tjenestekarle. Honoraret var 15 kr. årlig. Hun gik på høstarbejde på Fattiggården, hvor daglønnen var halvanden krone; hun syede selv børnenes tøj, men især var hun optaget af at sy kludesko, og det hele året rundt. Skoene vandt mere og mere frem, da moderen gav skoene overlæder af rester af plydslærred. De nette sko var først færdige, når sålerne var beget og dyppet i sand.
Drengene måtte tit af sted til Faxe efter 2 pund beg; det var 5 øre billigere der end hos de hjemlige handlende. Barnet smuttede af sted i kludesko de seks km frem og tilbage. Turen gik let nok, men der var almindelig rædsel, når man skulle forbi »Lundehækken«, en kilometerlang svær hæk langs vejen gennem herregården Lystrups marker. Her holdt de vandrende svende ofte hvil; man så af og til et glimt af dem; men de gjorde aldrig os børn noget.

Faderen - født 1838
Faderen har altså levet sit første liv med hustru og børn, der nåede den voksne alder. Omkring sidst i atten hundrede og firserne gik en farlig sot over landet, sagtens har det været en lungesot (spansk syge); for den bukkede hustru, en søn og to døtre under. I løbet af få måneder havde døden taget alle familiemedlemmer så nær som manden i husmandshjemmet.
Der rådede dengang den ordning, at børnene skulle have faderens fornavn til efternavn.
Faderen, Niels Larsen, var født 1838, søn af Lars Nielsen. Som ung aftjente han sin værnepligt ved Første Dragonregiment, Frederiksborg Husarregiment, Jægerspris.
I krigen 1864 var han ved Dybbøl i hele krigstiden 63-64, og var således veteran. Han har aldrig fortalt videre om krigsførelsen; dog ved man, at han undgik at blive alvorligt såret, og at han med sorg, som de andre i felten, så på, at tyskerne den 29. juni 1864 gik over Alssund til Als, uden at der fra dansk side blev ydet modstand.
En medalje i nationalt bånd med kongens billeder var den påskønnelse, han kunne fremvise for deltagelsen i krigen. Han fik i øvrigt medaljen med i graven.
I halvhundredåret 1913 holdtes jubilæumsfest for veteranerne. Den holdtes på Jægerspris. En påskønnelse på 100 kr. var den første opmuntring, og den efterfulgtes af festen. Mange små erindringsgaver blev uddelt, men alt er gået tabt.
Det ligger i mørke, hvordan han fandt sin anden hustru (vores moder), og stiftede hjem på ny. Han var den gang midt i halvtredserne, og børnene kunne kun kende ham som den aldrende fader. Han nød udelt agtelse som en trofast, flittig og villig arbejder, der vinteren igennem svang plejlen på gårdmændenes loer. Og i nøjsom påpasselighed lagde til side af de velfortjente skillinger.
En velholden husmand, om man kan udtrykke sig sådan. Han tilhørte den gamle tid, der var født under åget, der villig bar det og aldrig kunne tænke sig at kaste det af sig. En ny tid - den nye tid - var ham fremmed. Den vandt intet indpas hos ham. En klar forestilling om krav og pligter, retsind og ærlighed fyldte ham, og han begærede kun det nødtørftige for sig selv.

Moderen - født 1867
Hvordan moderen kunne gøre det skridt at indgå ægteskab med en så aldrende husmand og daglejer som faderen, ligger skjult for os. Hun har som ung pige tjent på de gårde, hvor faderen har været på arbejde.
Sympati - ja, det må der have været; hun flyttede ind som kone i husmandshjemmet omkring november 1890.
Moderen er født 1867, og var således 23 år gammel. Moderen fristede den lod at komme ud at tjene hos fremmede i en meget tidlig alder. Villig og rap, som hun var, har hun gjort god fyldest i den plads, hun havde.

Barnet husker, at hele familien, faderen, moderen og de tre drenge, var på fodtur til mormoderens hjem, en tur på 10 km og 10 km tilbage.
Vi havde læderfodtøj på alle sammen; men da skoene ikke passede særligt godt - de var for store eller for små til børnene, som de var, og da drengene næsten aldrig gik med læderfodtøj - var det noget uvant; derfor havde børnene deres kludesko under armen, og ret langt kom man ikke ud af vejen, før læderskoene udskiftedes med tøjskoene, og så gik turen let nok.
Mormoderens hus lå ved skov med frodige marker op til denne, og så kunne man se vandet bare en halv km borte. Det var Østersøen.
Mormoderens hus var end mere fattigt end husmandshjemmet. Lille og gammelt var det. Der var ingen brønd til huset.
Ved husets nordgavl lå et vandhul; en lille bro førte ud til det klare vand, og herfra hentedes vand til husholdningen. Sådan havde det altid været.

Så gik turen hjemad endnu før sol gik ned, og trætte efter en særegen oplevelse slumrede børnene ind i husmandshjemmet. En mild mormor havde taget børnene i hånden.
Få år efter døde mormoderen.
Da boet skulle gøres op, var moderen til stede i hjemmet for at få del i det. Hun bad om at få nogle unge høner; men det var mosterens, og så ville moderen ikke have noget af det øvrige, der var at dele.
Morfaderen har børnene aldrig kendt. En enkelt meddelelse fra moderen til Barnet på et senere tidspunkt går ud på, at morfaderen gik fra en stor gård på grund af drik og døde som dranker i det fattige hus ved skoven.

