Et betagende instrument

CEMBALOET -

Et flot stykke håndværk

Ovenstående cembalo er bygget på TORNEDALENS CEMBALOBYGGERI, et mindre enmandsfirma i Tornedalen perle, Hedenäset, ved Torneälvens strand, cirka 54 km nord for Haparanda, Sverige.
Forbilledet for dette cembalo er det flamske, efter såkaldt Rückers-tradition, som var kendt i 1600-tallet; egentlige forbillede er et et-manuals cembalo bygget af Iohannes Couchet 1645.
Du kan se Tornedalens Cembalobyggeris hjemmeside på følgende adresse:
http://www.tornedalens-cembalobyggeri.com/

Cembaloet - et fornemt
stykke håndværk


Fra virginal til digitalt cembalo:
Roland C-30


Cembalo - Harpsichord - Clavicembalo - Clavecin
Virginal - Virginale - Virginal
Spinet - Spinetto - Spinett - Épinette
Klavikord - Clavichord - Clavicorde -
Hammerklaver... eller måske Claviorganum, et
musikinstrument, som er en kombination af
cembalo og orgel.
Kært barn har mange navne... 

»At spille cembalo
er som at blade i en historiebog
med beretning om kærlighed og drama«

Jeg holder af cembaloet - den specielle klang, teknikken m.v. Cembaloet er et fornemt stykke håndværk og et betydningsfuldt klaviaturinstrument, bemærk: med knipsede strenge. At spille på et cembalo er som at blade i en historiebog med beretning om kærlighed og drama. Du er flere århundreder tilbage i tiden, når du anslår den første akkord, og du er ikke løsrevet før sidste tone klinger ud og du forundret kigger op og ser, at vi skriver godt og vel år 2000.
De første vellykkede eksemplarer byggedes i 1500-tallet i Italien. Senere opstod vigtige centre for cembalobygning i Frankrig, Tyskland, Flandern og England.
Cembloets lyse, klare klang gjorde det populært som soloinstrument og blev yndet af kompinister i det 17. og 18. århundrede, mens cembalospilleren var et betydningsfuldt medlem af barokorkestret, og ofte dirigerede han fra cembaloet.
I de senere år har cembaloet fået en renæssance og kan høres både i barokmusik og i moderne værker, skrevet specielt for instrumentet.

Det traditionelle cembalo har en metalstreng eller flere for hver tone. Det er som regel på fem oktaver. På bagenden af tangenten hviler en springer, i hvis øverste del er en bevægelig vippe. På den sidder et plekter, en stift af ravnefjer eller andet hårdt, elastisk materiale.
Når tangenten trykkes ned, løftes dens bagende med springeren i vejret, og plekteret føres op forbi strengen og anslår tonen med et knips. Når tangenten slippes, glider springeren ned igen, men på grund af vippens bevægelighed passerer plekteret strengen uden at røre den; den vipper bagover, og en lille pude af skind eller stof foroven på springeren lægger sig på strengen og dæmper den.

Spinetter eller virginaler er små klaverinstrumenter med knipseanordning mage til det større cembalos. Når strengene sidder næsten vinkelret på tastaturet og det har 5-6 rette sider, kaldes instrumentet et virginal. Er strengene stillet skråt på tastaturet og instrumentet har en buet side, kaldes det spinet. Spinetter og virginaler har i reglen kun et register, 8'.
Virginalet var et populært husinstrument i det 16. og 17. århundrede i England. Spinettet, som først blev populært i Italien i det 16. århundrede, blev det 18. århundredes Europas yndlingsinstrument.

Cembalo eller spinet - måske virginal
I de store cembaloer er strengene udspændt i forlængelse af tangenterne, de er altså i flygelform. Spinettet er mindre. Det har sit navn af spina, som betyder torn, og som nævnt løber strengene på tværs. Spinettet har altid kun ét manual og som regel kun fire oktaver.
Omkring 1450 fremstilledes et stort opretstående cembalo med lodret sangbund, og omkring 1500 forsøgtes med et lignende instrument med betegnelsen clavicyterium.
Cembalo hedder på fransk clavecin, på engelsk Harpsichord af ordet harpe og latinsk chorda, streng.

Mange barok-cembaloer er udstyret med lakmalerier, undertiden hele landskaber, og til klaviaturerne brugtes ofte elfenben og skildpadde, mest »omvendt farvede« hvid-sorte i forhold til hvad der er mest almindeligt i dag.

