Museet og lokalarkivet
i Skarrild
Midt i Skarrild by ligger Skarrild-Karstoft Museum
og Lokalarkiv - tidligere »Kirkely«
Kaj Munk havde stor tilknytning til Skarrild
I Skarrild by ligger et herligt lille museum. Du ser det liggende lige ved kirken cirka midt i byen. Det er et lille, stråtækt hus på det grønne område mellem kirke og hovedgade: Skarrild-Karstoft Museum og Lokalarkiv - oprindeligt »Kirkely«, en bygning med godt 140 år på bagen.
Her kan foreninger, skoler, ja, faktisk enhver, som har interesse for historien, komme ind for at gå på opdagelse. Se bl.a. mindestuen, indrettet i erindring om syv allierede flyvere, som i deres Lancaster bombemaskine blev skudt ned på en mark i Søndergrene nær Skarrild den 27 august 1944. Lokale borgere sørgede for en kristen begravelse af de omkomne på Skarrild Kirkegård.
Slægtninge til de omkomne finder stadig vej til Skarrild Kirke og til mindestuen på museet mere end 60 år efter. De kommer fra England, Canada og Australien.
Kaj Munk havde stor tilknytning til Skarrild: I Skarrild Kirke viede pastor Blicher Winther i 1929 Kaj Munk og hans kæreste gennem mange år, Elise Marie Jørgensen - Lise. Deres søn, Arne Munk, er i øvrigt også viet i Skarrild kirke.
Pastor Blicher Winther var Kaj Munks gode ven og studiekammerat. Præsten var også den, der kunne udrede en kurre på tråden mellem Kaj Munk og Lise.
På bryllupsdagen ankom parret om aftenen til Skarrild. Bryllupsvidner var blevet tilkaldt til hen i mod et kvarter i tolv, og selve vielsen foregik på dette tidspunkt. Vidner til vielsen var ifølge notaterne lærer Rasmussens kone, pastor Blicher Winthers kone og en frk. Dideriksen, alle boende i Skarrild.
Også Lise og Kaj Munks søn, Arne Munk, er viet i Skarrild.
Skarrild-Karstoft Museum - Kirkely - bestemt et besøg værd
Gå en tur på Skarrild kirkegård, hvor du finder de omtalte allierede flyveres gravsted. En stor, skulpturel propel viser, hvor gravstedet er. Og lige en fantastisk tilføjelse: En tvillingbror til et af besætningsmedlemmerne var død i Australien, og hans sidste ønske blev fulgt, at hans urne måtte blive sat ned her ved siden af broderen - på kirkegården her i Skarrild. En søn af den afdøde kom fra Australien med urnen, som så blev sat ned ved graven.
Det er flot, at engelske veteraner stadig besøger Skarrild i mindet om de omkomne kammerater fra krigens tid.
Den kendte flyvergrav på Skarrild Kirkegård. En stor, skulpturel propel markerer stedet, hvor allierede flyvere fra krigens tid er begravet.
Museum og kirke - naboer i Skarrild
Du kan se facts om museet og dets åbningstider på Skarrild.dk - . Det er altid muligt at få aftale med en fra museets bestyrelse til at vise rundt og fortælle om den interessante samling.
_ _ _
Det er bemærkelsesværdigt, at der inde i Skarrild Kirke hænger tre faner: Det canadiske flag omgivet af det engelske og australske luftvåbens flag.
Flagene er et minde om de syv flyvere, der blev skudt ned. Den ene af fanerne er skænket direkte af en af de dræbte flyveres enker i taknemmelighed over, at sognets beboere tog sig så pænt af de omkomne.
Indtil 1909 har menighedssangen fundet sted uden musikledsagelse i kirken. Herefter fik kirken sit første orgel, mens det senere fra Frederiksborg Orgelbyggeri afløste det gamle i 1954. Det var simpelthen slidt op. Der blev en tid indsamlet midler til et nyt orgel. Desværre har menighedsrådet valgt en slags el-orgel med en hård og kraftig lyd, som i mine øren ikke passer til det forholdsvis lille (men meget smukke) kirkerum.
Kirken blev restaureret i 1980, hvor man også fandt rester af kalkmalerier - desværre ikke i tilstrækkelig god kvalitet til at afdække til synlig bevarelse.
Andre lokalarkiver
I Alhuset i Kibæk findes Lokalhistorisk Arkiv for Aaskov Kommune.
I Sdr. Felding findes Lokalhistorisk Forening for Sdr. Felding, Sandet og Stakroge.
Naturen lige ved Skarrild Kirke - her et glimt af Skjern Å. Også Skjern Å Nørrekanal går gennem Skarrild - men er tømt for vand i vintertiden
Clasonsborg-sangen
Ukendt forfatter
Hvor Aaen blinker - bag Hedebrinker
hvor Gran og Ege mod Himlen pege
og snor sig dybt under Ellens Rod,
og Lyngen blomstrer omkring min Fod.
Der kan jeg skimte bag Graner glimte
de røde Mure, jeg har saa kær;
med Vandfaldsbruset i Solens Skær.
den skønne Have med Vold og Grave
dybt gennem Skoven jeg vandrer fro,
Ad dunkle Stier, hvor Larmen tier,
et Egern pusler, en Rædkælk nusler,
en Due kurrer i Fred og Ro.
I Sol og Sommer, når Vinter kommer,
saa lun en Rede paa vilde Hede
saa skøn en Dal i det magre Land;
som en Oase i Ørkensand.
Jeg kan fornemme, her har jeg hjemme,
de brune Banker, de grønne Ranker,
her vil jeg leve i Lyst og sorg;
de røde Mure; oh, Clasonsborg.
Nyeste kommentarer