Huset
Det nye hus skulle komme. Moderen ville have det, og hun skulle nok realisere sin ide. Hvad meningsforskel og strid, der var mellem forældrene, hørte børnene ikke meget til. Faderen veg tilbage, og moderen tog fat. Afstanden mellem forældrene blev forfærdende.
Moderens sammenbidte energi og flid viste, at huset skulle bygges. Hun sled årle og silde med tøjskoene; fingrene var altid krummet til arbejde. Moderen tog pludselig en udflugt rundt til omegnens bønder; hun bad, om de ville køre et læs mursten til huset fra Åstrup Teglværk.
Næsten alle var meget villige. De fleste læs var på 500 sten, mindre køretøjer nøjedes med mindre.
Foråret 1902 blev alt byggematerialet samlet. Folk, der kom med materiale, blev beværtet med kaffe og »sorte« cognac.
Tegningen af huset forelå; lånet etableret, og en stenhugger lagde grunden. Murene rejste sig, og i løbet af sommeren stod huset færdigt.
Om efteråret flyttede familien ind i huset. Det lå med facaden til vejen. Hovedindgangen midt i, en stue, dagligstuen til venstre (mod syd), en stue, den fine stue til højre (mod nord).
Hovedindgangen blev kun lidt brugt af familiens medlemmer. Den vestlige facade havde den anden indgang, indgangen til køkkenet. Til højre var et lille spisekammer, en halv meter over køkkengulvet. Der var kælder under spisekammeret. Fra køkkenet var en dør ind til sovekammeret og længst mod nord var et lille værelse.
Der var så mange døre fra stue til stue, at man kunne gå rundt i huset. Vi benyttede kun soveværelset, og var næsten aldrig i de andre stuer. Børnene lærte deres lektier og kom tråd i nålene for moderen, der uden ophold syede sko. Kun lidt blev der sagt. Moderen var stiv og utilnærmelig. Faderen sad der lidt, men forlod ofte stuen og kom først ind, når det blev sengetid. Børnene blev tidligt på aftenen søvnige, men der var jo ikke langt til sengen, og så sov de de uskyldiges søvn.
Moderen flyttede efter sit behag sit værksted ud i køkkenet eller ind i dagligstuen.
- Så kan I få ro, da!
Snart flyttede hun også sin seng op i gæstekammeret; efter de travle lange dage og aftener fik hun den nødvendige hvile for sig selv. Der var rent alle vegne, og børnene vaskede gulv og besørgede opvask; det var den selvfølgeligste ting at hjælpe til på moderens mindste vink.
Moderen havde sat sig for at skaffe udkommet, at skaffe midlerne til de øgede udgifter, og det lykkedes særdeles godt. Arbejdet var hobby for hende, og alle i huset havde det samme stræb, den samme stræbsomme indstilling. Moderen fik rige midler i hænde for sit arbejde, men hun holdt alt det for sig selv. Sagde hun noget, drejede det sig om nøjsomhed; men vi manglede ikke noget, og om savn i den strenge opdragelse var der ikke rum eller plads.
Moderen købte sig en ny cykel. Hun havde aldrig cyklet; men som alle andre fik hun også det lært. Nu tog hun ture til Faxe, gjorde indkøb til sit håndværk, forsynede stuerne med det ene pæne møblement og inventar efter det andet. I løbet af få år var stuerne møbleret og pæne billeder hang på væggene. Børnene så meget sjældent den flothed, og faderen måske aldrig.
Foran huset langs vejen plantedes en hæk af tjørn. Der var plads til gang og blomsterbede, og moderen havde sans for at holde orden i haven; børnene var villige til at luge og gøre rent, og snart kom der skik i de nye omgivelser.
På hver side af hovedindgangsdøren plantedes en tuja, og i løbet af få år voksede de til og var så høje som facademuren, og hækken blev også meget hurtig til noget.
Over grøften ud til vejen var en bro af lægter, som hvilede på svære liggere, og gelænder var der ved siderne.
Haven strakte sig ud i en spids fra husets nordgavl; her var en rundgang om huset med lysthus og buske, og uden for gangen lå en lille græsplæne. En lang gang førte langs hækken ved vejen til havens nordspids, og havens vestside var skærmet af et højt dige til naboens mark. Et par nye frugttræer blev plantet, men det gamle augustæbletræ midt i haven stod i mange år.
Endvidere var der kirsebærtræer og blommetræer - sveskeblommer - og et træ med gule blommer; den øvrige plads blev sat til med kartofler. Mod syd blev diget højere, og hvor det var ud for det gamle bos vestgavl, var det så højt, så man fra toppen af diget kunne se lige ind af det lille vindue i gavlen ind på høstænget.
På diget stod her nogle mægtige asketræer, og diget var efterhånden blevet én kompakt mase af rødder. Langs gavlen blev lavet en smal gang, så man kunne komme den vej til stalden.