Det flamske cembalo blev hovedsageligt bygget i begyndelsen af det 17. århundrede, mest af familien Ruckers - altså i Flandern, det nordlige Belgien. Flamske instrumenter var mere solide i konstruktionen end italienske, oftest med to sæt strenge, ét 8’ og ét 4’ eller to 8’ registre. To manualer var ret almindeligt, det øverste manual oftest brugt til transponering. I sidste del af 1700 tallet blev det øverste manual brugt som en tonemæssig kontrast, lige som de to manualer kunne kobles sammen for at give en mere fyldig lyd.
De flamske instrumenter havde i det hele taget en mere fyldig og rund tone. Et godt flamsk cembalo skulle have en fyldig bas-klang og en smuk, klingende diskant. De flamske cembaloer var som regel dekoreret med lakmalerier.

Der kan på visse cembaloer spilles med en lut-indstilling, strengene dæmpes umiddelbart efter anslaget, og giver altså ingen efterklang - svingningerne bliver omgående standset. En lut er et specielt guitarinstrument der især bruges i ældre klassisk musik.

Jeg har haft stor glæde af nogen tid at korresponderet med Stig Lundmark, Tornedalens Cembalobyggeri, et enmandsfirma i Hedenäset, som ligger ved Torneälvens strand - cirka 54 km nord for Haparanda, Sverige. Firmaet startedes 1983 af Stig Lundmark hvis hovedinteresse er at tilvirke historiske tangentinstrumenter - cembaloet og clavikordet - efter forbilleder fra 1600 og 1700 tallet.

Klavikordet
Klavikordet har den enklest tænkelige mekanik. Det har sit navn af latinsk clavis = taste og chorda = streng. På bagenden af hver tangent rager en flad metalstift op. Når man trykker tangenten på spillebordet ned, bliver stiften vippet op mod en tværgående metalstreng.
Den del af strengen, der går til venstre for stiften, er omviklet med et stof. Det er derfor kun højre del af strengen, der giver tone. Afstanden mellem stiften og strengens endepunkt er bestemmende for tonehøjden - plus naturligvis strengens spænding, tykkelse og beskaffenhed.

Claviorganum - kombineret cembalo-orgel
På engelsk The Claviorgan, or Organised Piano, er et musikinstrument, som er en kombination af et cembalo og et orgel. Instrumentet består af en cembalodel og en orgeldel som kan være mere eller mindre bygget sammen. Instrumentet var mest kendt i det 16. og 17. århundrede og der er bevaret forholdsvis få instrumenter - formentlig omkring 25 i alt.
En del cembaloer viser dog tegn på tidligere at have været bygget sammen med et orgel og at have haft et anhangspedal, således at instrumentet - foruden at være et specielt koncertinstrument - kunne tjene som øveinstrument for en organist.
Orglet er sædvanligvis et mindre orgel på 3-4 stemmer. Orgeldelen kan have sit eget manual og pedal. Et claviorganum har enten ét fælles manual eller separate manualer for hver del. Cembaloet og orglet kunne spilles hver for sig eller sammenkoblet. Musisk set er instrumentet interessant, fordi det kombinerer cembaloets ansats med orglets faste toner, hvilket giver en overraskende klang. Desuden var det muligt at akkompagnere soloorgel med cembalo og omvendt.

Claviorganet var det største og mest komplicerede af de gamle tangent-instrumenter. Kun få har overlevet i deres oprindelige tilstand, selv om spor fortsat viser, at mange cembaloer orså havde et orgel - som siden er forsvundet.
Der byggedes sådanne instrumenter helt tilbage omkring 1585, bl.a. af Alexander Bortolotti, hvoraf et findes i Conservatoire Royal de Musique, Bruxelles, Belgien. Ludovic Theeuwes instrument fra 1579 henstår i Victoria og Albert Museum, London, og fra 1750 Kirkmann-Snetzler Jarlen af Wemyss for Skotland.
Det ser ud til, at alle claviorganer kun har et eller to manualer - og hvis cembalo-delen blev fjernet, ville der ikke være noget tastatur til rådighed til at spille orgel