Stilhed kan betyde tryghed, når alle familiemedlemmer sidder i stuen ved bordet omkring lampen med hver deres syssel: Moderen med de flittige hænder ved tøjskoene, faderen med et gammelt nummer af »Ugens Nyheder« eller »Søndagsbladet«, børnene ved deres små lektier, tegning og hjemmelavet spil, og når så »Ole« banker på, kunne man gå i seng.
I det gamle hus var der tryghed; sådan følte Barnet det. I det nye hus var det anderledes. Utrygheden voksede frem af stilheden. Moderen trak vejret dybt og kilede bestandig på. Faderen lod bladet synke og så ned for sig og sukkede nogle gange. Børnene så sig utrygge omkring og fortsatte deres syssel.
Nu rejste faderen sig og gik tungt ud af stuen og lukkede døren. Hvor gik han hen?
Børnene blev søvnige og gik til ro.
Faderen gik over i det gamle hus til sin gamle stue. Der var endnu det gamle bord, de fastsiddende bænke langs vinduer og østvæg og en armstol af træ.
Han satte sig i stolen, hvilede albuerne på bordet og så ud i mørket gennem de små ruder.
Himlen var ren, blåsort med klare stjerner. Han sad længe, tårer listede sig frem og faldt på bordet, øjnene blev våde, men det mildnede og klarede synet.
En anden luft og køligheden gjorde ham også klarøjet.
- Herre, min Gud, hvad har jeg dog gjort. Hvorledes kan det gå til, at jeg er blevet helt overflødig. Jeg vil så gerne arbejde; igennem alle de mange år har jeg mødt påskønnelse og tak for mit arbejde både her og der. Nu er der andre, der også skal til. Jeg attrår ikke den store dagløn, kun den lille, eller bare ophold og god omgang.
- Min Gud, er der ikke udvej her!?
Faderen så ud i natten. Der faldt en stjerne!
- Å, er det bud fra dig, min Gud, som jeg dog har tyet til i lyst og nød igennem mit lange liv med de mange omskiftelser.
Han foldede hænderne på bordet og lod hovedet falde ned på dem. Stilhed - længe…
Da fødtes en salme i hans sind, ikke en ny, nej, en fra salmebogen, som havde været hans tilflugt og trøst så mange gange tidligere:

Hvor blev Guds jord et dejligt sted at bygge på,
når broderfred var overalt at finde,
når tvedragt måtte mødig gå fra hus til hus
og banke på og fik ej ly derinde.

- Tvedragten - ja, den er kommet herind i mit bo, den vil ødelægge alt for os; den gør tilværelsen uudholdelig. Hårdhed, tilsidesættelse, ringeagt, foragt, kulde, kolde øjne, hvor fører det hen?

Der klages vel med suk og sorg,
at lykken ej sin gyldne borg
på jorden ret vil bygge;
men bor der fred -
fred i hyttens vrå,
da slumrer armod sødt på strå.
Guds engle den betrygge.

- Alvidende Gud, fredens Gud, Å, forlad mig ikke! Jeg er en lille ener, som er forladt og ene; Å, tal »din fred« i mit bange sind. Jeg er dit barn, og Du er min fader, tag mig ved hånden og før mig et sted hen, hvor jeg kan gøre nytte for brød og husly. Jeg beder om frimodighed til at leve videre, når det er din vilje, almægtige Gud, at jeg skal det.
Ophold -.
Faderen løfter omsider hovedet fra sine hænder. Han ser ud i natten med de tindrende stjerner.

Se, alle nattens stjerner små,
samdrægtelig på himlen stå
og til hverandre smile.
O, vandred’ alle så i fred,
når sorgens modgangs skygger falde ned,
da fandt vel hjertet hvile.

- Ja, jeg må gå. Jeg viger gerne, jeg må bort fra det hele. Jeg må bort, fordi jeg er helt overflødig. Jeg må bort for min egen skyld. For hjemmets skyld og for børnenes skyld må jeg bort.
- Herre, hold din beskærmende hånd over dem, de vil hurtigt komme ud blandt fremmede.

Bøj selv mit hjerte, du min Gud,
at fristeren jeg viser ud,
når vredens tanker stige.
Påmind mig om din kærlighed,
påmind mig, Kristus, om din fred,
at jeg må se Guds Rige!


Så gik faderen ind. Der var mørkt. Han tændte ikke lys; det var let nok at finde lejet. Børnenes regelmæssige søvn hjalp faderen, og så sov han snart ind med tilkæmpet fred i sindet.

Vinteren igennem stod faderen på sin tærskelo. At svinge plejlen var vant arbejde fra mange år tilbage hele vinteren igennem på bøndernes gårde. Tidligere gik det kraftfuldt og let. Når gårdens karl var med, gik det livligt og fast.
Var karlen ung og uerfaren i tærskningen, førte husmanden an, og karlen havde den opgave at slå med slaglen, hvor husmanden slog. Var karlen vant med arbejdet, slog husmanden, hvor karlen havde slået.
Tærskningen gik lettest, når det var let frostvejr, og slaglen holdt sig blank, og kernerne sprang let af vipper eller aks. Var det derimod tø, blev slaglen grå og mat af støvet, som foderet havde så rigeligt af, og kernerne sad mere fast i vipper og aks. Der var således mere trevenhed i den gammeldags tærskning i gråvejr end i klart vejr.
Nu stod den gamle mand på sin lo og tærskede alene. Laget langs den ene langvæg lå med roden mod væggen, og så begyndte tærskningen fra porten til bagvæggen. Når laget skulle vendes, lagde faderen sig på knæ og vendte laget med hænderne.
I ungdommen vendtes laget med plejlen, men nu gjorde alderen sig gældende. Tærskningen skulle gøres grundigt; strået så fri for kerne som muligt.
Foderet blev bundet i knipper og lagt i laden. Var det rug, der tærskedes, blev strået revet i en grov kam, som kunne anbringes i sidevæggen. Så blev de løse strå revet fra, og de stive strå bundet i kærrer, små neg, der blev bundet sammen i knipper på fem.
Det var langhalm, tækkehalm, til at bøde stråtaget, der trængte til fornyelse.
Når faderen havde tærsket et par dage, var der en pæn dynge korn i den ene side. Den skubbedes ned til porten, og så »kastede« faderen kornet over det rene lergulv, som var renset med en riskost, bundet af bøgeris af unge bøgegrene.
Faderen satte sig på den lille treben ved korndyngen og tog kasteskovlen i hånd. Han sad, som faldt han i tanker. Var det hans forladte tilværelse, der gav ham en mægtig alvorlig tanke.
»Han har sin kasteskovl i hånd. - Han skal gennemrense sin lo«.
»Er jeg avner eller kærne? Herre, du ved det«.
Så tog han fat. - Kast efter kast. De tunge kerner ramte nordvæggen, de lette kerner faldt på gulvet foran disse. Midt på gulvet faldt emter og avner - vipper og aks.
Når kastningen var til side, var der rensningen tilbage. På loen var en rensemaskine, pænt blåmalet; den havde været der, fra børnene kunne huske.
- Far, hvordan skulle vi få renset kornet, hvis vi ikke havde denne maskine?
Barnet trak rensemaskinen.
- Så skulle jeg bruge det store sold, som hænger på væggen der, svarede faderen.
- Det er godt, vi har blæsemaskinen; det var omstændeligt at rense kornet ved hjælp af soldet, svarede Barnet.
Næste dag skulle faderen til mølle. Fire skæpper målt i sækken. Den gamle trillebør, som, med undtagelse af hjulet, var faderens værk, lavet med simpelt værktøj, kom nu frem, og slumpen blev lagt på den.
Så tog faderen rebet, der var fastgjort til håndtagene, over nakken, fattede om håndtagene og satte i gang.
Ved hjælp af rebet kunne armene hvile efter behag, byrden blev fordelt til hele kroppen, og på den måde kunne sækken køres til mølle mest rationelt. Faderen fik oftest »slumpen« med hjem, og nu var der »skrå«, malet korn til husdyrene, ko og grise, den kommende uge.

»Jo mindre tanker du har om et menneske, desto mindre bliver det.
Og jo dårligere du behandler det, desto mere ødelægger du det«.
(Goethe).

En vinter gik. Et forår kom. Den lille husmandslod skulle også tilberedes. En gammel ordning, der bestod i, at husmanden gjorde 30 arbejdsdage årligt hos en gårdmand for at få jorden dyrket, havde været i hævd i mange år. Faderen ville gerne betale på denne måde, men bønderne ville helst have penge.
For 40-50 kr. om året blev de tre-enhalv tønde land nu dyrket. Driften fulgte med tiden; nu blev der også et skift med roer at passe. Hvor husker Barnet tydeligt roejernene og radrenserjernet, som faderen fik lavet hos smeden af en gammel le.
Roerne blev sået ved håndkraft, når der var »furet op« til såningen. Her kunne børnene være med. Med den ene hånds fingre lavedes en fordybning på kammen; i den anden hånd, der var let knyttet, havde man roefrø. Så åbnedes hånden lidt og nogle frø faldt i hullet, og hånden dækkede til - og så det næste hul. Sådan gik det række op og ned.
Lugningen, renholdelsen af roestykket og senere udtynding, foretoges også for en stor del med de bare hænder.
Husmandens jord var i almindelighed meget fyldt med ukrudt, bl.a. kvikgræs, og dette blev trukket af og båret bort, og roerne voksede godt.
Den lejede arbejdskraft til dyrkningen af jorden blev jo ordnet, når hestespandet var der, og ikke som på bondens gård, hvor hestespandet var til tjeneste, når det var marken belejligt.
Det var en fryd for alle at se resultatet af hændernes slid.
Moderens enorme flid og foretagsomhed gjorde faderen overflødig, viste det sig. Hun viste det, han følte det. Der blev ikke forsømt noget ude eller inde. Børnene fik deres gode mad og var velplejet med vask og renlighed.
En aften sagde faderen:
- Jeg må nok hellere tage ud i en plads, og jeg bliver derude om natten. Jeg kan da røgte husdyrene på en gård.
- Ja, gør du det; jeg skal nok ordne det her både ude og inde. Jeg skal nok vaske dit tøj; du kan bare sende det hjem, sagde moderen.