Celesta
Celesta eller celeste kendtes som metallofon i Europa i sidste halvdel af 1600-tallet. De var med klaviatur, og en lille hammer for enden af tangentstokken - evt. med en udveksling - slog mod en metalplade. Navnet celesta betyder i øvrigt himmelsk.
Grundkonstruktionen til pianofortet eller hammerklaveret blev lagt af den florentinske instrumentbygger Bartolomeo Cristofori der med skelen til cembaloet byggede et instrument, hvor strengene blev aktiveret af en hammer.
Han benævnte det »arcicembal che fa il piano e il forte«; det vil sige et cembalo, der kan spilles i varieret styrke. Det ældst overleverede fortepiano, bygget af Cristofori, er fra 1720. Der gik dog mange år før cembaloets og klavichordets popularitet blev slået af klaveret. Men mener, at de sidste cembali og klavichorder blev bygget efter år 1800. For det meste betegnes det gamle klaverinstrument hammerklaver eller fortepiano.
Cristoforis hammer-mekanik blev forbedret i tidens løb til det, der avendes i dag på vore klaverer og flygler. Der er heldigvis en stigende interesse for at spille tidlig klavermusik på instrumenter fra de gode gamle dage.

Det digitale cembalo, Roland C-30, i den nu lukkede Alfred Christensens Musikhandel


Rolands Cembalo
C-30

Eller bør det hedde "clavichord"?


Her er et perfekt cembalo, tillige
med fortepiano, orgel og celeste


Roland har konstrueret et nydeligt spinet-lignende instrument med digitale cembalo-klange, celeste plus oven i handelen tre orgelstemmer; og det er simpelthen gjort så godt, at det ikke kan designes eller udstyres bedre. Cembaloet hedder Roland C-30 og har en stor og fuldstændig korrekt klang, så man føler, man spiller på et ægte, mekanisk cembalo. Og så er det helt og aldeles vedligeholdelsesfrit og skal aldrig stemmes - med mindre man vælger blandt de intoneringsmuligheder, der findes i instrumentet.
Cembloet har gennem snart en menneskealder været mit instrument. Jeg har samlet cembalo-musik i stor stil, og været til utallige koncerter. Jeg hader elektroniske efterligninger, som visse keyboards er udstyret med. Men her blev jeg aldeles målløs: Rodgers-samplingerne er bare perfekte til mindste detalje! Man spiller faktisk på et rigtigt godt, mekanisk cembalo; sådan er følelsen ganske og aldeles.
Roland har tillige sat orgelstemmer på, og det er nogle stemmer, der vil noget. En rørfløjte samt to principal, 8'+4', der klinger smukt og korrekt. Altså har man et lille continuo-orgel tillige med cembalo i mange varianter - et kororgel med mange muligheder.

Cembaloregistrene klinger fuldt ud tilfredsstillende uden ekstra forstærker, kun ved den indbyggede forstærker og med de højttalere, der ligger under låget. Orgelsektionen kræver formentlig en form for forstærker i større lokaliteter. Men det er jo ikke noget problem i dag, hvor der findes et hav af aktive højttalere på markedet.
Det digitale cembalo stemmer altid og er helt vedligeholdelses-frit. Det får omgående fem stjerner af fem mulige. Denne opfindelse/konstruktion er aldeles genial for de mange udøvere af klassisk musik. Og specielt de, der skal flytte til forskellige koncertsteder - her er ingen problemer overhovedet.
Men så er der jo den gruppe, der absolut vil have et traditionelt cembalo, bygget af en perfekt håndværker, og med den teknik, der har eksisteret i århundreder. Og det må siges at have stor betydning - de gamle håndværk og de traditionelle instrumenter må aldrig uddø. Og gør det forhåbentlig aldrig.
Tak til ingeniører og teknikere hos Roland/Rodgers, som har leveret et faktisk fuldkomment instrument, som man kun kan tage til sig. Skulle jeg personligt ønske - ja, hvad så med nogle flere orgelstemmer at gøre godt med, og ikke kun de tre. Så var det endnu bedre som kororgel, når nu det er så godt og tillige pynter i ethvert lokale.
Det moderne cembalo er udsolgt og fabrikeres ikke mere, men det stod i forretningerne til omkring 30.000 kr. Det kan jeg ikke kommentere, for instrumentet er nu engang designet og konstrueret af professionelle ingeniører, og det skal bygges - sandsynligvis på en slags samlebånd - og det skal ud i musikforretningerne, så prisen kan nok ikke sættes lavere. 


| Svar

Nyeste kommentarer