Kort tid efter kom faderen ned på en gård i Hyllede, og han blev der i flere år.
Den ældste af børnene var fremdeles hos Lars Andersen i Eskilstrup, og Barnet, der nu var 10 år, kom til Jens Frederik i Jyderup. Den yngste på 7 år gjorde nytte hjemme.
Den sommer uddannede moderen sig til et nyt virkefelt. Hun cyklede 2-3 dage om ugen til kursus i »Fransk vask og strygning« i Faxe. Hun betalte for den oplæring, og i løbet af 2-3 måneder var hun så dygtig, så hun begyndte for sig selv.
Vaskehus blev indrettet i det gamle hus, hvor tidligere spisekammeret havde været. En dør blev sat i ydermuren i nærheden af bagdøren i det nye hus. Så kunne man nogenlunde bekvemt hente vand ved den gamle brønd ved at gå ad indgangsdøren i det gamle hus og fylde vand i karrene. Moderens fine arbejde skabte meget hurtig en stor kundekreds.
Børnene måtte beundre hendes opfindsomhed, når det gjaldt om at holde rede på kundernes vasketøj.
En kundes kravetøj blev syet sammen med forskelligefarvet tråd eller fik et eller andet lille mærke påsyet. Snart forlod hun dog denne metode og skrev navnemærke med tusch.
Om efteråret lod moderen grave en brønd få meter uden for køkkendøren ved det nye hus; den økonomi magtede hun også.
Der var godt vand 7-8 meter nede. Brønden blev sat af mursten, som dengang var meget tidssvarende. En ny pumpe, som børnene let kunne håndtere, blev sat på det solide dække, og nu kunne man bekvemt komme til vandet.
Arbejdet voksede, og moderen passede på pengene. Det var hende en stor opmuntring at gense de mange tilfredse kunder.
Også i husmandsbruget var udvikling.
Fra de første år Barnet kunne huske, var der i husmandshjemmet kun én ko, »Åderupkoen«, en fortræffelig ko, der forsynede hjemmet med mælk og skaffede små ugentlige kontanter, fødte sin kalv årlig, og denne blev fedet. Men nu kunne den ikke mere. Barnet husker klart, hvor store ubehageligheder faderen modtog af moderen, fordi han havde solgt »Åderupkoen« til en slagter for 50 kr.

Faderen veg altså bort fra det hele, og moderen regerede med dygtighed ude og inde. Snart stod der to køer i stalden og fire grise var i stien ved siden af køerne.
Køerne blev fodret med roer og kraftfoder og ydelsen var storartet. Foderet kunne ikke slå til. Der købtes hø og halm hvert år. Jorden fik kunstgødning og avlen blev fortræffelig.
Ingen fik indsigt i moderens økonomi; men aldrig var der tale om, at køerne, grisene, kraftfoderet eller kornet ikke var betalt. Moderen havde sagerne i orden. Moderens enorme arbejdsmod og dygtighed overvandt alle vanskeligheder. Ren og pæn viste hun sig altid, og rene og velholdte skulle børnene også være.
Der var selvfølgelig den ting for børnene, at de skulle ud at gøre nytte, så snart de kunne. Hvad moderen lagde til side, beholdt hun for sig selv. Men det sås på alt i husmandshjemmet, at hun havde store midler i hænde, og hun forvaltede dem med modernisering af stalden.
En følgende sommer blev kostalden restaureret med moderne grebning og plads til tre køer. Svinestien ligeledes, og et rum til svin blev indrettet i laden. Så nu var der to hold svin i opdræt.
Det hændte, at moderen var uheldig og fik handlet sig nogle syge grise til; men også disse trivedes ved god pleje, dyrlæge og gode råd fra naboerne.
Den næste sommer præsterede moderen at bygge et nyt vaskehus. Det blev tilbygget det nye hus og strakte sig vesterud i haven over mod diget. Vaskerummet var op til stuehusets vestfacade og blev således også forgang til køkkendøren. Brønden med pumpen stod nu ved rummets bagvæg, og da afløbet samtidig kom i orden, skabte moderen sig det ideelle vaskehus.
Endvidere var der brændselsrum, hønsehus og et lille toilet. Vaskekedlen stod i nærheden af pumpen og meget bekvemt kunne Barnet fylde vand i denne og i kar.
Tøj indleveredes til mandag inklusive. Moderen vaskede om tirsdagen, tørrede tøj om onsdagen, strøg torsdag og tøjet var færdigt til udlevering om fredagen, og det svigtede vist aldrig, så nogen kom til at gå forgæves efter deres rene tøj.
Den store orden, der skulle udvises, udførte hun, og regnskabet forstod hun sig på og ingen andre havde indsigt i det.
Bruget med køer, grise og høns blev stadig passet med omhu. I flere perioder var moderens køer de højstydende pr. ko af leveret mælk til mejeriet. Mejeriregnskabet viste det.
Moderen vaskede også almindeligt linned, og hun fik en større kundekreds med vasketøj. Mejeristerne, ofte 4, var faste kunder, og der var mange andre. Vasketøj, bryst, flipper og manchetter kom langvejs fra, og den sobre behandling af vasketøjet gav mange og tilfredse kunder.
Moderen betalte for at få drevet de 3 tdr. land. En mindre gårdmand påtog sig at behandle jorden med sit hestespand.
Foråret 1904 kom. Faderen tog plads som kreaturpasser på en gård i Hyllede og blev ude om natten. En søn af den gårdmand, som passede husmandens jordlod, ytrede, at de hos Jens Frederik, hvor han tjente, havde brug for sådan en dreng som Barnet til at være behjælpelig med køerne.


Moderen i husmandshjemmet var ude hos Peter Hansen i Hyrdehuset, en mindre jordbruger, for at formå ham til - med sit hestespand - at udføre forårsarbejdet på det lille husmandslod på 4 tdr. land. Peter Hansen lod sig overtale og behandlede de små skifter med plov, harve og tromle.
Samtidig fæstede moderen sin tiårige Dreng til gdr. Jens Frederik Jensen, Jyderup, hvor han skulle hjælpe til, som han bedst kunne.
- Nå, min dreng, nu er du jo 10 år, og Peter Hansens Johannes, der tjener hos Jens Frederik i Jyderup, skulle se at få fat i en tjenestedreng, der kunne hjælpe til med køerne og sådan; det er nok en plads for dig, ikke?
- Hvor længe skal det vare? spurgte Drengen.
- I sommer, var moderens svar.
- Jeg har talt med skolen; du kan godt få lov at blive i skolen her, skønt den plads bliver i et andet sogn, og det skal jo kun være for sommeren.
Dermed var sagen afgjort.

Maj-dagen kom: forsommersolen skinnede, og vejret viste sit milde ansigt.
Bort fra hjemmet på vej til sin første plads hos fremmede gik den lille. Han medførte sine få ejendele, et sæt tøj og lidt skolebøger i en åben spånkurv med to hanke, og for at byrden ikke skulle blive for tung, bar han kurven i en snor over nakken.
Det var en aftale med Johannes, der var forkarl, at Drengen måtte have sit pæne tøj i karlens kuffert, og der blev det opbevaret. Ved siden af kufferten stod kurven, som så rummede Drengens samlede småting.
Drengens første indtryk af de nye omgivelser var karlekammeret, der var i den sydlige ende af den østre længe med et vindue ud til gårdens prydhave, et lille vindue vendte ud til gården, hvor også døren var, og gulvet var stengulv, bestrøet med fint sand.

I Kammerets nordvæg var to senge. Den ene var til forkarlen. Andenkarlen Peter og Drengen skulle dele den anden. Forkarlen havde skab og kuffert, og andenkarlen kun kuffert og skrin; når dertil nævnes et bord og et par stole, som havde plads ved vinduet mod haven, er hele kammerets inventar medtaget.
Det var en søndag, Drengen kom, og da det var hen ad aften, var der intet at lave, så han fik god tid til at se sig om.
Så gav han sig til at tegne en hest på et stykke papir, som lå på bordet. I det samme kom gårdens døtre, den attenårige Inger og den trettenårige Karen, der gik en lille rundtur i den nyordnede have, hen til det åbentstående vindue, og Karen stak hovedet ind ad vinduet og så på Drengen. Hun opdagede straks hesten og udbrød:
- Men - Drengen kan jo tegne!

Jens Frederik var en svær mand, lidt mild og stille af væsen; han var enkemand, og foruden de to døtre havde han en lille søn, Lars, der var fire år den sommer. Jens Frederik havde en husholderske, en ældre kvinde, der med iver varetog det huslige arbejde.
Jens Frederiks gård var en firelænget gård. Alle udhusene var opført i bindingsværk og havde lerklinede, hvidkalkede vægge, og taget var strå.
Stuehuset var nyt, fritliggende, opført af røde mursten og tækket med skifer, og det lå med facaden med syd. Gik man vejen fra karlekammeret langs den østlige længe, kom man først til vognrummet for de pæne vogne. Derefter til et huggehus og et brænderum, og før sammenbygningen med den nordre længe, fandtes gårdporten, den eneste adgang til gåden fra gaden.
I gårdportens sydside stod en gammel fjedervogn og fyldte den halve portplads, så denne adgang til gården var kun for gående. Kørende måtte uden om prydhaven og ind i gården ad det sydvestlige hjørne.
Ved gårdporten havde lænkehunden sin plads, og den havde sit soverum i selve udhuset. I portvæggen førte en dør ind til hønsehuset, og hønsegården var langs den nordre længe. Her var også frugthaven, med mange gamle frugttræer.
I den midterste del af den nordlige længe var fårehus og nogen ladeplads, og så kom man til stalden. Ungkvæget stod i halvmørke i de gammeldags båse, hvor kvierne stod bundet til pæle, der var slået i jorden og sømmet til stolperne, der bar loftet. Krybbene var af træ, og gulvet brolægning. Den egentlige kostald var mere moderne og beliggende i gårdens nordvestlige hjørne.
Køerne stod i to rækker, og der var to fodergange. Gange, krybber og grebning var af cement, og der var god plads.
Så kom foderloen og hestestalden, hvor der også var god plads. Resten af den vestlige længe var lade og lo, og her lå en udbygning mod vest, hvor tærskeomgangen var. Denne tærskeomgang var en seværdighed. Stjernehjulet var et mægtigt træhjul, der gik oppe under loftet, og som ved udveksling satte tærskemaskinen i gang inde på loen.
Ved gårdens vestside lå møddingen ud for staldene, og svinehuset lå for sig selv bag møddingen. Ud for lade og lo var stokkehaven, og ved indkørselen til gården uden om haven stod en bod, hvor markredskaberne var opbevaret.
Jens Frederiks gård var på ca. 60 tdr. land, velholdt og veldrevet.
Skellet til naboernes marker var en høj grøftevold med vundet gærde af piletop, som blev taget af de mange lavstammede popler, der også var en rigdom af grøftevolden. Nærmest ved gårdens vestside lå toften, der havde grøftevold på nord- og sydsiden, og den sydlige grøftevold havde en rigdom af blomstertræer, der bar gule og blå blommer.
Toftens vestende endte i Mosen, og ved det nordvestlige hjørne var en lille skov, Lunden. Sognevejen løb langs med markens vestside et stykke, hvorefter den gik tværs gennem gårdens jorder. Ved drejningen lå et lille hus med tilliggende trekantet have; her boede Peder Gudmundsens mor, der var enke.
Kort efter drejningen var på vejens nordside en hævning i terrænet, og her lå møllen, som ejedes af 3-4 landmænd, som så skiftedes til at male deres korn. Ved møllens vestside var en stor mergelgrav med anselig vandmængde. Lige som toften endte markerne nord for sognevejene i mosen Store Lyng.
Men markerne syd for vejen havde de høje grøftevolde med gærde og popler på de øvrige tre sider. Fulgte man markskellet i vest sønden ud, kom man til en lavning og her var en tæt bevoksning af el, ask og birk, kaldet Tykningen. Bag denne fortsattes agrene mod syd i et rektangulært jordstykke (14 tdr. land), der benævnedes Bagmarken.
Store Lyng havde dybe grave i udkanten flere steder, fordi man hvert år lavede tørv; men længere ude var siv og halvgræsser i rig vækst og dannede en tueagtig bevoksning, der nok var til at færdes i, skønt det somme tider måtte ske i spring. Pil og birk groede frodigt, så her var et udmærket opholdssted for mosens fauna.
En anselig bæk skar gennem Store Lyng og gjorde skel mellem Kongsted- og Faxe Sogn, og de Jyderup lodsejere havde deres part i Mosen vesten for vandløbet.
En anden ting markerede også, at man kom fra et sogn til et andet, nemlig vejene, både den, der løb norden om mosen, og den, der løb sønden om den, tværs gennem Jens Frederiks mark. I Faxe sogn var vejene nemlig hvide af det materiale, man brugte til at holde dem i stand. Det var affald (kalkbatner) fra Faxe Kalkværk.
I det gode sommervejr var de hvide veje meget behagelige, men i regn og søle blev de gule og fedtede, og Drengen fik vejene at se i de forskellige skikkelser, da han skulle gå i skole fremdeles i Kongsted, eftersom der ikke var videre grund til at flytte til Hovby Skole, hvor vejen omtrent var lige så lang. Drengen skulle i skole de tre dage om ugen, nemlig tirsdag, torsdag og lørdag. Datteren, Karen, gik i Hovborg Skole de andre tre dage i ugen, og der var således en lille hjælp i arbejdet hver dag.

Nu skulle så Drengen til at gøre fyldest i sin nye plads. Om morgenen kom han i klæderne sammen med karlene. Det første arbejde, mens køerne var inde, var at muge, og her var han behjælpelig efter bedste evne. Da kvierne kom på græs i mosen, var hans morgengerning at flytte dem. Skulle han så i skole, måtte han af sted straks efter morgenmaden, da vejen var lang.
Var det fridag fra skolen, var hen behjælpelig med at fodre. Husbond var manden for det hele. Han gav køerne kraftfoder o.s.v., så kunne Drengen kravle op på stænget og vælte halm ned og være med at dele den om.
Lidt senere blev det den grønne rug og kløver, der skulle bæres ind, og så skulle der strøs under køerne, før de skulle have daghvil og nattehvil.
Da køerne senere kom på græs, skulle de flyttes til bestemte tider, og det kunne Drengen nok betros af og til. Ellers havde han jo kvierne i mosen; de skulle også vandes to gange daglig. Ved siden af en dyb tørvegrav stod et kar, og med en øse, en spand med et langt skaft af træ, skulle karret fyldes, og det var ret svært for Drengen. Men han måtte jo tage lidt ad gangen, og så gik det.
Når Johannes kom hjem fra marken med hestene til middag eller aften, var Drengen gerne med til at spænde fra, og da han kaldte buggjorden for buggrimen, benævntes nævnte på seletøjet altid ved at forkerte navn den hele sommer. Men det hele var meget godmodigt.

Karl Jensen var slagter og handelsmand i Kongsted. Han handlede lidt rundt om, og Jens Frederik var gavmild og godgørende mod handelsmanden. Han fik således en gammel hest af russertypen på græs hos husbond. Den var mager og grå, hvilket viste, at den havde været på knap kost i lang tid, og farven, at den i sin ungdom havde været en smuk skimmel. Denne hest havde om dagen sin plads hos kvierne i mosen, og Drengen tog den med om morgenen og hentede den hjem om aftenen. Den var så skikkelig, at den godt ville stå stille ved grøftevolden, mens drengen kravlede op på dens ryg. Så ville den helst gå, og den gik lidt stivbenet, hvilket gav en urolig gang.
Da Drengen engang syntes, at det gik for langsomt, ville han gøre holdt ved en poppel og tage en kvist at svippe hesten med. Omsider opdagede hesten, hvad der var i vente, og begyndte at lunte af sted, så Drengen fik nok at gøre med at holde sig fast. Så endte rideturen på god måde med klap på hestens mule og hals.

Høsten kom, og vi fik særlig travlt. Et par medhjælpere var med i hele høsten, nemlig Peders mor og Lars Mikkelsen, som havde sit hjem ved vejen nær skellet sønden om mosen.
Arbejdet blev udført meget omhyggeligt og var udpræget lystbetonet. Drengen var med hver dag, da skolen havde ferie i august måned. Der blev hugget for med leen på alle skifter, og der blev gjort god plads til maskinerne, slåmaskinen og aflæggeren. Drengens meste arbejde bestod i at slæbe neg sammen til husbond, der satte hobe i lange rækker, som tog sig smukt ud.
Når høstfolkene tog fat med god vilje og evne, var det meget kærkomment, når husholdersken kom ud i marken med en mægtig madkurv og en stor dunk med »gammelt øl«. I det gode høstvejr nød man frokosten og midaften (eftermiddagsmad) ude i høstmarken. Man lejrede sig nu ved en hob og spiste af den lækre mad med god appetit, og ikke mindst eftertragtet var det »gamle øl«. Det var hjemmebrygget og havde ligget i store ankre i gårdens kælder i tre måneder, og før det serveredes til måltiderne, tilsattes det ekstra sukker.
Da man senere kom til at køre ind, kunne de gamle længer kun rumme en lille del af den rige høst, og derfor sattes stok efter stok i stokkehaven. Husbond var her mesteren, i smukke kegler sattes den ene stok efter den anden, og Drengen »tog fra« og lagde neg til husbond. - Neg, der har stået i samlet hob, har sneb, d.v.s. et knæk i roden, og negene, der sattes i stok, skulle vende med snebet nedad; Drengen fik hurtig føling med den metode, så negene blev lagt hen til husbond, som de omtrent skulle ligge, hvilket vakte - om end stiltiende - tilfredshed hos husbond og glæde hos Drengen.
Efter aftensmaden en god høstdag blev folkene siddende inde ved bordet, til det begyndte at blive mørkt. Så kom gerne Jens Frederiks lille søn Lars hen til sin far og sagde:
- Spil lidt, far!
- Ja, så hent harmonikaen da. Og han kom med instrumentet. Jens Frederik spillede meget smukt, og det var de revy- og dansemelodier, som var populære på den tid. De unge sang med en gang imellem. »Så - det ikke skulle være pokkers, man ikke engang kunne hugge sig et stykke løjtnant i en kentonnement...«. Der havde været manøvre på egnen, og der fra ovennævnte visestump.

Når gødningen skulle køres ud, havde man »møggilde«. Det bestod i, at de bønder, som tilsammen ejede møllen, kom med deres hestespand og behørigt mandskab, og så gled gødningen læs efter læs i en hurtig skridende række ud på marken. Der var ofte to til at lukke af, så i løbet af et par dage var møddingen tom.
Peter kørte imellem (hjemad med tom vogn og udad med læs). Så hændte det, at et spand tog magten fra Peter; han faldt af vognen, og hestene for i vildeste fart hjemad.
Ejeren havde imidlertid hørt, hvad der var på færde. Han ilede ned på vejen, og med stor konduite standsede han de løbske heste, så ingen skade skete.
Om lørdagen havde Drengen været hjemme i sit hjem, og han havde fået tre grev moltke pærer, som var lagt til side i Johannes’ kuffert. Da han om aftenen om mandagen ville se til dem, var de der ikke. Så måtte Peter bekende, at han havde taget dem, men fortsatte han:
- Jeg fik dem ikke smagt; for da jeg faldt af vognen og blev slæbt med, blev de helt maset i mine lommer.
Hos Jens Frederik var der ellers en rigdom af frugt, som enhver efter tid og lejlighed kunne nyde. Æbler, pærer og blommer måtte frit tages uden for arbejdstiden. Der var frugt på bordet om aftenen, og den, der fik bragt mad ud i marken, fik frugt som dessert.
Den ene tjeneste var den anden værd. Nu var Johannes med heste og vogn til »møggilde« hos de gårdmænd, og det tog også et par dage hvert sted, så han var borte i mange dage. Det kunne ske, at man kom lidt sent hjem fra møggildet, fordi man efter endt arbejde fik lidt rigeligt med punch. Jens Frederik ville have sit spænd hjem i ordentlig tid, og Johannes handlede efter husbonds ønske.
Ved vandposten stod et stentrug, hvor hestene blev vandet; men i de varme sommerdage var det badekar for den lille Lars. Han sad i timevis på kanten og pjaskede i vandet med de bare ben.
Duerne og spurvene var også flittige gæster ved vandtruget, når så også folkene f.eks. vaskede hænder ved vandtruget, var det ikke så rent vand, hestene blev budt. Men man pumpede altid, når hestene skulle drikke.

Når høstarbejdet var så fremskredet, at alt korn var mejet og bundet, holdtes det lille høstgilde. Alle gårdens høstfolk bænkede sig, når aftenen kom, i den store stue, og aftensmaden bestod i chokolade og æbleskiver i rigt mål og mængde til enhver, så alle gik velforsynet fra bordet.
Men når alt kornet var i hus, holdtes det store høstgilde. Så samledes alle, der havde været med i gårdens arbejde. Fra de gårde, der havde været med i »møggildet«, kom hele husstanden.
Efter et overordentligt aftensmåltid morede man sig på forskellig måde. Mændene satte sig til at spille kort, konerne samtalede, og de unge fik lov til at danse. Vognrummet med de pæne vogne blev rømmet, idet vognene blev kørt ud i gården, og så blev der danset. Husbond spillede den første time, og så spillede andre på harmonikaen. Johannes kunne også spille, og senere tog en af de øvrige deltagere fat.
Drengen stod mest udenfor og kiggede ind. Men nu kom Karen og tog ham og ville danse med ham. Det blev til et par kluntede omgange mellem de andre, og så slap Karen Drengen igen.
Der var sent på aftenen atter veldækkede borde, og efter at enhver havde forsynet sig, sluttede høstgildet med høj stemning og tilfredshed fra alle deltagere.

______________________

A. K. Larsen,
lærer i Tørring Skole, Ry